Hvorfor smuldrer tilliden til politikerne?

25.01.2017

REPORTAGE KØBENHAVN: Landstingssalen på Christiansborg var fyldt op da 200 gæster var mødt frem til debat om den faldende tillid til politikerne. Et emne, der var valgt af forfatter og debattør Lars Olsen, der sidste år modtog DEO’s demokratistafet.

Sekretariatsleder i DEO, Rasmus Nørlem Sørensen, var sammen med Lars Olsen ordtyrer ved dagens arrangement. De næste timer skulle de interviewe Jørgen Goul Andersen, Gitte Sommer Harrits, Troels Mylenberg og Nicolai Kampmann samt politikerne Karsten Hønge (SF), Josephine Fock (Alt) og Jakob Engel-Schmidt (V).

Det var også dagen, hvor den tidligere statsminister Anker Jørgensen blev bisat. Lars Olsen begyndte arrangementet med at fremhæve om den autenticitet, som både politiske venner og modstandere fandt hos den tidligere lagerarbejder og fagforeningsmand, der endte som statsministeren, som hele befolkningen var på fornavn med.

I dag er forholdet til politikerne et andet, forklarede Lars Olsen. Ikke bare i forhold til Anker Jørgensen tid, men også i forhold til for bare ti år siden.  For Lars Olsen gav det anledning til at spørge: hvad er der egentlig sket? Og hvad kan vi gøre ved det?

Tilliden til politikerne falder

Lektor ved Aalborg Universitet og forsker bag de danske valgundersøgelser, Jørgen Goul Andersen, var første oplægsholder på scenen. Han kunne bekræfte, at den politiske tillid er faldet markant over de sidste ti år. I 2001 var tilliden den højeste, der er målt siden 1971, men op til valget i 2011 begyndte den at dykke.

Lars Olsen og salen

Blandt de mere generelle forklaringer pegede Jørgen Goul Andersen på, at politisk tillid i høj grad hænger sammen med den økonomiske situation og tilfredsheden med de politiske beslutninger. I 00’erne gik det således godt med økonomien. Folk var generelt tilfredse med velfærdspolitikken og de opstramninger på udlændingepolitikken, der blev gennemført.

Derefter kom finanskrisen og den tilhørende krisepolitik fra 2010, som medførte en række reformer, der fik folk til at reagere meget kritisk. Hvis Jørgen Goul Andersen skulle pege på én enkeltbegivenhed, der har gjort et stort udslag, er det ”genopretningspakken” fra maj 2010.

Helbred og økonomi er afgørende for tilliden

Der blev dog også plads til at aflive nogle myter om årsagerne til faldende tillid. Blandt andet ser det ikke ud til, at skandalesager har den store afsmitning på tilliden til politikerne. Det samme gælder ideen om, at det skulle være SRSF-regeringens såkaldte løftebrud, der gjorde udslaget. Målingerne viser nemlig, at tilliden faldt markant inden valget og steg en anelse efterfølgende.

En anden central pointe var, at helbred og tillid hænger sammen. Dem, der har et godt helbred har også højere tillid, mens folk med dårligt helbred generelt føler dyb mistillid til politikerne.

Ifølge Jørgen Goul Andersen hænger det sammen med, at det er blevet mere risikabelt at have dårligt helbred i dag. Tidligere kunne man have tillid til, at der blev taget vare på en, hvis man blev syg, men reformer af velfærdssystemet har medført, at få i dag er skånet fra jobindsatser og nedgang i levevilkår.

Det samme gælder for folk, der føler sig økonomisk usikre. I denne gruppe er den politiske mistillid ligeledes meget høj.

Befolkningen gennemskuer politikernes spin

En anden mulig forklaring fra Jørgen Goul Andersen på den faldende tillid handler om vælgernes ubehag ved spin og den manglende oprigtighed, de oplever hos politikerne. Dette findes der dog ingen kvantitative tal for, men er udelukkende baseret på interviews og dagbøger under valgkampene.

01 2

Heri lå dog også en god nyhed, i det befolkningen tilsyneladende er blevet mere kvalificerede til at gennemskue spinnet i dag i modsætning til tiden under Anders Fogh Rasmussen, der om nogen var den, der professionaliserede det politiske spil.

