Åbent ekspertseminar om EU's Udstationeringsdirektiv

Åbent ekspertseminar om EU's Udstationeringsdirektiv

20.01.2017

REPORTAGE - KØBENHAVN. Der var fuldt hus, da 40 publikummer havde lagt vejen forbi DEO’s nye lokaler i Studiestræde for at debattere EU’s udstationeringsdirektiv med Matthias Tesfaye (S), Rina Ronja Kari (Folkebevægelsen mod EU), Finn Sørensen (EL), Stephan Agger (LO), Palle Bisgaard (3F) og Carsten Bansholm Hansen (BJMF).

Eva Enoksen, arbejdsmarkedsanalytiker i DEO bød velkommen og introducerede aftenens problemstilling: Kommissionens ændringsforslag til udstationeringsdirektivet fra 1996 og social dumping på arbejdsmarkedet.

Rina Ronja Kari var den første, der fik ordet, og hun lagde ud med at fortælle om udstationeringsdirektivet i et historisk perspektiv:

Vi troede alle, at udstationeringsdirektivet var et minimumsdirektiv, der sikrede udstationerede medarbejdere nogle grundlæggende rettigheder. Lige indtil Laval-dommen i 2007, hvor det pludselig blev til et maksimumsdirektiv hvilket vil sige at der kom begrænsninger på, hvor godt vi måtte beskytte udstationerede medarbejdere.

Rina præsenterede fire temaer fra Kommissionens forslag som hun kort præsenterede; Lønbegreb, Overenskomst, Tidsafgrænsning og Vikarer.

Lønbegreb:

Det centrale element i Kommissionens ændringsforslag er ændringen af mindsteløn til aflønning. Ideen er, at i stedet for at udstationerede medarbejdere bare skal have ret til mindstelønnen, så prøver man nu at se på den samlede udgift ved at have en medarbejder. Det er en måde at presse virksomhederne på ved at tage konkurrenceelementet ud af lønnen for virksomhederne.

Med ændringsforslaget om at gå fra mindsteløn til aflønning, fjerner man hvem, der har ret til at definere hvad mindsteløn er. Tidligere var det sådan, at det var nationalstaternes lovgivning på området, som var gældende. Den artikel bliver nu fjernet og det giver en vis bekymring om, hvem der nu skal bestemme hvad aflønningen skal være.

Overenskomst:

Om overenskomsten siger Rina:
Kommissionen har som tekst at man må kræve, at udstationerede medarbejdere får samme vilkår. De skal have samme ansættelses- og arbejdsvilkår som de øvrige arbejdere inden for samme område har i den pågældende medlemsstat, hvis det er fastsat ved kollektive aftaler der finder generel anvendelse. Netop generel anvendelse er selve kernen i dette punkt for det betyder der skal være en overenskomst, der er generelt gældende. Og i virkeligheden er der en diskussion om, hvornår en overenskomst er generelt gældende.

Helt centralt i aftenens diskussion stod løbegrebet og overenskomsterne og om afsluttende bemærkning tilføjede hun:

Nu handler det her jo grundlæggende set om social dumping og der er ikke nogen, der kan overbevise mig om, uanset hvor godt direktivet bliver, at vi kan løse problemerne med social dumping.

Aflønning er det centrale problem

Dernæst var det Stephan Agger (LO), der fik ordet. Han lagde ud med at give opbakning til den del af Kommissionens forslag til ændring af udstationeringsdirektivet der hedder: ”Den samme løn, for det samme arbejde, i det samme land” Det er en målsætning som LO støtter op om, og det er den målsætning som faglige organisationer i Danmark forfølger, når det handler om at sikre udenlandsk arbejdskraft lige vilkår for det arbejde de udfører her i landet.

Vi er positive overfor intentionerne men der er nogle ting, der bekymrer os. Det første er det som Rina nævnte, nemlig Laval-dommen fra 2007. Før vi fik denne her dom, der tænkte vi at det var et minimumsdirektiv og vi kunne stille de krav vi ville i forhold til udstationerede virksomheder, og de krav der er om fri forhandling. Så fik vi Laval-dommen, der betød at man ikke kunne kræve mere end det, der stod i direktivet.

