Når leverandørerne selv bestiller

Når leverandørerne selv bestiller

07.09.2017

AFSLØRING. En række forsvars- og sikkerhedsvirksomheder i Europa har stor indflydelse på, hvad og hvem der modtager EU-støtte til forskning om sikkerhed og udvikling af overvågningsteknologi. Dermed kan de, for offentlige midler, udvikle produkter som de efterfølgende håber på at kunne levere. Rapportforfattere beskriver det som et lukket kredsløb.

Af Staffan Dahllöf

Truslen fra terrorisme, grænseoverskridende kriminalitet, og tilrejsende asylansøgere og migranter. Det er de argumenter, man ofte hører fra fortalere for en sikkerhedsunion i EU. Men der er også andre interesser på spil.

De virksomheder, som i sidste ende udfører forskning og leverer det tekniske udstyr på sikkerhedsområdet, har også mulighed for at præge, hvad de offentlige midler skal bruges til. Det viser en ny rapport, Market Forces, fra organisationen Statewatch og forskningscentret Transnational Institute (TNI).

Proceduren: Sådan gør de

Rapporten beskriver, hvordan eksperter fra forsvars- og sikkerhedsvirksomheder (”Group of Personalities”) inviteres af Kommissionen som rådgivere. Deres opgave er at foreslå kommende forskningsprogrammer. Kommissionen bliver derefter, i sagens natur, præget af eksperternes anbefalede prioriteringer og interesser.

For Kommissionen er det også et mål i sig at opbygge en konkurrencedygtig sikkerhedsindustri. Det ses derfor ikke som et problem at enkelte virksomheder nyder godt af deres egne forslag.

Lignende interessesammenfald inden for sikkerhedsområdet er beskrevet i en tidligere rapport, NeoConOpticon, fra Statewatch og TNI i 2009. Chris Jones, som er forfatter til den nye rapport og researcher på Statewatch, finder de styrende industriinteresser rystende, men ikke forbavsende: ”Det følger helt det mønster vi har set tidligere,” siger han.

Findes: Løsning. Efterlyses: Problem

En konsekvens af de tætte bånd mellem private virksomheder og opbygningen af en Sikkerhedsunion er, ifølge Chris Jones, at EU-programmerne får et større fokus på teknologiske løsninger end hvad de måske ellers ville have fået.

»Spørgsmålet kommer også til at diktere de politiske prioriteringer i EU. Det er i hvert fald klart, at fokus på avanceret overvågning, centraliseret databehandling og andre teknologiske løsninger er kommet foran andre prioriteringer for øget sikkerhed. Forskningsprogrammerne fokuserer på at finde problemer, som industrien har udviklet kommercielle løsninger på.«

Et gennemgående mønster er, at EU bevilliger penge til forskning og udvikling af teknologier, som man først bagefter åbner op for at bruge ved lov.

Et eksempel er bevillingerne til udstyr og software for registrering og analyse af flyvepassagerers rejsemønster. Bevillingen blev givet første gang i 2012, fire år inden man vedtog direktivet om Passager Navne Register (PNR). 

I Eisenhowers fodspor

Rapporten beskriver det som et ”sikkerhedsindustrielt kompleks”, hvor aktører i et lukket kredsløb, får skabt en efterspørgsel på varer og tjenester, som de selv leverer.

Det sammenlignes i rapporten med det ”militærindustrielle kompleks” – et begreb, som den amerikanske præsident, Dwight D. Eisenhower, introducerede i sin afskedstale i 1961. Her advarede han mod at lade militær og forsvarsvirksomheder sætte den politiske dagsorden i USA.

I rapporten sender man advarslen videre til det langt mindre, men voksende, politikområde – EU’s indre sikkerhed og opbygningen af en sikkerhedsunion i EU.

Den øgede interesse afspejles også i, hvor mange penge der afsættes til sikkerhedsområdet i EU's syvårige forskningsprogram. Bevillingen er steget fra 1,4 milliarder euro i perioden 2007-2013 til 1,7 milliarder euro 2014-2020. 

Funding Statistik

 

Bevillingerne til at udvikle udstyr, som kan overvåge EU’s ydre grænser og styrke den indre sikkerhed, er samtidig steget betragteligt.

Det handler om droner, sensorer, software for samkørsel af databaser, system for sammenligning af DNA-analyser, videoovervågning i mørke m.v.

Inden næste syvårsperiode

Der er samtidig tegn på, at pengene som EU bruger på sikkerhedsforskning og teknologiudvikling, ikke har været særlig godt givet ud. Ifølge EU’s Revisionsret var uddelingen fra forskningsprogrammet om sikkerhed i årene 2007-2013 ringe.

Få støttede projekter førte til produktion. Der blev i ringe grad søgt og bevilget patenter. Antallet af akademiske publikationer var lille.

”Vi vil ikke altid have de seneste gadgets, vi vil hellere have en simpel app som virker på gamle smartphonemodeller,” som en repræsentant for EU-landenes politimyndigheder, forklarede i artikelserien ”securityforsale.eu” i foråret 2017, i Danmark publiceret af Information.

»Skal den her udvikling fortsætte? Nu er der en mulighed for at diskutere, hvordan en anden og demokratisk forankret sikkerhedspolitik kunne se ud - inden beslutningerne om næste syvårige forskningsprogram, og inden EU’s næste langtidsbudget for årene 2021-2027 bliver lagt fast,« siger Statewatch-medarbejderen Chris Jones.

Sikkerhedsunionen er siden 2015 det nye samlingsnavn for en lang række tiltag mod terror, kriminalitet i almindelighed, og migrations/flygtningebølgen – den politik, som hører ind under området retslige og indre anliggender (Justice and Home Affaires).

DEO udgav i foråret 2017 bogen ”Sikkerhed i et åbent Europa”, som bl.a. debatterer mulighederne og udfordringerne for en europæisk sikkerhedsunion.

Du kan købe bogen eller læse en af reportagerne fra vores møder om emnet - se f.eks. "Terroristers succes er afhængig af medier og politikere", fra debatmødet i Odense, hvor tidligere PET-chef, Hans Jørgen Bonnichsen, samt EU-konsulent i Folketinget, Christine Sidenius. 

Rapporten, som artiklen henviser til, kan læses her: Market Forces (2017)