Jørgen Goul Andersen fandt også lejlighed til tale om EU. Undersøgelser viser nemlig, at der er en klar sammenhæng mellem dem, der har politisk mistillid, og dem der stemmer nej ved folkeafstemninger om øget integration af Danmark i EU.

Fortsat tillid til institutionerne

Han mente, at afstemningen om Danmarks retsforbehold i 2015 primært handlede om mistillid til Christiansborg frem for utilfredshed med EU. Den kom i høj grad til at handle om, hvorvidt de nationale politikere fremover skulle have mulighed for at træffe afgørelser om EU uden at spørge befolkningen til råds.

Afslutningsvist slog Jørgen Goul Andersen fast, at Danmark fortsat er et af de mest regerlige lande i verden. At tilliden til institutionerne forsat er meget høj, og at der selv i forhold til EU er en bred fornemmelse af, at man har mulighed for at få indflydelse.

Dog var han mindre optimistisk omkring danskernes politiske tillid, end han tidligere havde været. Han mente, at der var noget bekymrende ved den drejning, den har taget, og det var hans fornemmelse, at det var af mere langsigtet karakter. Når tilliden bliver ved med at falde, ender man nemlig med folk som Donald Trump, lød hans afsluttende kommentar.

Uddannelse afgør politisk deltagelse

Den næste oplægsholder på scenen var Gitte Sommer Harrits, der ligeledes er ansat ved Aalborg Universitet. Hun har forsket i sammenhængen mellem klasse og politisk deltagelse og har lavet en række interviews med folk med forskellige økonomiske og kulturelle baggrunde.  Her har hun fundet flere interessante resultater.

Gitte Sommer Harrits

Det er først og fremmest dem med mange ressourcer – primært uddannelsesressourcer, men også økonomiske – der deltager i politik.  Undersøgelsen viste, at der var stor forskel på, hvad folk opfatter som politik. For folk med kortere uddannelser handler det i høj grad om resultater, hvor det for folk med høj kulturel kapital også handler meget om selve den demokratiske proces, der ligger forud for disse.

De, der deltager, har særlige politiske ressourcer, der gør, at de kan være med i politik. Det handler både om, at man ved, hvordan spillereglerne fungerer, men også at man føler, at man har noget at byde ind med. Opfattelse af politik hænger også i høj grad sammen med, om man føler, at det er noget man er velkommen til at deltage i.

For nogen mennesker er politik til gengæld som at lande på månen, og for dem er det svært overhovedet at finde hoved og hale i det abstrakte, politiske niveau.

Svært at blive politisk eengageret

Gitte Sommer Harrits pegede på to årsager til, at uddannelse og politisk deltagelse hænger sammen.

For det første er det at deltage aktivt og kunne argumentere rationelt noget, man lærer via uddannelse. For det andet er politik i dag indrettet på en måde, der kræver, at man skal kunne sidde stille og argumentere roligt og rationelt uden at blive følelsesladet.

Hun perspektiverede til sin egen tid som deltager i en børnehavebestyrelse, hvor folk åbenlyst tilhørte samme segment. Gitte Sommer Harrits kunne i den forbindelse konstatere, at gæsterne ved dagens arrangement også måtte være ganske politisk aktive, siden de så høj grad var i stand til at sidde stille og forholde sig i ro under oplægget.

Gitte Sommer Harrits havde dog også eksempler på, at man kan være politisk aktiv uden nødvendigvis at have høj uddannelse. Her var det særligt fagbevægelsen, der var i stand til at mobilisere deres medlemmer og give dem politiske ressourcer igennem arbejdet i lokale fagklubber.

Afslutningsvist kritiserede hun mediernes præsentation af politik, som i høj grad var blevet ”nørdernes klub”. Hun mente desuden, at politikerne er nødt til at komme tilbage til en ægte dialog med befolkningen i stedet for at bruge så mange ressourcer på fokusgrupper og designerpolitik.

Uærlige politikere skaber mistillid

Næste oplægsholder var Nicolai Kampmann, der er chefredaktør og kommunikationschef hos 3F.

Oplægget startede med præsentationen af en undersøgelse blandt 3Fs medlemmer, der viser, at hele 84 % mener, at politikerne har mistet følingen med almindelige danskeres bekymringer. Det er dog fortsat 91 %, der mener, at det er vigtigt at stemme ved valgene. Den politiske mistillid smitter altså ikke af på lysten til at stemme blandt 3Fs medlemmer, lød konklusionen.

