Borgerhøring - Er der arbejde til alle i fremtidens EU - Sønderborg

Tirsdag den 23. oktober 2018, kl. 17.00-18.30

Ulkebøl medborgerhus, Kaplenivej 1, 6400 Sønderborg

Borgerhøring: Er der arbejde til alle i fremtidens EU?

Hvad mener du? - Sønderborg

Demokrati kræver deltagelse. Bliv klogere på, hvad der rør sig i EU, og fortæl politikerne, hvad du mener. Mød EU-eksperterne Helga Molbæk-Steensig og Maria Rosenberg Rasmussen til debat om jobskabelse, socialpolitik og fremtidens EU.

Beslutninger, der træffes i EU, påvirker os alle sammen. De sætter rammer for politik i kommunerne og i Folketinget, men påvirker også borgernes hverdag direkte. Derfor er det vigtigt, at vi som borgere tager stilling til, hvilken rolle EU skal spille fremover - og til hvilken rolle Danmark skal spille i Europa.

På dette møde skal vi diskutere, om der er arbejde til alle i fremtidens EU. Nye innovative virksomheder som Uber og Amazon banker på det europæiske marked og påvirker medlemslandenes arbejdsmarked. Samtidig står det klart, at nok er der kommet gang i jobskabelse igen i EU efter en finansielle krise, men de nye jobs er i langt overvejende grad prekære job med korte kontrakter og usikre arbejdsforhold, der gør de ansatte bekymrede for fremtiden. 

Polen og Rumænien kører kampagner for at hente deres arbejdere hjem til landene igen. Det er medvirkende til at Dansk Arbejdsgiverforening (DA) herhjemme mener, at Danmark er ved at løbe tør for europæisk arbejdskraft. Det mener 3F derimod ikke, som går imod DA's ønske om, at Danmark skal hente arbejdskraft også udenfor EU. Og endelig er der store diskussioner om, hvorvidt EU skal have en mere social dimension, som skal sikre borgerne i dårlige økonomiske tider.

DEO's EU-eksperter holder faglige oplæg og svarer på spørgsmål om, hvad EU er for en størrelse og hvad der foregår i europæisk politik i dag. Du er inviteret til at deltage i debatten og komme med dine synspunkter og kommentarer. Dem tager vi med videre til politikerne.

Borgerhøringen kommer også omkring fire andre afgørende dilemmaer, som vi går i dialog med borgerne om i hele landet:

  • Hvem skal bo i Europa?
  • Hvordan påvirker Brexit EU og Danmark?
  • Er der arbejde til alle i fremtidens EU?
  • Hvad betyder det fælles EU-forsvar for Danmark?

Deltagelse: Gratis, men tilmeld dig gerne her på siden, så vi har kaffe og kage til dig også.

Mødet er arrangeret i samarbejde med AOF SYD.

Maria 500X667

Maria Rosenberg Rasmussen er EU-journalist og projektleder i DEO. Hun har boet tre år i Bruxelles, hvor hun blandt andet har været freelancejournalist for en række danske medier.

Maria er ekspert på europæisk demokrati, arbejdsmarkedspolitik og skatteunddragelse. Hun har bidraget til en række udgivelser i serien Samfundstanker fra DEO.

Helga 500X667

Helga Molbæk-Steensig er analytiker og projektleder i DEO. Hun har i flere år været redaktør for Magasinet rØST og bidrager jævnligt i radio og aviser som ekspert på Balkan og Østeuropa.

Helga er ekspert i flygtningepolitik, menneskeret og sikkerhedspolitik. Hun har blandt andet været fagredaktør på bogen "Kan EU skabe fred i verden?" i serien Samfundstanker.

Borgerhøringer i hele landet

Mødet er en del af DEO’s landsdækkende turné, hvor vi går i dialog med borgerne og indsamler folks holdninger til vigtige spørgsmål om EU og præsenterer det for politikerne på en stor konference på Christiansborg.

Projektet er støttet af et særligt regeringsinitiativ, hvor Europa-Nævnet har uddelt midler til borgerhøringer om EU's fremtid og Danmarks fremtid i EU.

Liste med alle DEO's 13 borgerhøringer 

Læs mere om projektet og se hvad de andre EU-debatorganisationer har arrangeret her.

Du kan også læse om og tilmelde dig konferencen på Christiansborg den 20. november: Borgere i Danmark og Europa.

Turnéen gennemføres med støtte fra Europa-Nævnet.

Europanævnets logo