Overordnede problemstillinger ved EU's handelsaftaler

17.05.2017

Dele af EU’s handelsaftaler er blevet mødt med skarp kritik fra eksperter, politiske organisationer og borgere i Europa. Her følger nogle af overordnede kontroversielle områder, der er i kritikernes søgelys.

HVEM SKAL BESTEMME, HVORDAN DER REGULERES?

Når EU forhandler aftaler med andre lande, sker det på forskellige niveauer. Et niveau handler om at sænke told og afgifter, så produkter kan konkurrere med andre produkter på nye markeder. Et andet handler om at blive enige om, hvilke varer parterne vil acceptere at lukke ind på deres respektive markeder. Det sidste kaldes ”tekniske handelshindringer” og dækker over forskellig regulering på områder som arbejdsmiljø, fødevarer og kemikalier.

Hvordan foregår det?

Ophævelse af tekniske handelshindringer kan ske ad tre veje. Den nemmeste måde er ved hjælp af gensidig anerkendelse. Det vil sige, at parterne gensidigt anerkender hinandens regelsæt, så en vare, der for eksempel er produceret og godkendt i USA, automatisk kan sælges på det europæiske marked og omvendt. Harmonisering er en sværere øvelse, hvor de to parter ensretter deres lovgivning og bliver enige om fælles regler for produktion og godkendelse af varer. Den sidste mulighed er helt at fjerne den lovgivning, der betragtes som en teknisk handelshindring.

Hvad taler for og imod?

Kritikere hævder, at ophævelsen af handelshindringer kan få konsekvenser for de områder, som den pågældende regulering er sat i verden for at beskytte. For eksempel anklager USA EU’s forsigtighedsprincip og mere restriktive kemikalielovgivning for at være en handelshindring. Erhvervslivet hævder, at handelshindringer kun skal fjernes der, hvor landene i forvejen har en ensartet sikkerhedsopfattelse, men af historiske årsager har forskellig lovgivning. For eksempel størrelsen på A4-papir. EU-Kommissionen har derudover løbende forsikret, at der ikke kommer til at ske forringelser af nuværende standarder, da man vil overholde gældende regler i Lissabontraktaten.

HVEM SKAL VURDERE SIKKERHEDEN AF PRODUKTERNE?

Fødevarer importeret til EU fra lande uden for Unionen er sædvanligvis underlagt EU’s lovgivning om fødevaresikkerhed. Problemer kan opstå, når EU’s lovgivning er i konflikt med lande, der har en anderledes tilgang. Dette har tidligere medført kontroverser i WTO, hvor EU for eksempel er blevet dømt for at krænke international økonomisk ret ved at forbyde hormonbehandlede bøffer og GMO. EU har dog indtil videre valgt at opretholde disse forbud.

Hvor ligger problemet i TTIP-aftalen?

Lissabontraktaten beskriver et såkaldt forsigtighedsprincip, som gør det muligt for EU at forbyde et stof, selvom der ikke er fuld videnskabelig dokumentation for, at det er skadeligt. I USA bygger lovgivningen omvendt på en såkaldt videnskabsbaseret risikostyring. Her reguleres kun, når der er entydigt belæg for de skadelige virkninger. Dette er et af de svære punkter i TTIP-forhandlingerne.

Hvad med CETA?

I CETA-aftalen er der ikke nogen direkte referencer til forsigtighedsprincippet i den færdige aftale, som til gengæld lægger vægt på at fremme samspillet mellem EU og Canadas sundhedslovgivning. Kritikere mener, at forsigtighedsprincippet bør skrives ind i aftalen. 

HVEM SKAL TILDELE ERSTATNING TIL INVESTORER FOR TABT INDTJENING?

Vestlige landes frygt for korruption og inkompetence i udviklingslandes nationale domstole har gjort det til almindelig praksis at oprette særlige volgiftsdomstole i internationale handelsaftaler. Systemet går traditionelt under betegnelsen Investor-State Dispute Settlement (ISDS). Her kan virksomheder søge erstatning uden om de nationale retssystemer som reaktion på politiske tiltag, der begrænser nuværende eller fremtidig profit for deres investeringer. I dag er det stort set kun virksomheder fra USA, EU og Canada, der gør brug af dette system.

Hvilke aftaler har særdomstole?

Næsten alle bilaterale handelsaftaler har i dag denne form for investorbeskyttelse. Det skal ifølge de foreløbige forhandlinger også være en del af både TTIP og CETA. Systemet er dog blevet ændret undervejs. Efter en høring i forbindelse med TTIP-forhandlingerne lavede Kommissionen et nyt forslag til investorbeskyttelse kaldet Investment Court System (ICS). En grundlæggende forskel er, at ICS består af et fast panel med flere domsmænd, hvor ISDS består af et mindre panel, hvor domsmændene løbende udskiftes.

Hvad taler for og imod?