Nicolai Kampmann

Nicolai Kampmann kritiserede politikernes retorik og deres tendens til at bruge vendinger som ”moderne kontanthjælpsloft for derigennem at sløre den bagvedliggende intention - at det handler om at forringe forholdene for visse mennesker i samfundet. Politikerne kommunikerer ikke ærligt over for vælgerne, og det er med til at øge mistillid, mente han.

Nicolai Kampmann forklarerede, at 3Fs medlemmer har en stærk følelse af at være truet og ser politikerne som nogen, der ønsker at genere dem. Undersøgelsen viser også, at mange af dem mener, at politikernes prioriteringer er forkerte. De er imod en forøgelse af pensionsalderen, en sænkelse af lønniveauet, og at fagbevægelsen skal have mindre indflydelse. Nicolai Kampmann mente, at det ligeledes skaber politikerlede, når danskerne i høj grad er uenige med politikerne.

Fagbevægelsen engagerer medlemmer

Han forklarede herefter, hvad man fra 3Fs side har gjort for at engagere sine medlemmer politisk. Det handlede blandt andet om at inddrage dem i hvilke kampagner, man burde lancere.

Op til valget i 2015 førte det til større kampagner om social dumping og nedslidning på arbejdspladsen. Selvom medlemmernes feedback på kampagnerne var positive af nordkoreanske dimensioner, var mediedækningen dog skuffende, mente Nicolai Kampmann. Han syntes, at medierne skulle være bedre til at inddrage en bredere gruppe af kilder, når dækningen handlede om arbejdsmarked og beskæftigelse. 

Spørgsmål fra salen 2

En anden indsats, 3F har satset på, er at få 3F-medlemmer til at stille op til folketinget og deltage i de politiske debatter. Ved valgene anbefaler man desuden at stemme på en 3F’er uanset partifarve.

Selvom 3Fs politikere og medlemmer traditionelt har ligget til venstre for midten, er 3F de senere år også blevet repræsenteret af Dansk Folkeparti i lokalpolitik. I dag sidder der i det hele taget mere end 100 3F-medlemmer i byråd rundt omkring i Danmark.

Medierne har et ansvar

Næste oplægsholder var Troels Mylenberg, som er chefredaktør på Fyens Amts Avis og skulle fortælle om mediernes rolle i forbindelse med den faldende tillid til politikerne. Han startede med at konstatere, at han åbenbart skulle stå for skud for alt fra Anders And til Deadline på DR2. En stor opgave, som han dog gerne tog på sig.

Troels Mylenberg anerkendte, at medierne har et ansvar for, hvordan den offentlige samtale fungerer. Medierne har en ordstyrer-funktion, der giver en forpligtende magt i samfundet. Forskningen viser dog, at medierne ikke længere er dagsordensættende i samme grad som tidligere.

I dag ligger magten mere i forhold til at bestemme, hvem der får lov til at sige noget i medierne. Her mente han, at et af problemerne i høj grad er det stigende antal folk, der udtaler sig, selvom de ikke nødvendigvis ved noget om det, de udtaler sig om, men blot er gode til at mene noget om det.

Troels Mylenberg

Han anerkendte desuden, at medierne fokuserer for meget på proces og bruger for mange ressourcer på at beskrive samtalen frem for selve beslutningerne. Han mente også, at medierne er med til at skabe en myte om, at politikere aldrig siger, hvad de mener, da man i høj grad bruger kræfter på at tale om, hvad de i virkeligheden mener.

Medier som bindeled

Troels Mylenberg gik derefter videre til at kritisere medieforbrugerne. Medieforbruget er nemlig eksploderet de seneste år, men penge brugt på medier er samtidigt faldet. Gratis medier er utroligt gode til prisen, sagde han og understregede, at der generelt er en klar sammenhæng mellem pris og kvalitet.

Han forholdt sig herefter til kritikken, der går på, at politik i dag er meget mere komplekst end tidligere. Her var han uenig og mente, at man ikke nødvendigvis behøver særlige forudsætninger for at få demokratisk indflydelse. I stedet handler det om, at det er nogle bestemte mennesker, der vælger at tage ansvar. Han fremhævede Anette Vilhelmsen, der blev valgt til formand i protest, som både et skræmmende og fantastisk eksempel på, hvor kort afstanden til den politiske indflydelse er i det danske demokrati.

