Plast-skat skal standse flygtningebåde

Plast-skat skal standse flygtningebåde i Middelhavet

23.04.2018

ANALYSE. En ny EU-skat på plast, en direkte EU-moms eller en ny fælles selskabsskat kan komme til at betale for skærpet grænsekontrol i Middelhavet. Velkommen til forpremiere på det næste EU-drama når 27 lande skal fylde budgethullet på 75-100 milliarder kroner efter Brexit.

Af Staffan Dahllöf

Selv om Storbritannien kommer til at betale en klækkelig afgift for at forlade det gode, eller i hvert fald store, selskab, vil der efter Brexit mangle cirka 10 milliarder euro hvert år i den fælles kasse, fordi Storbritannien altid har været nettobetaler til EU. Dertil kommer, at nye politiske initiativer kræver nye penge, hvis de skal blive til noget.

På papiret er det ikke noget, som haster. Næste syvårige budgetramme skal først træde i kraft 2021. Alligevel har Kommissionen, som er forslagsstillere, travlt. Budgetrammerne skal fyldes med indhold på i flerårige programmer på mange politikområder: Landbrug, regionalpolitik, grænsekontrol, måske forsvar, forskning, udviklingsstøtte med mere.

Hvis rammerne ikke er på plads den 1. januar 2021, kan konkrete projekter ikke komme i gang og udbetalinger ikke finde sted. Det vil så gå ud over landmænd, regionale udviklingsprojekter, forskersamarbejde og meget andet.

For EU kan ikke låne penge til drift eller investeringer. Det årlige EU-budget skal altid være i balance, til forskel fra medlemslandene med deres varierende grad af underskud og gæld.
Desuden er der valg til EU-parlamentet i maj næste år, og så skal en ny Kommission tiltræde i efteråret 2019.

Parlamentet kræver, medlemslandene betaler

Set indefra EU-maskineriet er det derfor tæt på nødvendigt at få taget en beslutning om EU’s finansiering 2021-2027 allerede i år. Det kommer dog næppe til at ske. Der er alt for stor uenighed mellem Kommissionen og medlemslandene i Ministerrådet, og ikke mindst internt mellem medlemslandene.

Hvad Parlamentet måtte mene er muligvis politisk interessant, men så heller ikke meget mere. Parlamentarikerne har kun indflydelse på, hvad pengene skal bruges til og ikke, hvor de kommer fra. De kan derfor ganske gratis foreslå flere penge til det meste – og gør det. Det lykkes altid at finde argumenter for ”europæiske løsninger”. Men det er medlemslandene, som betaler, sådan har det i hvert fald været hidtil.

Hullet i betalingerne efter Storbritanniens udmeldelse bliver på 75-100 milliarder kroner (godt 10 milliarder euro), hvilket svarer til 7 procent af EU’s årlige budget. Det hul ville måske kunne dækkes med nedskæringer hist og pist, og med noget større indbetalinger fra de tilbageværende 27 medlemslande, hvis det ikke var fordi, at det hul straks fordybes af andre, og til dels nye, politiske ønsker.

Kommissionen har i et foreløbigt udspil peget på en række politikområder, som man mener, trænger til en saltvandsindsprøjtning. Dem bliver medlemslandene nu bedt om at tage stilling til med forskellige udgiftsalternativer:

  • Forstærket kontrol af de ydre grænser: 1-21 milliarder euro.
  • Udvikling af en fælles forsvarsteknologi: 0,5-7 milliarder euro. 
  • Øget bevægelighed for unge (udveksling af studerende): 4-12 milliarder euro.
  • Digital omstilling: 10 milliarder euro.
  • Forskning og teknologiudvikling: 17-23 milliarder euro.
  • Midler til at gennemføre en ”genuin” Økonomisk Monetær Union: 3,5 milliarder euro.

Kommissionen påpeger, ganske snu, at disse områder ikke er nogle, som de selv fundet på. De er alle udtryk for medlemslandenes tidligere politiske bestillinger og ønsker. Her præsenteres de så for konsekvenserne, det vil sige regningen for, hvad man har bestilt.

