EU-domstolen kræver fri bevægelighed – nu også for homoseksuelle

EU-domstolen kræver fri bevægelighed – nu også for homoseksuelle

06.06.2018

ANALYSE. I EU er der fri bevægelighed for unionsborgere og deres familiemedlemmer, uanset familiemedlemmernes nationalitet. Bortset fra, hvis tilrejselandet ikke anerkender ens ægteskab, fordi ægtefællen har samme køn som en selv - altså indtil i går.

Af Helga Molbæk-Steensig

Rumænske Adrian Coman vandt på Grundlovsdag retten til at bo i sit hjemland med sin mand, den amerikanske Robert Hamilton. Spørgsmålet er nu, om Rumænien retter ind og følger domstolens bud, eller om landet vil bruge denne chance til at afvise EU-domstolens legitimitet. Det samme har Ungarn og Slovakiet tidligere gjort i forhold til flygtningefordelingen og Danmark i forbindelse med Ajos-sagen i 2016 om forskelsbehandling på grund af alder og forholdet mellem den danske funktionærlov og EU-retten.

Definition af ægteskabet

Den rumænske grundlov definerer for nuværende familien som ”en enhed baseret på et frivilligt indgået ægteskab imellem ’ægtefæller’”. Denne definition, som ikke nævner noget om ægtefællernes køn, har dog været til debat i landet. I september sidste år præsenterede NGO’en ’Koalitionen for familien’ en underskriftsindsamling med 3 millioner underskrifter til en grundlovsændring. Forslaget gik ud på at ændre definitionen af familien til ”en enhed baseret på et frivilligt ægteskab indgået mellem én mand og én kvinde”. En lignende grundlovsændring fandt sted i Kroatien 2013, og den samme definition kan findes i grundlovene for Bulgarien, Polen, Montenegro og Serbien.

Underskriftsindsamlingen virkede for mange ganske umotiveret, da homoseksuelle ægteskaber trods grundlovens neutrale sprog, alligevel ikke var lovlige i Rumænien, hverken dengang eller nu. Når den alligevel fandt sted på dette tidspunkt, kom det sig sandsynligvis af, at den rumænske højesteret i marts sendte netop Coman-sagen videre til EU-domstolen.

Coman-sagen

Adrian Coman mødte sin fremtidige ægtefælle Robert Hamilton i New York i 2002. Otte år senere, i 2010, giftede de sig i Belgien, hvor Coman i mellemtiden havde bosat sig. I 2013 forsøgte de at flytte sammen i Rumænien, men Hamilton fik afvist sin opholdstilladelse.

Coman og Hamilton mente, at de havde ret til at bosætte sig i Rumænien på grund af direktiv 2004/38 som sikrer fri bevægelighed for unionsborgere og deres familie, inklusiv registreret partner eller ægtefælle uanset familiemedlemmets nationalitet (artikel 3(2) a og b). Den rumænske domstol mente ikke, at ’familiemedlem’ kunne inkludere en ægtefælle af samme køn som unionsborgeren, da et sådant ægteskab ikke anerkendes i Rumænien.

Sagen kørte op igennem det rumænske retssystem indtil den nåede højesteret i 2017, som sendte spørgsmålet videre til EU-domstolen, der nu har afsagt dom til fordel for Coman og Hamilton.

EU-domstolens legitimitet

Dommen kræver ikke, at Rumænien skal lovliggøre og indføre homoseksuelle ægteskaber, men udelukkende at den fri bevægelighed for unionsborgere og deres familier skal respekteres. Et ægteskab, der er lovligt og anerkendes i ét EU-land, er dermed også anerkendt i alle andre EU-lande, hvis ikke af navn, så i hvert fald i opholdsrettigheder. Juridisk set er det altså Coman og Hamiltons belgiske ægteskab, der gør hele forskellen. Havde de giftet sig i USA, kunne sagen let have været en anden.

Før Coman og Hamilton kan flytte hjem til Rumænien, skal dommen dog gennemføres i rumænsk ret. Den nugældende artikel 277 i Rumæniens civillov skal ændres. Den fastslår nu, at ”Et ægteskab mellem to personer af samme køn, indgået i udlandet mellem enten rumænske borgere eller en rumænsk borger og en udlænding, ikke anerkendes i Rumænien.”

Dermed ligner sagen til forveksling den danske Ajos-sag, som trods et helt andet tema, havde samme konflikt mellem et EU-retligt princip om ligebehandling overfor en klar formulering i almindelig dansk ret.

Ajos-sagen

I Ajos-sagen var en medarbejder på 60 år blevet opsagt af firmaet Ajos. Almindeligvis skal en funktionær have fratrædelsesgodtgørelse ved fyring efter lang tids ansættelse, men den danske funktionærlovs § 2 a stk 3 gjorde det dengang muligt for en virksomhed at undlade at betale fratrædelsesgodtgørelse, hvis arbejdstageren ved fyringen kunne få adgang til alderspension, og det kunne den 60-årige, som havde opsparet en pension i firmaet. Han mente imidlertid, at der var tale om diskrimination på grund af alder i strid med beskæftigelsesdirektivet fra EU 2000/78/EF, som forbyder diskrimination i erhverv og er rettet mod offentlige arbejdspladser.

I den sag var EU-domstolen og Højesteret uenige. EU-domstolen mente godt at princippet om ligebehandling også med hensyn til alder, kunne overføres til en tvist imellem private. Højesteret mente derimod, at en klar paragraf i den danske funktionærlov som kunne anvendes direkte af private, havde forrang fremfor et EU-retligt princip om ligebehandling. Sagen endte med, at Højesteret ikke fulgte EU-domstolens anbefalinger i sin afgørelse.

Det er ikke umuligt at forestille sig, at den rumænske højesteret vælger en tilsvarende rute, så Coman og Hamilton alligevel ikke kan komme hjem. Til glæde for de, der mener, at domstolen går for vidt i sine fortolkninger, men til sorg for homoseksuelle ægtefolk overalt i EU.