Troels Mylenberg forklarede herefter, hvad man havde gjort på Fyens Amts Avis for at inddrage abonnenterne i den journalistiske linje. Her har man nedskrevet en formålsparagraf med et klart demokratisk sigte, og avisen afholder 80 årlige læsermøder på Fyn. Han fremhævede vigtigheden af, at journalisterne forbliver et bindeled mellem kilder og offentligheden og ikke bare holder sig til ”papirrummet” i aviserne og det digitale rum på internettet, men netop også møder folk i det fysiske rum.

Herefter var der kommentarer og spørgsmål fra salen til de fire oplægsholdere.

Lærer-lockout tippede regeringsmagten

En af gæsterne fremhævede det paradoksale i, at politikerne taler om økonomiske reformer, der skærer i lønninger og sociale ydelser og sætter pensionsalderen op, samtidigt med at de gør det modsatte for dem selv.

En anden mente, at medierne skulle være mere kritiske i forhold til de ord, de bruger og ikke blot overtage det politiske sprog. En tredje spurgte, om det ikke var alarmerende, at 29.000 stemte blankt ved sidste folketingsvalg.

Jørgen Goul Andersen medgav, at det var meget højt og mente, at det i høj grad var en konsekvens af lærerlockouten i 2013, da 10.000 af de blanke stemmer i 2015 netop kom fra lærere. Han mente endda, at det var sandsynligt, at det var skolelærernes stemmeafgivelser i Vestjylland, der tippede regeringsmagten ved valget i 2015.

EU er blodfattigt og uforståeligt

Der var flere spørgsmål til dækningen af EU og den manglende debat uden for valg- og afstemningsår.

Troels Mylenberg sagde, at man meget gerne ville intensivere dækningen, men at EU simpelthen var for blodfattigt. Han mente, at det ville være godt, hvis EU-systemet selv var i stand til at gøre det mindre tørt. Han mente ikke, at det var mediernes opgave at skabe en europæisk offentlighed med følelser og begejstring for EU-debatten.

Gitte Sommer Harrits indskød, at man i Danmark ikke har formået at forstå, at EU også er politik, og at der også her ligger et ansvar for både medier og politikere.

Nicolai Kampmann supplerede med, at man i 3F har stort fokus på arbejdsmarkedet i andre lande, men ikke så meget på EU som institution.

Vigtigt at indrømme fejl

Herefter var det politikernes tur til at komme på banen.

Josephine Fock fra Alternativet begyndte med at forklare om partiets forsøg på borgerinddragelse gennem politiske laboratorier. Hun mente, at det var en udbredt fordom, at befolkningen, og særligt unge, ikke gad engagere sig i politik. Hun mente i øvrigt, at det var vigtigt som politikere at fokusere på debattonen og at være i stand til at indrømme sine fejl.

Josephine Fock Alt

Hun medgav herefter, at det alt andet lige var nemmere at komme som ”den nye pige i klassen” og forsøge at ændre tone og politisk praksis på Christiansborg frem for som en del af de etablerede partier.

Stor forskel på lokalpolitik og landspolitik

Næste politiker var Karsten Hønge fra SF. Han fortalte om skiftet fra fagbevægelsen til politik, og hvordan førstnævnte var mere pragmatisk og i højere grad handlede om at nærme sig hinanden. På Christiansborg handlede det derimod om at forsøge at spænde ben for hinanden, mente han.

Desuden er der forskel på, hvordan tingene foregår i lokal- og landspolitik, sagde han. I førstnævnte nedsætter man et udvalg og får tingene afklaret, når der opstår et problem. På landsplan handler det mere om uenigheder og om at bruge medierne til at skære disse ud i pap. Der er desuden en forventning til, at man som landspolitiker skal ”være på”, som dog ikke nødvendigvis er mediernes skyld, mente han.

Karsten Hønge og panel

Karsten Hønge pegede herefter på den sociale og kulturelle skævhed i forhold til sammensætningen af politikere i folketinget. Han mente, at netop den var en af årsager til kløften mellem politikere og vælgere, fordi man på Christiansborg er tilbøjelig til at tale om en anden verden end den, almindelige mennesker oplever ”ude i virkeligheden”. Hans afsluttende kommentar handlede om, at politikerne skal blive bedre til at komme derud, hvor folket befinder sig.

