Onsdag den 8. november 2017, kl. 17.00-18.30

Store Sal, Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, Aarhus

Debatmøde med Jesper V. Køber og Caroline Bindslev

Kan EU gøres demokratisk? - Aarhus

Den politiske udvikling viser tydeligt, at der er behov for demokratiske forandringer i EU. Hvori består de største udfordringer for EU-demokratiet? Er der plads til alternative løsninger? Hvordan kan EU føre en politik, som i højere grad afspejler flertallets interesser og inddrager civilsamfund og borgere.

Mangel på indflydelse og en oplevelse af et EU-system, der sætter virksomheders interesser over borgernes, skaber apati og politikerlede hos en stor del af borgerne i Europa. Hvis den tillid, der er gået tabt, skal genvindes, kræver det demokratisering og borgerinddragelse i en helt ny skala.

Samtidig står vi med et Europa under forandring. Valget af Macron skaber en ny vision for EU-demokratiet og en alliance mellem Merkel og Macron, som kan føre til et EU i flere hastigheder. Med brexitforhandlinger rundt om hjørnet og et vedblivende pres fra EU-skeptiske stemmer på højre- og venstrefløjen, er kravet til de politiske ledere om at forny deres politik og det europæiske projekt større end nogensinde før. Fem konkrete bud på EU’s fremtid er lagt på bordet. Men vil det betyde mere af det samme blot i en anden form eller føre til mere inddragelse og lydhørighed overfor EU’s borgere?   

På debatmødet ser vi nærmere på, hvilke demokratiske alternativer, der findes til det nuværende EU-system. Hvordan kan vi sikre at dem, der sidder på magten i EU holdes til ansvar for den førte politik? Er det overhovedet muligt at skabe et europæisk folkestyre, der kan tilfredsstille borgernes idealer om demokrati? 

Jesper Vestermark Køber er Ph.d.-studerende på Københavns Universitet, hvor han forsker i demokratibegrebets udvikling i efterkrigstiden.

Caroline Bindslev er projektleder og analytiker ved DEO og projektansvarlig for bogen ”Hvordan demokratiserer vi EU?

Deltagelse: 50 kr., 20 kr. for studerende. Gratis for medlemmer af DEO.

Gratis bog: Deltagerne får et eksemplar af bogen ”Hvordan demokratiserer vi EU?

Mødet er arrangeret i samarbejde med Dokk1.