Uden mad og drikke, holder freden ikke

Uden mad og drikke holder freden ikke

16.04.2018

UNCONFERENCE. Den 19. april fra kl. 14 til 16.30 holder DEO UnConference med tre skarpe oplæg om EU's udenrigspolitik. Her kan du allerede nu læse Alexander Borums bidrag om behovet for en fælleseuropæisk plan for global klimasikkerhed.

UnConferencen foregår i Wegeners Gård, Vesterbrogade 60A. Meld dig til her.

Af Alexander Borum

Klimaforandringer er mere end bare CO2 kvoter og grøn energi. De kan også være gnisten, der antænder konflikter eller brændstof på bålet for en igangværende konflikt.  Derfor er det vigtigt, at vi i EU fortsætter med at bygge bro mellem klima og sikkerhedspolitik, så vi derved kan etablere strategiske, konfliktpræventive tiltag i det europæiske naboområde.

For os her i Europa byder klimaforandringer på en overkommelig udfordring. Med en økonomisk pondus i topklasse, samt verdens måske mest velfungerende regionale samarbejde står det klart, at vores evne til at opbygge modstandskraft og tilpasningsevne er betydelig, også når det gælder de negative konsekvenser af klimaforandringer. Derved kan vi omdirigere ressourcer til at opbygge de nødvendige kapaciteter til at overkomme en fremtidig klimakrise, hvis nødvendigt (EC, 2013).

Syd for Europa er situationen dog anderledes. Her finder vi desværre ikke samme niveau af økonomisk råderum eller lignende velsmurte samarbejdsplatforme. Ofte støder vi på markante udfordringer, for at disse nationer selvstændigt kan opbygge den nødvendige modstandskraft og tilpasningsevne overfor de forandringer som vil ramme dem (Bucchignania, Mercogliano, Panitz, & Montesarchio, 2018). Her kan blandt andet mangelfuld regeringsførelse, svage institutioner samt dårlig økonomi undergrave de tiltag, som kunne have været iværksat for at modvirke sådanne forandringer.

Med vand som våben

I både Syrien og Irak har vi set, hvordan Islamisk Stat (ISIS), gennem deres kontrol af vandressourcer, har kunnet tvinge lokalbefolkningen i tørkeramte områder i knæ (Mazlum, 2017). ISIS har med vandet som våben kunnet etablere sig som en de facto hersker over disse områder. Dette er ikke unikt for ISIS, men er derimod en gentagelse af handlemønstre som flere andre aktører, bl.a. Taliban i Afghanistan og Boko Haram i Afrika, ofte har benyttet sig af med økonomiske eller politiske mål i sigte (Mis, 2017) (Tanha, 2017). I moderne konflikter spiller klima nemlig en stigende rolle, på trods af at klima og klimaforandringer måske ikke er vores umiddelbare associationer, når vi tænker på konflikter.

Klimaforandringer kan også spille en markant rolle når konflikter bryder ud. Mange internationale organisationer karakteriserer klimaforandringer som en trusselsmultiplikator, hvilket vil sige en form for påvirkning, der kan øge sandsynligheden for et konfliktudbrud og som kan forværre konflikten.

Ser man nærmere på konfliktudbrud kan man ofte spore flere af de såkaldte konfliktdrivkræfter, der ligger til grund for en eventuel konflikt. Oftest vil disse drivkræfter have et solidt grundlag i fordelingsmæssige eller identitetsrelaterede problemer i de pågældende samfund. Dette kunne være en unfair fordeling af nationale ressourcer, uddannelse og velfærd eller problemer med de ideologiske, religiøse eller sociale forskelle.

Sådanne problemer forværres af systematiske vanskeligheder, som svag regeringsførelse, ressourcemangel og miljømæssig stress forsaget af klimaforandringer (Borum, 2016).

Situationen i Darfur er et eksempel på, hvorfor klimaovervejelser er yderst vigtige i forbindelse med konfliktstudier, præventive tiltag og i de sikkerhedspolitiske overvejelser. For Darfur kunne sådanne overvejelser have ført til bæredygtige vandløsninger og man kunne måske have undgået årtiers konflikt.

Alexanderboks1

Fremadrettet er det sandsynligt, at klimaforandringer som for eksempel perioder med ekstreme temperaturer, vil forekomme med større hyppighed og intensitet. Derfor er det vigtigt, at vi inddrager de sikkerhedsrisici, som klimaforandringer bringer med sig.

Det står nemlig klart, at når miljømæssig stress ødelægger afgrøder eller udtømmer altafgørende vandreserver, så vil vi med høj sandsynlighed se flere og voldsommere konflikter i fremtiden.

Europæisk klimasikkerhed

På trods af de knap så positive fremtidsudsigter er der dog en smule godt nyt at finde. Vi ser nemlig en stigende interesse i at inkludere klimaforhold i både politiske og militære overvejelser, samt i udviklingsarbejdet. Senest har vi set et markant skridt mod en integration af klima og udenrigspolitik i EU, særligt med fokus på klimadiplomati og klimasikkerhed.