”Ude i virkeligheden”

Jacob Engel-Schmidt startede sit oplæg med at påstå, at det bedste, der kan ske for en politiker, er ikke at blive valgt. Det oplevede han selv i 2015, og det har givet ham et interessant perspektiv på, hvad der foregår på Christiansborg, at have været ”ude i virkeligheden”.

Jacob Engel-Schmidt

 Han mente, ligesom Karsten Hønge, at forbindelsen mellem Christiansborg og befolkningen er for svag. Han stillede sig dog kritisk over for kritikken af den skæve sociale fordeling i folketinget, da han kunne konstatere, at det er de samme folk, der bliver valgt igen og igen, og at vælgerne blot kunne stemme andre mennesker ind på Christiansborg, hvis man var utilfreds med fordelingen.

Herefter var der spørgsmål og kommentarer til politikerne.

Medierne øger distancen mellem politikere og borgere

Gitte Sommer Harrits spurgte til placeringen af ansvar for det manglende politiske engagement. Er det borgernes eget eller også politikerne ansvar? Josefine Fock mente, at det også er politikernes ansvar at involvere vælgerne, så de kan hjælpe dem med at træffe de rigtige beslutninger,

Jacob Engel-Schmidt pegede på, at det også er mediernes ansvar, og at vinklingen i medierne er med til at øge distancen mellem politikere og befolkning.

Han konstaterede selv, at dette nok var resultatet af, at journalistik er drevet af udbud og efterspørgsel, og han kaldte udviklingen for medieekstremisme og tabloidekstremisme. Han savnede debatprogrammer fra ”gamle dage”, hvor politikere fik lov til at tale ud, og hvor politikerne var mindre overfladiske og hårde ved hinanden.

Afgørende med statsstøtte til partierne

En spørger i salen ville høre, om det ikke var problematisk, at partierne i stadigt højere grad blev økonomisk uafhængige af kontingenter og derfor fjernede sig mere og mere fra deres vælgere.

Det var ingen af politikerne dog enige i. Josefine Fock mente, at det netop var godt, at der var statsstøtte til partierne, som gjorde det muligt at hyre professionelt hjælp på Christiansborg. Alternativt ville det være en stor fordel at være et større parti i forhold til det begrænsede antal af ordførerskaber, hvert folketingsmedlem her behøver at tage sig af.

Spørgsmål fra salen

Jacob Engel-Schmidt mente ligeledes, at det var vigtigt med statsfinansiering af partierne, så det ikke kun er de partier, der kan samle flest investorer, der har økonomiske ressourcer. Han fremhævede i øvrigt, at Danmark er et af de mindst korrupte demokratier i verden, hvor det ikke i særlig grad er muligt at købe økonomisk indflydelse hos politikerne.

Grund til optimisme

Herefter var der afrunding og opsummering fra Lars Olsen, som mente, at det havde været en vellykket debat. For ham stod en række pointer tilbage efter dagens arrangement. Dels at den politiske tillid begyndte at falde i 2011 i kølvandet på en række reformer. Det var altså før den nye regering og hele løftebrudsdebatten. Han mente dog også, at skuffelsen ved at tro, at man havde stemt på politikere, som vil føre en bestemt politik, spiller ind, da det efterfølgende viste sig ikke at være tilfældet.

Derudover var det en pointe, at der findes en klar politisk skævhed i dansk politik, og at en af grundene er den professionalisering af politik, der har vundet frem.

Han mente dog også, at gæsterne ved dagens arrangement kunne gå derfra med en lille smule optimisme. Der er muligt at gøre noget ved tingene, som de er nu, og der er behov for at prøve noget nyt, sagde han.

Lars Olsen sluttede af med at sige, at borgerne også selv har et ansvar for at gøre noget. Her hjælper selv de mindste tiltag, hvad end man er aktiv i et parti, en fagforening eller i en skolebestyrelse. Det vigtige er, at man tager medansvar, så folkestyret kan blive styrket.

Hvorfor smuldrer tilliden til politikerne?
2/4 2016
Landstingssalen, Christiansborg
Kl.13-16
Oplægsholdere: Jørgen Goul Andersen, Gitte Sommer Harrits, Troels Mylenberg og Nicolai Kampmann samt politikerne Karsten Hønge (SF), Josephine Fock (Alt) og Jakob Engel-Schmidt (V).