Tovtrækkeri om Danmarks klimaindsats afgøres i dag

Tovtrækkeri om Danmarks klimaindsats afgøres i dag

13.10.2017

DEBAT. I dag skal EU-landene blive enige om, hvem der skal trække det største læs, for at EU samlet kan leve op til Paris-aftalen. CO2-reduktionerne udenfor kvotesystemet, populært sagt biler, boliger og bønder, skal fordeles og Danmark er blevet pålagt at reducere med 39% frem til 2030.

Af Sarah Dieckmann, analytiker & projektleder i DEO

EU har, sammen med næsten alle verdens lande, forpligtet sig til at holde den globale opvarmning på under to grader. Hvis vi skal undgå uoverskuelige klimaforandringer, er vi nødt til at skrue gevaldigt ned for udledningen af drivhusgasser.

Med et fælles marked og muligheden for at lave forpligtende aftaler, har EU et unikt potentiale til at mindske CO2-udledningen. Spørgsmålet er, om det bliver udnyttet.

Hårde forhandlinger

I dag, fredag den 13. oktober, er EU-landenes klimaministre samlet til forhandlinger i Luxembourg. De skal blive enige om, hvordan de sektorer, der ikke er omfattet af kvotehandelssystemet ETS, skal bidrage til de opstillede mål for CO2-reduktion. Danmark er blevet pålagt at reducere sine udslip med 39% frem mod 2030 i forhold til niveauet i 2005.

Et centralt slagsmål i forhandlingerne har været, hvordan CO2-reduktioner fra landbrug og skovbrug skal tælles med – samt hvordan reduktioner i kvotesektoren (energi og industri) kan kompensere for manglende reduktioner i ikke-kvotesektoren.

Det bliver formentlig besluttet, at Danmark kan opfylde seks procentpoint, det vil sige lidt under en sjettedel af sit klimamål på denne måde. Det har været en vigtig sag for Danmark at opnå stor fleksibilitet i, hvordan det høje reduktionsmål på 39% skal nås.

EU’s klimamål fra Parisaftalen

Baggrunden for forhandlingerne er, at EU har vedtaget tre klimamål, som skal nås inden år 2030. Overordnet skal udledningen af CO2 i EU reduceres med 40 procent i forhold til 1990. Derudover skal 27 procent af vores energi komme fra vedvarende kilder, og energieffektiviteten skal øges med 27 procent, så vi mindsker energiforbruget.

EU’s primære politiske redskab er et CO2-kvotehandelssystem. Ideen er, at det skal være en god forretning at gennemføre de billigste klimatiltag for virksomhederne. Men hidtil har der været for mange kvoter i omløb, så prisen har været alt for lav.

For den øvrige CO2-udledning, der især kommer fra transport, bygninger og landbrug (populært sagt biler, boliger og bønder) vedtager EU nationale reduktionsmål for 2030.

Der er benhårde forhandlinger, for der er meget på spil - udover den lurende klimakatastrofe. Frygten for, at klimapolitikken skal koste vækst og arbejdspladser vejer tungt. Forskellige lande og industrier kæmper for at skulle gøre så lidt som muligt eller for at sætte retningen for den grønne omstilling.

De nye klimatiltag skal ikke blot gøre godt for CO2-regnskabet. De skal være så effektive, som muligt, for så få penge, som muligt. Derudover skal omkostningerne fordeles retfærdigt mellem lande og borgere.

Danmark halter efter

Den danske regerings strategi har foreløbigt været at udskyde omlægninger og investeringer i at nå klimamålene. Kritikere af Danmarks strategi påpeger, at denne nølen kan betyde, at selvom vi når 2030-målene, bliver det meget dyrt at nå målsætningerne efter 2030. EU har en samlet målsætning for 2050 om en reduktion i CO2-udslippet på hele 80-95% i forhold til 1990. 

Tarjei Haaland, der er klima- og energimedarbejder i Greenpeace vurderer den danske strategi i en udtalelse til Børsen: "Det vil gøre det nærmest umuligt at leve op til Paris-aftalens mål, og i hvert fald ekstremt dyrt efter 2030 at indhente, hvad der skal til for at nå regeringens eget mål i 2050."

____________________

Sarah Reifling Dieckmann er klimapolitisk analytiker i DEO og fagredaktør af bogen ”Kan EU redde klimaet?”.

Du kan læse mere om bogen og bestille den her: Samfundstanker: Kan EU redde klimaet?

Du kan se streaming fra forhandlingerne her.