Lækager kompenserer for lukkethed

18.05.2017

Forhandlingerne mellem EU og USA er de mest gennemsigtige af alle handelsaftaler hidtil. Det siger dog mere om CETA og TiSA end om TTIP.

Af Staffan Dahllöf

Når man dækker EU’s handelsaftaler, møder man ofte modsatrettede påstande, hvor det er svært at afgøre, hvem der har ret. Når kritikere eksempelvis beskylder TTIP for at ville forringe miljøstandarder, henviser Kommissionen blot til EU’s forhandlingsmandat:

»Se selv, det er slet ikke vores udgangspunkt og målat sænke standarderne«.

Det har de oftest ret i, men problemet er, at vi ikkekender de amerikanske forhandleres tilsvarende mandat.Vi har heller ikke adgang til de dokumenter, som viser, hvor langt man står fra hinanden i forhandlingerne.

Den slags dokumenter kaldes ”konsoliderede aftaletekster” og oprettes løbende under forhandlingerne. Her fremgår, hvad man foreløbigt er blevet enige om, og hvor der er ændringsforslag fra en af parterne. Sidstnævnte markeres ved sætninger i skarpe parenteser.

Lækager giver indsigt

Det er en praksis, der er kendt af alle journalister, som dækker forhandlinger på EU’s topmøder. Her bliver forskellige versioner af mødets kommende sluterklæring [med udestående knaster] spredt til pressen som et fastritual, mens forhandlingerne står på.

Når det kommer til EU’s handelsaftaler, er det Kommissionen, der styrer butikken alene, og her har man ingen interesse i, at noget bliver lækket. Konsoliderede aftaletekster er derfor det mest interessante af det materiale, som er blevet spredt af blandt andet Wikileaks, Greenpeace og Corrective.org.

Lækkede oplysninger giver ikke et dækkende billede, meni det mindste en mulighed for at forstå, hvem der stiller hvilke krav, og hvor forhandlingerne er gået i stå. For eksempel at USA hårdnakket afviser offentligt udbud for europæiske virksomheder ved at stå fast på ”Buy American”-klausuler.

Da amerikanerne var bramfrie

Ved begyndelsen af TTIP-forhandlingerne i efteråret 2013 arrangerede Dansk Industri en konference i København om erhvervslivets forventninger til en aftale set fra begge sider af Atlanten.

Tre år senere står de mangebramfrie udtalelser på konferencen stadig som nogle af de bedste kilder til at forstå de amerikanske positioner. Shaun Donnelly fra US Council for International Businesspegede på tre europæiske forhindringer for frihandel ud fra et amerikansk erhvervsperspektiv:

EU’s forsigtighedsprincip, persondatalove og modstand mod genmodificeredeorganismer (GMO). Indtil videre er der ingen lækkede dokumenter, som viser, at USA skulle have opgivet at stille de krav – dog heller ikke at EU siden skulle have bøjet sig.

Anbefalinger om åbenhed

Problemerne ved at følge TTIP-forhandlingerne har også interesseret EU’s ombudsmand, Emily O’Reilly. Efter næsten et års undersøgelser publicerede hun i marts 2015 en liste med forslag til, hvad Kommissionen burde gøre for at forbedre offentlighedens mulighed for indsigt.

Blandt andet burde Kommissionen samle tilgængelig information på en overskuelig hjemmeside med dagsordener og øvrig information om kommende møder.Kommissionen burde også publicere alle de dokumenter, som andre allerede havde fået adgang til gennem aktindsigt eller tilsendt i andre sammenhænge.

Indsigt kræver tilladelse fra USA

En del af ombudsmandens anbefalinger er siden blevet fulgt. Kommissionen har siden november 2014 publiceret EU’s eksisterende aftaleforslag inden for de 24 forskellige forhandlingsområder. Her kan man også finde korte faktablade om de forskellige kapitler.

Til gengæld fandt Kommissionen ingen løsning på den manglende mulighed for at følge slagets gang gennem adgang til de konsoliderede aftaletekster. Argumentet er, at dokumenterne ikke er tilgængelige i USA, og at EU ikke kan sætte sig over amerikansk lov ved at publicere oplysninger, som begge parter ikke er enige om.

Ombudsmanden har godtaget forklaringen, men opfordrer til fortsat at forsøge at få USA til at øge åbenheden om forhandlingerne.

En anderledes tilgang

I lyset af balladen om CETA-aftalen, hvor stort set intet blev kendt, før hele aftalen var færdigforhandlet, står det klart, at EU med fordel kunne have handlet anderledes med TTIP.

Kommissionen kunne for eksempel have stillet åbenhed som en betingelse for overhovedet at indlede forhandlingerne med USA. Dette ville muligvis have forøget chancen for i sidste ende at få accept fra alle medlemslande, når aftalen er færdig. Man ville desuden kunne reducere risikoen for det, man nu kalder mytedannelser.

Om EU og USA på et tidspunkt tager ved lære af CETA, må tiden vise.