EU, Strasbourg og Alsace

14.02.2017

REPORTAGE: 54 EU-interesserede personer havde valgt at tage med DEO til Strasbourg og Alsace. Det blev en historisk tur, hvor deltagerne overværede underskrivelsen af Klima-aftalen i EU-parlamentet.

Køreturen den første dag var lang, men der var strække-ben og spise-pauser undervejs. Og køreturen blev på bedste højskolevis brugt til at gøre os klogere på EU.

Det var Rasmus Nørlem Sørensen, der er ekspert i EU-politik og sekretariatsleder i DEO, som fortalte. Rasmus holdt blandt andet oplæg om; Hvad EU er, EU's opbygning, hvordan EU lovgiver, hvorfor EU-Parlamentet ligger i Strasbourg, Brexit og hvad der sker der, hvordan kan det tænkes at EU’s fremtid lander, flygtningeproblematikken – hvad er udfordringen og mulighederne, frihandelsaftalerne – hvad er udfordringerne, den tysk-franske akse, og svar på mange andre spørgsmål som deltagerne havde.

Den første nat overnattede vi på et hotel i Bruchsal, så vi kunne køre ind i Strasbourg med morgensol. Efter at have afleveret bagagen gik vi en byrundtur i den gamle bydel. Vi kom forbi "La petite France" - et idyllisk område med kanaler og bindingsværkshuse.

Vi fik fortællingen om Gutenberg ved hans statue og vi sluttede ved byens katedral Notre Dame, som er én af Frankrigs mest berømte bygningsværker. Det tog næsten tre hundrede år at opføre den. Byggeriet påbegyndtes i 1176, og spiret blev færdiggjort i 1439. Der er 142 meter op til toppen af kirkespiret, hvilket gjorde Notre Dame i Strasbourg til kristenhedens højeste bygning indtil det 19. århundrede.

Resten af dagen oplevede deltagerne byen på forskellig vis.

Alsace

Mandag kørte vi kl. 9 ned i Alsace-området. Først kørte vi op og så middelalderborgen Haut Koenigsbourg, et fantastisk bygningsværk og med udsigt ud over hele området. Vi så den meget smukke vinby Ribeauville, hvor vi havde tid til frokost og til at se byen.

Herefter besøgte vi vinhuset Sipp-Mack i nabobyen Hunawihr, hvor vi fik fortalt om hvordan de driver stedet efter bæredygtige økologiske principper, uden brug af sprøjtemidler. Ikke så meget for at kunne bruge økologimærket, men af hensyn til de kommende generationer, til dem selv og naboerne og til os der drikker vinen.

Jacques Sipp er 9'ende generation af vinfamilien og hans døtre er allerede klar til at tage over efter ham. Han er lun og har et meget charmerende sprog (engelsk/dansk/fransk).
Vi smagte tre forskellige vine og en crémant. Det var herlige dråber, så mange købte nogle flasker med hjem. I god stemning kørte vi til den lille by Riquewihr, som er den ældste vinby i Alsace. Efter indlogering på hotellet gik vi en tur igennem byen, som har været næsten uforandret de sidste 500 år, og fandt så forskellige spisesteder.

Strasbourg

Tirsdag morgen var der afgang fra hotellet mod Strasbourg. Vi slap nådigt igennem morgentrafikken og ankom planmæssigt til EU-parlamentet i Strasbourg. Efter det traditionelle sikkerhedstjek gik vi til et mødelokale, hvor vi først mødte Jeppe Kofod der er valgt som spidskandidat for Socialdemokratiet. Han fortalte om sit arbejde og sin kamp for at indføre EU-regler mod skattely.

Bagefter mødte vi Morten Messerschmidt der var den store stemmesluger fra Dansk Folkeparti. Straks efter mødet med os, skulle han op i mødesalen og tale. Og vi skulle også op og se salen og overvære et plenarmøde, som det hedder når Parlamentet er samlet.

Et historisk øjeblik

Vi havde ikke forestillet os, at det skulle blive et historisk øjeblik vi kom til at overvære. Da vi kom ind på tilhørerpladserne var Ban Ki-Moon, FNs generalsekretær gennem 10 år, på talerstolen. Han var på besøg i anledning af, at EU-Parlamentet skulle stemme om den store klimaaftale som verdens lande enedes om i Paris.

Vi hørte først ordførernes indlæg, så afstemningen med 610 stemmer for, 35 imod, 31 blanke, og til sidst så vi underskrivelsen af aftalen af Ban Ki-Moon og Parlamentsformanden Schultz. Næsten alle parlamentsmedlemmerne var tilstede, samt kommissionsformanden Juncker og Margrete Vestager. En stor oplevelse.

Vi gik så i Parlamentets kantine og fik frokost. Der var meget trængsel, men vi nåede det da, og kunne planmæssigt gå over til Europarådets bygning. Europarådet var faktisk den første europæiske institution i Strasbourg og indtil 1999 stillede de deres plenarsal til rådighed til brug af EU-Parlamentet.

Her fik vi først en rundvisning og bagefter fortalte en embedsmand om Europarådets arbejde.

Sidst på eftermiddagen startede vi hjemturen ved at køre 150 kilometer til byen Schriesheim i Tyskland, hvor vi spiste aftensmad og overnattede.
På hjemturen onsdag løb vi ind i rigtig meget køkørsel, men endte dog alligevel kun med at være under en times forsinket i forhold til tidsplanen.

Dato: 1/10 2016