Kritikere hævder, at særdomstolene griber ind i landenes demokratiske ret til selv at bestemme lovgivningen. For eksempel kan det hæmme omfanget af ny regulering, hvis politikerne vurderer, at det kan føre til sagsanlæg. Sagerne er desuden dyre for skatteyderne. Selv i sager, hvor staterne ikke bliver påkrævet erstatning, vil alene sagsomkostninger være høje. Kritikere hævder desuden, at der er en risiko for interessekonflikter i systemet, da det ikke sikrer, at domstolenes medlemmer reelt er uafhængige, da de kan arbejde som advokater for virksomheder ved siden af. EU-Kommissionen forsikrer, at investordomstolen kun er tiltænkt sager om ekspropriation og diskrimination af udlændinge. Formålet er at sikre investorerne retssikkerhed og et stabilt, forudsigeligt, retfærdigt og ordentligt reguleret miljø for deres forretninger.

HVEM SKAL BESLUTTE, HVAD DER ER OFFENTLIGT OG PRIVAT?


I både TTIP og CETA indgår handel med services og tjenesteydelser, men det er særligt TiSA, der har fokus på øget liberalisering af områderne. Ifølge lækager fra TiSA-aftalen arbejder parterne med principper om, at tjenesteydelser udelukkende må føre til øget markedsadgang og ikke det modsatte. Politikerne må derfor ikke føre opgaver tilbage i statsligt eller kommunalt regi, hvis området først er privatiseret. Eksempelvis vil en statslig tilbagetagelse af privatiseret energiforsyning, som det er set i Tyskland, ikke være muligt.

Hvad taler for og imod?

TiSA har ført til omfattende bekymring om, at aftalen vil forhindre landes demokratiske styring af samfundsmæssige anliggender.  EU-Kommissionen forsikrer dog, at offentlige serviceydelser ikke er omfattet af liberaliseringskrav i EU’s handelsaftaler. De enkelte lande skal til hver tid kunne lovgive inden for social- og sundhedsområdet, undervisning og vanddistribution (forsyning og rensning af spildevand). Kritikere stiller dog spørgsmålstegn ved, hvad offentlige serviceydelser dækker over, og hvad der for eksempel gælder for ydelser, der er delvist finansieret via brugerbetaling eller private forsikringer.

Hvad tæller med som offentlige serviceydelser?

EU’s generelle definition på offentlige serviceydelser er noget uklar. Ifølge Kommissionens TTIP-chefforhandler, Ignacio Garcia Bencero, har man de sidste 20 år bevidst undladt at give det en nærmere definition. På den måde beholder man muligheden for fortolkning og dermed for at holde offentlig service uden for aftalen.  »Vores erfaringer fra tidligere forhandlinger – og det har fungeret fint i mange år – er, at hvis man går i gang med at definere, så får man let en masse juridiske fortolkninger, som indsnævrer ens egen forståelse af, hvad der er offentlig service. Desuden risikerer vi bare den samme diskussion, hvis vi skulle definere ord som ”offentlig” og ”serviceydelser”«, sagde han til NOTAT i marts 2015.

HVEM SKAL AFGØRE, HVOR DER SKAL ÅBNES OP FOR UDENLANDSK KONKURRENCE?

Der findes to fremgangsmåder for handelsaftaler, der er afgørende for udenlandske virksomheders adgang til nationale markeder, og hvordan de efterfølgende må behandles af den pågældende nationalstat. Den første er en såkaldt positivliste. Her er det kun de sektorer, der på forhånd skrives ind i aftalen, der reelt er i spil. Når man derimod benytter sig af negativlister, er det kun de områder, man i forvejen har skrevet ind, der fremover vil være fritaget.

Hvordan bruges positivlister i TTIP og TiSA?

I TTIP og TiSA afhænger markedsadgangen af positivlisten. Det vil sige, at hvis udenlandske virksomheder skal have adgang til et nationalt marked, skal det på forhånd skrives ind i aftalen, hvilke sektorer det i så fald drejer sig om.  

Hvordan bruges negativlister i TTIP og TiSA?

I TTIP og TiSA bruges negativlisterne for såkaldte »nationale forbehold«. Det vil sige, hvorvidt staten må behandle nationale og udenlandske firmaer forskelligt, selvom sidstnævnte som udgangspunkt har adgang til markedet. Her kræver det altså, at det på forhånd skrives ind i aftalen, på hvilke områder staten ønsker at have mulighed for at lave forskelsbehandling. For eksempel ved at kræve fast bopæl i landet, nationale eksamensbeviser eller overholdelse af nationale overenskomster.

Hvad gælder for CETA?

I CETA-aftalen er det udelukkende negativlister, der afgør disse spørgsmål. Det betyder, at alle sektorer som udgangspunkt er omfattet af krav om adgang og lige behandling for udenlandske virksomheder, med mindre de enkelte lande udtrykkeligt har undtaget dem. Kritikere frygter, at det kan få betydning for fremtidige sektorer, som endnu ikke er opstået og derfor af gode grunde ikke kan skrives ind i aftalen, så de fremover er fritaget. Som et eksempel nævnes mobiltelefoni og internet, som det for bare få årtier siden var umuligt at forudsige det fremtidige omfang af.