Tsipras slips og Macrons visioner

Tsipras slips og Macrons visioner

09.07.2018

EURO. Den økonomiske krise i Grækenland er overstået. Om 42 år. Indtil år 2060 vil landet være under ”forstærket overvågning”. Imens er visionerne om en dybere økonomisk og monetær union sandet til.

Af Staffan Dahllöf

Fredag den 22. juni 2018 tog den græske statsminister Alexander Tsipras slips på. Det var den første gang siden januar 2015.  Hans løfte som nyvalgt regeringsleder dengang var, at han ikke ville vise sig med slips, før den økonomiske krise var overstået. Det er den så nu, signalerer Tsipras.

En uge senere, den 29. juni bekræftede det særlige topmøde for Eurolandenes finans- og statsministre i Bruxelles, at de finansielle hjælpepakker til Grækenland er på vej at blive historie. Den sidste udbetaling falder i august. Topmødet gjorde det også klart, at Tsipras nye beklædningsgenstand måske alligevel har en udløbsdato.

For Grækenland er der et par umiddelbare lempelser i vente:

  1. Terminen for betalingen af tidligere lån fra EFSF (European Fincancial Stability Facility), en EU-institution som formidlede kriselån frem til 2012, forlænges med ti år. Betalingerne på gælden skal først begynde at falde fra år 2033.
  2. Grækenland får noget tilbage af den gevinst, som ESM (European Stabillity Mechanism, afløseren af EFSF) har tjent på at besidde græske statsobligationer tidligere i krisen.
  3. Så er der ikke meget mere at glæde sig over i Grækenland.

Betingelserne for pusterummet er at Grækenland sikrer et overskud på de offentlige finanser i de kommende 42 år. Det har intet land nogensinde gjort før. Overskuddet, inden renter og afbetaling på lån – det man også kalder det primære overskud – skal være 3,5 procent af BNP til og med 2022. Fra 2023 til 2060 skal det primære overskud sikres til 2,5 procent. Til sammenligning er kravet for at deltage i euroen et maksimalt underskud på 3,5 procent af BNP. Lande, som deltager i Finanspagten, blandt dem også Danmark, må maksimalt have et underskud på 1–1,5 procent af BNP.

Økonomi i bakgear

Det er ikke slut med ”austerity” eller ”afholdenhed” for grækerne. Planen for, hvordan Grækenland skal holdes på smalkost, fremgår af et bilag til det afgørende møde i Eurogruppen.

Blandt de krav, den græske regering har accepteret, hører:

  1. Forhøjede ejendomskatter baseret på markedsværdi
  2. Inddrivelse af skatterestancer
  3. Reformering og modernisering af sundhedsvæsen, pensionssystem og sociale sikringsordninger, herunder udgifter for kollektiv transport
  4. Afvikling af kontrol med kapitalbevægelser
  5. Sikring af konkurrencedygtige mindstelønninger på arbejdsmarkedet
  6. Privatisering af havne
  7. Tiltag mod korruption og sikring af effektiv forvaltning

Grækerne skal i det hele taget betale mere i afgifter og skat, og leve med mindre offentlig velfærd for at kunne spare sig ud af statsgælden, der i dag udgør 180 procent af BNP. Det kommer til at tage et halvt århundrede efter planen.

Det hører med til billedet, at Grækenland siden 2010 har mindsket pensioner og andre offentlige ydelser med 70 procent og halveret hospitalsudgifterne. Grækenlands BNP er siden 2008 skrumpet med 2,5 til 4,7 procent om året. Arbejdsløsheden i marts 2018 var på 20 procent.

Et overvågningshold fra EU-kommissionen, EMS og valutafonden IMF skal besøge Athen fire gange om året for at sikre, at kravene bliver overholdt. I praksis forbliver Grækenland under administration af de tre institutioner.

De socialiserede fordringer

Er det så ikke selvforskyldt? Jo, men ikke kun. Korruption, nepotisme, ineffektiv skatteinddrivelse og manipuleret statistik, som muliggjorde landets optagelse i euroen, er Grækenlands egne bidrag til miseren. Måden som gældsfælden klapper, er til gengæld udenfor græsk kontrol.

Den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis forhandlede om Grækenlands sidste lånepakke i 2015. Han beskriver i bogen ”Adults in the Room”, hvordan Eurogruppen, IMF og Kommissionen afviste hans og den græske regerings forslag til, det de så som, en mere realistisk gældsafvikling.