Skridtet kommer i form af et Outcome of Proceedings fra Rådet for den Europæiske Union, hvor vigtigheden af proaktive tiltag er fremhævet som kerneområder, som EU må og skal fokusere på (GSC, 2018). EU har allerede markeret sig som en forløber for Klimapolitiske hensyn, blandt andet gennem FN’s Parisaftale fra 2016, men også i egne politikker og målsætninger.

Klimaforandringer blev allerede i 2003 nævnt som en trussel mod europæisk sikkerhed i den første EU sikkerhedsstrategi. Dengang spillede den en mindre rolle i forbindelse med global opvarmning, og først i 2008 begyndte EU for alvor at inddrage klimaforandringer i de sikkerhedspolitiske strategier (CEC, 2003) (CEU, EC, 2008). Her blev de negative konsekvenser af klimaforandringer kædet sammen med begrebet trusselsmultiplikator, et begreb som for alvor har cementeret klimasikkerhed som et koncept indenfor EU's virkeområder.

EU's fokus på de negative sikkerhedskonsekvenser af klimaforandringer, er yderligere blevet understreget af den prominente rolle, som klimasikkerhed spiller i EU's Globale Strategi 2016, hvori håndteringen af klimaforandringer er essentielt for at sikre europæisk fred og velstand (EEAS, 2016). EU's sikkerhed påvirkes dog ikke kun af egne tiltag men også af klimasikkerheden i nabolandene.

Et stabilt nabolag

EU har altid haft en klar interesse i at bibeholde fredelige og stabile naboområder til syd og øst. Fra europæisk side har dette primært udmøntet sig i en række tætte samarbejdsaftaler, der skulle fremme demokratisering i nærområderne og samarbejde ved hjælp af oprettelsen af forskellige økonomiske aftaler, der skulle sikre velstand for både EU og nabolandene (EC, 2015) (EEAS, 2014). På trods af nogen succes, har den europæiske migrationskrise vist, at stabilitet fra et sikkerhedspolitisk perspektiv kræver mere end bare handel med vores naboer.

Hvis EU skal kunne sikre sine grænser overfor spredning af konfliktfølgesygdomme i form af destabilisering, terrorisme, kriminalitet, sygdomsspredning, økonomisk nedgang både regionalt og internationalt må der et strategisk fremsyn og overblik til (Dunne & Tian, 2015).

Konfliktforebyggelse også i form af klimasikring, er et vigtigt værktøj i denne sammenhæng. Klimainvesteringer vil kunne hjælpe til at forhindre migrationskriser i fremtiden, ved ganske enkelt at fjerne behovet for at migrere.

Dette vil give Europa et større råderum til at træde i international karakter, når vi i fremtiden vil skulle møde en forestående migrationskatastrofe, fra de 65 millioner indbyggere ide såkaldte SIDS, der vil blive ubeboelige af klimaforandringerne, når disse må søge mod fastlandet (Baiamonte & Redaelli, 2017). 

Kampen mod klimaet

Både EU og vores naboer vil stå bedre fremadrettet, hvis vi kan etablere konkrete tiltag til at assistere de hårdest trængende lande og områder. Tiltag, der vil opbygge de nødvendige kapaciteter til at modvirke de negative konsekvenser af klimaforandringer. De første og vigtigste tiltag til at forhindre konflikt på grund af klimaforandringer er blandt andet opbyggelse af ferskvandskapaciteter. Dette indbefatter etablering af afsaltningsanlæg, i kyststaterne i Mellemøsten, Nordafrika og Sahel. Samt forstærkede regionale vanddelingsnetværk,

Hertil skal etableres nye bæredygtige og klimaresistente landbrugsmetoder i disse områder, for at sprede og mindske risikoen for at livsvigtige høste bliver ødelagte af længere perioder med ekstreme temperaturer.

Der er desuden brug for en vedvarende udvikling og vidensdeling af fremgangsmåder, tekniker og policy tiltag, som kan øge nationale og lokale kapaciteter for modstandskraft og tilpasning af klimaforandringer.

Sådanne tiltag kan tilføre ny bæredygtig infrastruktur til nationer og regioner, som vil stå overfor svære klimaforandringer i fremtiden. Dette kan sikre, at basale menneskelige behov er opfyldt og at vi derved kan sørge for, at mangel på mad og drikke ikke vil være grundlaget for konflikt.

De store udfordringer

Selvom EU har vist et ønske om at gå i front indenfor forebyggende klimasikkerhedstiltag, står unionen overfor en kæmpe udfordring. Først og fremmest har EU en opsplittet tilgang til klimaforandringer (Stang & Dimsdale, 2017). Indenfor EU finder vi nemlig flere interne aktører, som allerede nu beskæftiger sig med dette område blandt andet EEA, EIP, EEAS og EU-kommissionens flere dedikerede departementer, der arbejder direkte med klimaforandringer. Herunder CLIMA, DEVCO og ECHO.

alexanderboks2

Det giver flere klare overlap indenfor præventive løsninger, som gør det svært bare at finde den rette institution til at løse opgaven.

