Kan disse to løse EU's problemer?

Kan disse to løse EU's problemer?

30.01.2018

ANMELDELSE. Så fandt de hinanden; føderalisten Uffe Østergaard og EU-kritikeren Jens-Peter Bonde. Det er der kommet en relativt god bog ud af.

Af Staffan Dahllöf

Overraskelsen i, at de to har fundet hinanden, er nu ikke så stor for dem, der har fulgt de to herrers skriverier og politiske udvikling.

Jens-Peters Bondes overbevisning om, at EU kun kan reformeres indefra, begyndte at spire efter folkeafstemningen om det indre marked i 1986. Den fik yderligere næring af folkeafstemningerne i 1992 og 1993. Den overbevisning har han argumenteret stærkt for siden. Som nyhed er Bondes kursskifte altså 20 år gammel.

Uffe Østergaards forandrede syn på EU blev nok først for alvor kendt, da han i Weekendavisen i 2016 argumenterede for pigtråd til lands og bevæbnede patruljebåde i Middelhavet for at holde ikke-europæiske migranter udenfor EU. På det tidspunkt havde han allerede konstateret, at ”det, der har sejret, er i virkeligheden nationalstatens princip” – sagt på et debatmøde med DEO i efteråret 2012.

Bonde og Østergaard er altså nu enige om, at såvel EU som nationalstaterne er kommet for at blive, i hvert fald indenfor overskuelig tid. For sådan er det jo, for nu at citere en anden kendt politisk stemme.

Det interessante spørgsmål er så, hvad de to forfattere får ud af at kombinere deres stadigt mere konvergerende holdninger i den fælles bog ”Hvad nu EU? 10 bud på at redde Europa” (Frydenlund).

Til kamp for alt det gode

De to er enige i analysen af, hvordan og hvorfor dagens EU er blevet til hvad det er; det historiske kapitel er både interessant og lettilgængeligt. De er også enige om, hvad udfordringerne er: flygtningene på motorvejen, behovet for grønne investeringer, naboskabet til Putins Rusland, social dumping og den manglende politiske ansvarlighed for de trufne beslutninger, plus en hel del mere. Så langt så godt.

Det er vanskeligt ikke at dele Bonde og Østergaards ønskemål om at lukke skattely, få lavet en grøn omstilling, begrænse bureaukratiet og deres syv andre bud på at redde Europa i bogens afsluttende kapitel.

De vil det gode, og hvem vil ikke det? Problemet er selvfølgelig hvordan.

Et svagt punkt i Bonde og Østergaards bog er, at begge synes at tabe noget i retræten fra deres tidligere standpunkter - henholdsvis tilbage til nationalstaten (Bonde) og fremad mod en Europastat (Østergaard). De synes at have mistet blikket for den kendsgerning, at politik er noget andet og mere end et højskoleophold, hvor man ræsonnerer sig frem til løsninger ved at lytte til hinanden og finde fornuften i modpartens argumenter.

Forsvundet synes blikket for, at politik også handler om reelle modsætninger og virkelige interessekonflikter, om magtkampe, og om, at uforenelige standpunkter kun kan forenes ved, at det ene standpunkt i en given periode kommer til at underlægges det andet. I bogens iver efter at forsone tidligere modsætninger udmunder de to forfatteres ti bud på at redde Europa i en noget apolitisk idealisme.

På vej mod tiden efter Brexit

Hvis man virkelig vil opgive euroen - eller i det mindste lade den Økominiske og Monetære Union styre med vægt på vækst, beskæftigelse og solidarisk fordeling - kræver det som et minimum en anden end den reelt eksisterende traktat, noget som i hvert fald Jens-Peter Bonde må være fuldstændig klar over efter næsten 30 år i EU-Parlamentet.

Hvis EU-Domstolens magt skal begrænses, den sociale dumping bringes til ophør og harmonisering af standarder og regler indsnævres til kun at gælde for grænseoverskridende handel, som forfatterne foreslår, mon ikke der så skal pilles en hel del ved de fire fundamentale søljer i EU-konstruktionen: den frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser, mennesker (primært defineret som arbejdskraft) og kapital?

Hvis man vil en økonomisk overførsel, der batter, er det så ikke nødvendigt væsentligt at udvide det fælles budget og give EU som sådan ret til at inddrive skat?

Mindre kan selvfølgelig gøre det. Og der er intet i vejen for at arbejde for de mange af Bonde og Østergaards reformforslag, som godt kan lade sig gøre indenfor de gældende rammer.

Men med Brexit, slagsmålene om næste langtidsbudget, de fransk-tyske bestræbelser på at udvikle euro-samarbejdet og den voksende øst-vest-kløft indenfor EU er der også nok af eksisterende konflikter at tage fat i.

Bogens indledende kapitel redegør fortjenstfuldt for de langsigtede planer, Kommissionen vil sætte i søen på et kommende ekstraordinært topmøde i den rumænske by Sibiu, kort efter Storbritannien formelt har forladt EU i marts 2019. I bogens afsluttende ti bud ser Sibiu-topmødet ud til at være glemt igen, men muligvis ikke for bestandigt.

Både Uffe Østergaard og Jens-Peter Bonde slutter nemlig af med et løfte om, at de har yderligere to bøger med ”meget mere stof” på vej, dog hver for sig.  Dem er der grund til at se frem til.