Uanset ens synspunkter på Varoufakis politiske holdninger, historieskrivning og løsningsforslag, er der et par centrale pointer i Varoufakis fremstilling, som ikke er blevet dementeret efterfølgende.

Den tyske finansminister Wolfgang Schäuble, der nu er formand for det tyske parlament Bundestag, var fra start indstillet på, at Grækenland skulle smides ud af euro-zonen, for at disciplinere andre gældsatte eurolande.  Men det var forbundskansler Merkel imod, så det blev ikke effektueret.

De to første lånepakker blev brugt til at indløse gæld hos Grækenlands private långivere, der talte banker, pensionskasser og andre investorer. Da fordringerne på Grækenland dermed var blevet socialiseret til de europæiske skatteydere, tabte EU-institutionerne interessen for en realistisk afbetalingsplan.

På Folkemødet i Allinge optrådte Varoufakis på et par arrangementer. Der blev han spurgt, om fremstillingen i hans bog var blevet dementeret eller bare imødegået.

”Min forlagsredaktør lagde penge til side i tilfælde af omkostninger for sagsanlæg, så jeg fik ikke noget forskud. De penge blev der ikke brug for. Ingen har kunne pege på fejlagtige gengivelser af forløbet. Det var simpelthen ikke interesserede i at inddrive gælden,” svarede han.

Ifølge Varoufakis var det vigtigere at sætte grækerne på plads og at sikre Euroens konstruktion. Det så ud til at lykkes. Men så kom valget i Italien.

En egentlig økonomisk union?

Mens man i EU-institutionerne nu prøver at forstå, hvad den nye politiske situation i Italien inebærer for euro-samarbejdet, og den italienske regering selv finder ud af, hvad det er man vil, er der sket en udvanding af bestræbelserne at udvikle den økonomiske og monetære union.

Parallelt med at den græske krise satte dagsorden 2012-2015, blev der i de centrale institutioner udviklet planer for, hvad man kaldte en ”dyb og egentlig monetær union.” Sigtet blev stillet ind på en fælles finansminister, en gennemført bankunion og på sigt en fælles finanspolitik. Det vil sige rigtige penge til økonomisk omfordeling mellem landene.

I en tale på universitetet Sorbonne i Paris i september 2017 genopfriskede den nyvalgte franske præsident Emanuel Macron de visionerne. Han foreslog blandt andet en finansminister for eurozonen, der skulle stå til ansvar over for EU-parlamentet, en fælles grænseoverskridende arbejdsløshedsforsikring, en separat post for eurolandene i det samlede EU-budget og en udvikling af krisemekanismen ESM til en Europæisk valutafond (EMF) under Kommissionens ledelse. ESM er i dag et mellemstatsligt samarbejde med en egen traktat.

Siden er der sket meget lidt. Den tyske regering, som forventedes at returnere det franske udspil, fik nok med at finde sine egne ben, og har siden hen tumlet med intern uenighed om migrations- og asylpolitikken.

På gensyn i december

Da et længe ventet møde mellem Macron og Merkel til slut fandt sted på slottet Meseberg udenfor Berlin den 18. juni 2018, udmundende samtalen i en fælles erklæring. I den omfatter euro-afsnittet 966 ord, i den engelske version.

I sluterklæringen fra Eurotopmødet 11 dage senere, omfatter tilsvarende tekst 152 ord i fire punkter (forkortet her):

  1. Arbejdet med den bankunion, som er besluttet, skal fortsætte. Der skal laves en skitse for kommende forhandlinger om fælles sikring af bankmidler, European Deposit Insurance Scheme.
  2. Krisefonden ESM (European Stability Mechanism) skal fungere som et sidste sikkerhedsnet (”backstop”) for den besluttede bankafviklingsmekanisme, Single Resolution Fund, men ellers ikke noget om en udvidet rolle for EMS, traktatændring og et navnbytte som blev omtalt i Mesebergerklæringen.
  3. Diskussionerne fortsætter.
  4. Vi ses igen i december.

Udover at være renset for højstemte visioner er det bemærkelsesværdigt, at ikke engang kommissionens forslag om en forholdsvis beskeden sum penge til euroen i det kommende langtidsbudget for hele EU, er omtalt i sluterklæringen.

Mens den økonomiske krise i Grækenland officielt er erklæret for overstået, om end den for grækerne vil vare 42 år endnu, er der tegn på, at en politisk konflikt om euroens fremtid er under udvikling. Foreløbigt kun som stadig mere udvandede, politiske topmødeerklæringer.