Italiens trods udfordrer Euro-samarbejdet

Italiens trods udfordrer Euro-samarbejdet

13.11.2018

ANALYSE. Italiens åbenlyse trods af Euro-zonens budgetregler er den hidtil alvorligste udfordring af EU-samarbejdets spilleregler. Valg i medlemslandene skal nemlig helst ikke kunne lave om på tidligere beslutninger.

Af Staffan Dahllöf

EU-kommissionen nægter at acceptere Italiens finanslovsforslag for 2019. Budgetunderskuddet vil blive for stort. Italien nægter på sin side at bøje sig. Regeringspartierne, det højre-populistiske Lega og den venstre-populistiske Femstjernebevægelse Cinque Stelle har lovet deres respektive vælgere skattelettelser (Lega), og borgerløn og lempeligere pensionsregler (Cinque Stelle).

Udover at gennemføre valgløfterne vil den foreslåede finanslov ifølge de to partier sætte et tiltrængt skub i den italienske økonomi. Det er muligt, at de har ret, men deres forventning er bare ikke relevant. Kommissionens afvisning af det italienske statsbudget sker nemlig af andre grunde. Det italienske budgetforlag vil åbenlyst bryde med de forpligtelser som Italien har været med til at vedtage.

Indtrædelseskravet for at deltage i ØMU’en og bruge euroen som valuta er, at et lands underskud på statsbudgettet maksimalt må udgøre 3 procent af BNP, og statsgælden må ikke være større end 60 procent af BNP. For de lande, der allerede har euroen, er kravene dog endnu skrappere. Eurolandenes budgetunderskud må maksimalt udgøre 1 procent af BNP. I Italiens tilfælde er grænsen sågar 0,5 procent, fordi landets statsgæld er mere end det dobbelte af de tilladte 60 procent. Den udgør i dag 133 procent af BNP og er voksende. Kun Grækenland har højere gæld.

Strengere krav efter krisen

Betingelserne for at deltage i euroen er blevet skærpet trin for trin som svar på finanskrisen i 2007-2008 og de efterfølgende gældskriser. Skærpelserne har mange forskellige navne: Six-pack, Europæisk Semester, Europluspagt, Finanspagt og Two-pack, men fælles for de skærpede betingelser, er, at de skal tvinge eurolandene at føre en økonomisk politik hvor statsbudgetterne er i balance. Landene skal helst afvikle, og i hvert fald ikke øge, deres gæld.

Finanspagten, som blev vedtaget i 2012, er måske det mest vidtgående tiltag, fordi den forpligter eurolandene til at skrive kravet om budgetbalance ind i deres forfatning eller i tilsvarende bindende lovgivning. Det har Italien gjort. Det har alle EU-landene gjort, undtagen Storbritannien, Tjekkiet og til dels Sverige og Danmark.

Den danske stilling er lidt speciel. Danmark gik med i Finanspagten og vedtog i den forbindelse den så kaldte budgetlov under Thorning-Schmidts regering. Kun Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Liberal Alliance, stemte imod.

Budgetloven lægger bånd på statens, regionernes og kommunernes udgifter, men er ikke skrevet ind i Grundloven.

Danmark kan heller ikke straffes af EU-institutionerne, til forskel fra for eksempel Italien, fordi Danmark ikke er fuldt medlem af ØMU’en. Denne særstilling, som giver straffefrihed, blev understreget i en erklæring fra den daværende regering til Ministerrådets generalsekretariat i juni 2012.

Nu falder hammeren - måske

Kommissionen har nu ikke andet valg, end at kræve orden i geledderne, konstaterer nyhedsbrevet Eurointelligence, som holder et kritisk øje med den økonomiske politik i EU.

Kommissionens krav indebærer starten på en langtrukken proces som i sidste ende kan føre til, at Italien kan idømmes bøder svarende til 0,1 procent af landets BNP for brud på spillereglerne – hvis landet altså ikke retter ind i tide. Den slags er ikke sket tidligere, om end det har været tæt på.

I 2003 overskred Frankrig og Tyskland den 3 procents grænse for budgetunderskud der gjaldt den gang, og var på vej til at blive sat under overvågning. Men de to sværvægtere i EU-familien blev reddet på målstregen af de andre lande i Ministerrådet, som accepterede deres underskud. Det ville Kommissionen dog ikke finde sig i.

Kommissionen henvendte sig derfor til EU-domstolen og fik Rådet dømt for ikke at have overholdt sine egne regler. Imens blev reglerne dog lavet om til fransk og tysk fordel; der skulle blandt andet tages særligt hensyn til de tyske omkostninger ved genforeningen af landet.

Bestræbelserne på at sætte Tyskland og Frankrig på plads blev derfor et slag i luften. Den slags politisk blødsødenhed skal Italien ikke regne med.

Italien er ikke Grækenland

Men Italien er heller ikke Tyskland eller Frankrig. Forståelsen for den italienske holdning i andre EU-lande er minimal, måske med undtagelse af Ungarn, Polen og Grækenland.

Italiens åbenlyse brud på regler som landet selv har været med om at vedtage, udfordrer EU-samarbejdets konstruktion. Det er tidligere blevet sat på spidsen i håndteringen af Grækenlands gældskrise. Efter at venstrefløjspartiet Syriza overtog regeringsmagten erklærede den daværende tyske finansminister Wolfgang Schäuble at ”vi kan ikke have at valg laver om på tingene.”

Det politisk og økonomisk lille land, Grækenland, kunne forholdsvis nemt sættes på plads. For det langt større land, Italien, der tilmed er et af EU seks oprindelige medlemslande, bliver det en anden historie.

Hvad konflikten fører til, er i sagens natur uklart. Det er ikke i sig selv noget nyt, at medlemslandene trodser fælles beslutninger. Ungarns, Polens men også andre landes afvisning af at fordele asylansøgere er et nærliggende eksempel.

Et dødsstød for euro-reformer?

Den italienske situation er anderledes. Tidligere regeringer og politiske flertal har været med til at vedtage de spilleregler, som landets nye regering nu ikke føler sig bundet af. Det sætter konflikten mellem overstatlig regelstyring og politisk legitimitet i blitzbelysning.

En umiddelbar konsekvens, som nyhedsbrevet Eurointelligence fæster sig ved, er, at det italienske budgetoprør, ser ud til at blive dødsstødet for forsøg på at reformere euro-samarbejdet indenfor en overskuelig tid. Reformer af eurosamarbejdet har ellers stået på dagsordenen for et kommende EU-topmøde i december, efter at et tilsvarende topmøde i juni ikke førte til noget.

Hvis konflikten mellem Italien og kommissionen ikke hurtigt bliver løst, rykker diskussionen om euro-samarbejdets betingelser og fremtid meget tæt på valget til EU-parlamentet i maj. Kommissionen og andre aktører er i forvejen bekymrede for at det valg vil styrke EU-kritiske partier og bevægelser.

Set fra Bruxelles er forslag om en endnu strammere styring af medlemslandenes finanslove, kombineret med trusler om afstraffelse af Italien, lige op til valget, ikke ligefrem et ønskescenarie.