Nordisk alliance bremser udvikling i eurozonen

Nordisk alliance bremser udvikling af eurozonen

05.04.2018

ANALYSE. Makkerparret Merkel og Macron lægger arm med dem, der er blevet kaldt ”Hoekstra og de syv små dværge.” En Nordisk Alliance der stiller sig på bagbenene over for EU-Kommissionens forslag om en fælles finansminister. Staffan Dahllöf analyser det politiske dødvande i eurozonen.

Af Staffan Dahllöf

Der kom intet ud af det første møde mellem kansler Merkel og præsident Macron i begyndelsen af marts, efter at Angela Merkel var blevet genindsat som regeringsleder.

Og der var intet nyt fra ”Mercron” at forholde sig til for eurolandene på deres særskilte topmøde i Bruxelles kort før påske.

Næste annoncerede pitstop bliver det kommende EU-topmøde i juni, hvis det nu ikke går som kommissionsformanden Jean-Claude Juncker, på den seneste komsammen for EU's stats- og regeringschefer, beskrev, at det plejer at gå: "I marts beslutter vi altid at vende tilbage til et problem i juni. I juni beslutter vi os for at vende tilbage i oktober. Og vi vender aldrig tilbage. "

Imens den tyske og den franske regeringschef arbejder på at finde hinanden og på at finde et fælles ståsted for, hvad der skal ske med eurozonen, har andre noget mindre tungtvejende aktører stukket næserne frem.

Den Nordiske Alliance

Otte medlemslande; de nordiske (Danmark, Sverige, Finland), de baltiske (Estland, Letland, Litauen) plus Irland og Holland er rykket frem med en markering om at træde varsomt med nye eurotiltag.  De otte blev i nogle medier kaldt den Nordiske Alliance, i hollandsk presse beskrevet som ”Hoekstra og de syv små dværge” efter den nytiltrådte hollandske finansminister Wopke Hoekstra, som menes at være arkitekten bag det fælles udspil.

Af de otte indgår alle, på nær Danmark og Sverige, i eurozonen. Gruppen mener, at der måske kan tilføres midler for at undgå kommende kriser for eksempel ved at indrette en ny Europæisk Valutafond (EMF), men at en massiv budgetpost til brug for en fælles finanspolitik ikke kan komme på tale.

En sådan fond skal kun hjælpe de medlemslande i krise, som samtidigt sørger for at betale af på deres gæld, og så skal fonden styres af medlemslande – og slet ikke Kommissionen og EU-Parlamentet. De otte går dermed i den tidligere tyske finansminister Wolfgang Schäubles fodspor, hvor ledestjernen er stramme finanser, gældssanering og en udtalt skepsis mod at give de overstatslige institutioner øget indflydelse.

Ønske om en egentlig union

Baggrunden for de otte landes markeringer, og de hidtil uforløste forventninger om nye fransk-tyske forslag, er EU-kommissionens siden 2012 gentagne udspil om, at tiden er kommet til at få etableret en ”genuin økonomisk og monetær union.” Det vil sige, at eurozonen, som den ser ud i dag, er et ufuldendt projekt.

Den fælles valuta er godt nok på plads og fungerer. Samordningen af landenes økonomiske politik er også etableret, men ved et uoverskueligt mylder af love, løfter og forpligtelser.

Der er Vækst- og Stabilitetspagten om at holde budgetunderskud nede og afvikle gæld, Det europæiske semester om fast indrapportering af landenes økonomiske politik til godkendelse i Bruxelles, Six-packen der med seks love strammer kontrollen med landenes økonomiske politik, Finanspagten hvor landene forpligter sig ved lov at holde budgetunderskud nede på 0,5-1,0 af BNP, og Two-packen, to love som giver mulighed at straffe syndere. Dertil kommer den frivillige Europlus-pagt, som de fleste har glemt alt om, plus den endnu ufuldendte Bankunion og en foreslået, men endnu ikke besluttet, Kapitalmarkedsunion om øget spillerum for andre finansielle aktører end de traditionelle banker.

Hvem kan ønske sig mere?

Svar: Det kan Kommissionen.

Senest i december 2017 slog Kommissionen til lyd for at etablere den tidligere omtalte Europæiske Valutafond, og at skrive den i dag mellemstatslige Finanspagt ind i traktaten sådan at Kommissionen selv, og i sidste ende EU-domstolen, kan tvinge lande med en uansvarlig økonomisk politik til at makke ret.

Kommissionen foreslår også, at der indsættes en fælles økonomi- og finansminister for eurolandene, og som kronen (!) på værket, at der findes nye penge til eurolandene i det kommende fælles EU-budget for 2021-2027. Det kunne ligne starten på den gennemførte eller egentlige økonomiske monetære union; rigtige penge at bruge til en fælles finanspolitik.

Hvis det bare ikke var for det meget beskedne beløb.

Den næste krise

I en foreløbig skitse til næste langtidsbudget – et mere håndfast forslag er annonceret i begyndelsen af maj – diskuterer Kommissionen, om man måske kunne oprette en budgetpost for eurozonen på 3,5 milliarder euro om året.  Det vil svare til mindre end 2,4 procent af det gældende årsbudget for hele EU…

Til det vil såvel euro-entusiaster som kritikere kunne sige, at 3,5 milliarder i hvert fald er en start. I dag går der ikke én eurocent fra det fælles budget til at stabilisere eurozonen. Og når budgetposten er veletableret, vil man lettere kunne skrue op for bevillingerne efterfølgende.

Men med de gældende regler for EU’s budgetarbejde vil det tidligst kunne ske fra 2028, medmindre samtlige medlemslandes regeringer allerede i år mener, at en massiv satsning på en fælles finanspolitik er lige, hvad man har ventet på. Det er der ingen som helst tegn på vil ske.

Tilbage står diffuse meldinger fra Kommissionen om at behovet for at skabe en egentlig økonomisk union med i hvert fald en ny minister, en foreløbig fransk-tysk trædenvanden og en udtalt modstand fra otte mindre medlemslande mod ethvert nyt tiltag, som bare dufter af det, som Kommissionen vil gennemføre.

Sådan udvides sprækkerne i eurozonen, ikke nødvendigvis fordi der er uenighed om fremtidige tiltag, den slags usikkerhed har EU-systemet altid levet med, men fordi der intet er sket for at afbøde den næste krise. 

De to sejrende partier i det italienske valg, Lega og Femstjernebevægelsen, har gjort det klart, at de bevidst agter at overskride eurozonens grænse for underskud. Det gælder ikke kun grænsen på 0,5 procent af BNP, som Italien skal overholde som euroland og undertegner af Finanspagten, men også grænsen på 3 procent som er betingelsen for overhoved at blive optaget i eurozonen. Det kan tale for, at næste eurokrise kun er en italiensk regeringsdannelse væk.

 

Staffan Dahllöf er tilknyttet EU-nyt fra DEO som analytiker og journalist. Han har skrevet om EU for blandt andet NOTAT siden 1992, deltager i en række europæiske graverjournalistiske projekter og underviser i en lang række lande i EU-journalistik. Han er stadig svensk efter snart 40 år i Danmark og er desuden lystfisker og lejrbålsguitarist.