50 procent øgede udgifter

Hvis regeringerne – meget hypotetisk – skulle sige ja til det hele, og sige ja til de højeste af de foreslåede alternativer, ville den samlede nye regning lande på 76,5 milliarder euro eller 573 milliarder danske kroner om året. Det vil sige en udvidelse af det nuværende EU-budget på 150 milliarder euro om året (1.140 milliarder danske kroner) med mere end 50 procent. Det kommer ikke til at ske.

Spørgsmålet er så, hvad medlemslandene kan blive enige om at prioritere indenfor de nye ”fremtidsområder”, og hvor meget man er parat til at skære ned på de ”gamle” tunge udgiftsposter, der omfatter landbrugsstøtten og støtten til fattige regioner. Det løser bare ikke problemet med de manglende indtægter. Men her har Kommissionen muligvis en trumf i ærmet, eller i hvert fald et forslag: Nye skatter eller afgifter som går direkte ind i EU-budgettet.

CO2, selskabsskat, banker, moms og plastik

En ekspertgruppe under ledelse af den tidligere kommissær Mario Monti har peget på mange forskellige muligheder:

  • Afgifter på udslip af kuldioxid. Pengene kan hentes fra det eksisterende, men dårligt fungerende, system med kvoter for CO2, ETS (Emissions Trading System).
  • Beskatning af virksomheders overskud, eller eventuelt deres omsætning.
  • En afgift på finansielle transaktioner, også kendt som en ”Tobin-skat”.
  • En fast del af momsen, for eksempel 1 procent.
  • En ny EU-skat på plastik.
  • ”Seigniorage” – den gevinst centralbankerne og ECB får ved at trykke eurosedler og mønter.

Fælles for de forslag er, at de ikke direkte ville belaste medlemslandenes statsbudgetter. Det vil i stedet være borgerne, som forbrugere, eller dele af erhvervslivet, for eksempel banker, og virksomheder over en vis størrelse, som kommer til at betale afhængigt af, hvilken model man måtte vælge. Fælles er også, at det et vil give EU som sådant en direkte skatteret, uden om medlemslandenes direkte kontrol, og uden at den kompetence er forankret i traktaten.

Kritikere vil kunne påpege, at det er traktatbrud, hvis EU som organisation tilregner sig beføjelser, man ikke har fået tildelt af medlemslandene. Til det vil Kommissionen kunne svare, at 20 procent af budgettet i forvejen kommer fra den fælles told på varer fra tredjelande, med en særlig produktionsafgift på sukker, og med andre fælles indtægter som bøder og skat fra EU-ansatte, som allerede går direkte til EU-budgettet. Hvis der er politisk vilje, skal snedige jurister nok kunne finde en vej rundt om traktaten.

Tragedie eller komedie

Tæppet går op for første akt den 2. maj, når Kommissionen præsenterer et konkret bud på nye udgifter og indtægter. Derefter vil medlemslandenes repræsentanter valse ind på scenen. Flere af dem allerede har allerede afleveret nogle nøglereplikker.

Statsminister Lars Løkke Rasmussens, og senest finansminister Kristian Jensen i Berlingske, har meldt ud, at Danmark er på strammerholdet. Danmark har i lighed med Sverige, Østrig, og Holland ønsker ikke at betale mere end den ene procent af nationalindkomsten BNI, som man betaler i dag.

Hvordan den danske regering og de andre forholder sig til idéerne om nye direkte indtægtskilder, vides ikke klart endnu. Vi har mange akter til gode inden dramaet om næste flerårsbudget er overstået, ligesom der vil være mange forskellige meninger om, hvordan forestillingen skal forstås: Som tragedie, kommedie, eller måske en ny nordic noir.

 

Debatmøde: Hvor skal EU's penge komme fra?
Analyseaften med Staffan Dahllöf, Rasmus Nørlem Sørensen og Michael Vedsø

Torsdag den 26. april 2018 kl. 17-18.30 på Wegeners Gård i København