Klimadiplomati har desuden, som alle andre former for præventive løsninger, en popularitetsudfordring (Stewart, 2003). Ved reaktionære løsninger kan man se og føle, hvordan skattekroner bliver til nødhjælp, men med forebyggende tiltag er succeskriteriet, at man aldrig ser noget reelt resultat. Dermed ser borgerne bare de massive EU-midler, der bliver kanaliseret ind i projekter i for eksempel Nordafrika.

I en tid hvor populisme og EU-skepsis er udbredt, er støtte fra offentligheden til et sådant projekt simpelthen nødvendigt for at kunne forsvare disse investeringer i et nationalt regi. Udfordringen her er derfor, at forebyggelse simpelthen ikke sælger aviser.

På trods af deres komplicerede natur, er disse forbyggende initiativer nødvendige for at sikre fremtidens Europa, også selvom nogle af disse tiltag vil ligge udenfor kontinentet.

Vi har ganske enkelt ikke råd til bare at lade stå til, da alternativet sandsynligvis vil byde på en fremtid med markante problemer med at opfylde selv de mest basale menneskelige behov for vores naboer i syd. Skulle dette være tilfældet, vil Europa med stor sandsynlighed befinde sig som i et orkanens øje, med en storm af ufred og hungersnød omkring sig. 

UnConference med tre workshops - EU og international konfliktløsning

Wegeners Gård, Vesterbrogade 60A, København V.

Torsdag den 19. april 2018, kl. 14.00-16.30

Artiklen her er et oplæg til DEO og RIKO's UnConference torsdag den 19. april. Den udfærdiget af Alexander Borum, som har en MSc. International Relations & Diplomacy og arbejder som selvstændig konsulent med fokus på ikke-traditionel sikkerhed. Han har tidligere været tilknyttet koordinationsgruppen for the Planetary Security Initiative og var medforfatter på Economics of Planetary Security rapporten i 2016 på vegne af Clingendael Instituttet i Holland. .

Læs mere om workshoppen den 19. april 2018 her.

 

Litteratur

Baiamonte, V., & Redaelli, C. (2017). Small Island Developing States and Climate Change: An Overview of Legal and Diplomatic Strategies. Journal of Public and International Affairs, 626.

Borum, A. (2016). Environmental Stress as a Conflict Factor. I M. Rademaker, K. Jans, A. Borum, S. Slingerland, C. D. Frattina , L. Schaik, & H. Rõõs, Economics of Planetary Security (s. 814). The Hague: The Clingendael Institute, Hague Centre for Strategic Studies.

Bucchignania, E., Mercogliano, P., Panitz, H., & Montesarchio, M. (2018). Climate change projections for the Middle EastNorth Africa domain with COSMOCLM at different spatial resolutions. Advances in Climate Change Research xx, 115. CEC. (2003). A Secure Europe in a Better World: European Security Strategy. Brussels: European Council.

CEU, EC. (2008). Climate change and international security  Paper from the High Representative and the European Commission to the European Council. Brussels: Council of the European Union , European Commission.

Dunne, J. P., & Tian, N. (2015). Conflict, Economic Growth and Spillover Effects in Africa. ERSA working paper 561.

EC. (2013). GREEN PAPER  A 2030 framework for climate and energy policies . Brussels: European Commission.

EC. (2015). Review of the European Neighbourhood Policy. Brussels: European Commision.

EEAS. (2014). Programming of the European Neighbourhood Instrument (ENI)  20142020 . Brussels: European External Action Service.

EEAS. (2016). Shared Vision, Common Action: A Stronger Europe  A Global Strategy for the European Union’s Foreign And Security Policy. Brussels: European External Action Service.

GSC. (2018). OUTCOME OF PROCEEDINGS . Council Conclusions on Climate Diplomacy. Council Conclusions (26 February 2018). Brussels: Council of the European Union.

Mazlum, I. (2017). ISIS as an Actor Controlling Water Resources in Syria and Iraq. Violent Nonstate Actors and the Syrian Civil War, 109125.

Mis, M. (20. April 2017). Militants exploit growing competition for water, land  study. Reuters.

Rüttinger, L., Smith, D., Stang, G., Tänzler, D., & Vivekananda, J. (2015). A New Climate for Peace. Berlin: The German G7 Presidency .

Stang, G., & Dimsdale, T. (2017). The EU and Climate Security. The Hague: Planetary Security Initative.

Stewart, E. (2003). Conflict Prevention: Consensus or Confusion?

Tanha, G. M. (25. July 2017). Taliban ban on irrigation water leaves crops parched. Pahjwok Afghan News.