Ledig stilling: Projektleder til DEOundervisning

Projektleder til DEOundervisning

30.08.2017

JOBOPSLAG. ANSØGNINGSFRIST MANDAG DEN 18. SEPTEMBER. Vi søger en dygtig projektleder/underviser til at holde styr på vores mange uddannelsesaktiviteter og arrangementer. Du skal brænde for EU-debat og politik, have erfaring med undervisning og oplæg og kunne både gennemføre, udvikle og fundraise undervisningsprojekter.

DEO har stor succes med at udvikle materialer og arrangere efteruddannelse for at inddrage EU i undervisningen. Vi har stor efterspørgsel, og har sat mange gode projekter i søen, men mangler en fuldtids projektleder til at styre og udvikle området. Vi søger derfor en dygtig medarbejder, der kan se mulighederne og tage selvstændigt ansvar for at føre projekter ud i livet.

Vi forventer, at du:

  • Er en dygtig projektleder, der kan arbejde i en flad organisation
  • Kan holde oplæg og har erfaring med undervisning
  • Kan udvikle og virkeliggøre projekter
  • Kan forfatte, redigere og formidle undervisningsmaterialer
  • Brænder for politik, EU-debat og undervisning.

Vi arbejder både med grundskoleområdet og ungdomsuddannelserne (særligt de gymnasiale uddannelser) i vores projekter og erfaring med disse målgrupper er en fordel. Vi arbejder med EU og europæisk politik på en lang række områder, på højt fagligt niveau. Viden om dette område er ligeledes en fordel.

Du kommer til at arbejde i et akademisk team, der består af 4-5 fuldtidsmedarbejdere, der er tovholdere på vores mange projekter med debatmøder, bogudgivelser, studierejser, journalistik og research. Som projektleder er det vigtigt, at du kan tage ansvar for at omsætte organisationens viden og aktiviteter til undervisningsområdet.

Du får stor indflydelse på eget arbejde, et velfungerende undervisningsprojekt mellem fingrene og tæt samarbejde og sparring med engagerede EU-nørder og folkeoplysere. På dit bord ligger der allerede en stribe arrangementer med vores nye rollespil ”Spillet om EU’s fremtid”, ansvaret for fire efteruddannelseskonferencer i 2018 og skitsen til et visionsspil om klimaudfordringerne, som du skal være med til at udvikle.

Ansøgning: Send din ansøgning på mail til rasmus@deo.dk, vedhæft gerne én samlet pdf. med motiveret ansøgning og CV.

Yderligere dokumentation (eksamensbeviser, anbefalinger, kursusbeviser m.m.) er kun relevant, hvis du senere bliver indkaldt til samtale.

Arbejdssted: Studiestræde 24, 1455 København K.

Vilkår: Løn og vilkår efter aftale. Stillingen er en fastansættelse på fuld tid.

Ansøgningsfrist: Mandag den 18. september kl. 12.00.

Hvis du har spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte DEO’s sekretariatsleder Rasmus Nørlem Sørensen, rasmus@deo.dk, tlf. 61 27 72 56