Dermed fik vi både et loft for hvad vi kunne kræve og det skulle vi så lære at håndtere i Danmark og vi ændrede så vores udstationeringsloft og det gjorde vi ved at tage fat i formuleringen om, at det er medlemsstaterne, der definerer artiklens lønbegreb. Så mindstelønnen i udstationeringsdirektivet er altså den mindsteløn, der er gældende på området.

Stephan tilføjede:

Så får vi et nyt aflønningsbegreb. For i det står der, at man ved aflønning forstår alle de bestanddele som aflønning er, men hvad nu hvis man er uenig i, hvad aflønning er? Så har man et cirkelbegreb der vil noget.

Ifølge Stephan lavede man et fint kompromis dengang man besluttede at medlemsstaterne definerede lønbegrebet, da EU ikke har kompetence til at gå ind og fastsætte en gældende løn i alle medlemslande.

Snyd, bedrag og social dumping

Palle Bisgaard fra 3F var den næste taler i rækken og han betonede vigtigheden af, at Kommissionens forslag ikke måtte forringe vilkårene for arbejdstagere.:

Hvis det ender med at forbedre nogle ting så er det jo selvfølgelig velkomment, men vi tror heller ikke at dette direktiv kommer til at løse problemerne med social dumping. Desværre.

Palle kunne fortælle om, at der inden for byggebranchen er store problemer med social dumping som kommer til udtryk på forskellig vis:

Udstationeringsdirektivet handler jo i sagens natur om de udstationerede virksomheder og vi ser mange virksomheder, der slår sig op på at være danske, men som udelukkende benytter udenlandsk arbejdskraft og i virkeligheden snyder og bedrager.

Han tilføjede at der lige var kommet en rapport, der undersøger arbejdsvilkårene for udenlandsk arbejdskraft i Danmark og rapporten viser at lønniveauet ligger langt under det danske, overenskomstmæssige lønniveau. Der er store mangler af dét, der normalt bliver betalt – overarbejdspenge, feriepenge, pension osv.

Ifølge Palle er overenskomstdækning ikke en garanti mod social dumping – snarere tværtimod:

Vi oplevere tit at overenskomstdækning bliver brugt som et alibi for at man kan arbejde nogenlunde i fred. I 2016 har vi haft knap 400 sager om social dumping i Byg-gruppen og som oftest når der er tale om sager, så er der tale om overenskomstdækkende virksomheder, så det er jo et udtryk for at overenskomstdækning ikke er en garanti for, at der ikke sker social dumping.

Som afsluttende bemærkning tilføjede han at hvis man skal forestille sig nogle tiltag, der gør, at man kan ændre på denne her situation så skal man jo indføre positiv forskelsbehandling og kigge på den frie bevægelighed og sige ja, vi vil gerne have arbejdskraft, kapital og virksomheder, men det skal ske på nogle betingelser.

Fagbevægelsen skal have udvidede muligheder for at stille krav til at begrænse udveklingen af arbejdskraft når det ikke er nødvendigt. Eksempelvis i arbejdsløshedsperioder, hvor udenlandsk arbejdskraft ikke er nødvendig. Hvis et nyt udstationeringsdirektiv skal have en effekt så skal det være en national ret at dæmme op for social dumping.

Manglende kontrol er et stort problem

Næste mand på talerstolen var Carsten Bansholm Hansen fra 3F’s BJMF-gruppe. Ifølge ham er det helt store problem en manglende kontrol af de udstationerede virksomheders betaling af skat, sociale sikringer, løn og selskabskonstruktionen i det hele taget.

Han kunne berette hvordan udenlandske arbejdere, som kommer til Danmark snyder statskassen for penge: Tre personer, der kommer fra Polen, opretter hver i sær et selskab i Polen og så rejser de til Danmark. Her arbejder to af polakkerne i den tredje polaks firma de første 180 dage. I Polen er de selvstændige og skal indrapportere hvad de tjener der. I Danmark er to af dem arbejdstagere og den sidste er mester. Når de 180 dage er gået, så er rollerne byttet om, og ham der før var mester bliver nu arbejdstager hos en af de andre polakker, der så bliver mester.

Vi har siddet til møder, hvor virksomheder eller hvad man end kan kalde den konstruktion, de indrømmer, at det er sådan her de gør det på. For ellers skal de til at betale skat. Det er jo helt åbenlyst at der skal være noget kontrol af det her.

Husk de gode sider af arbejdsmarkedet

Dernæst var det Mattias Tesfaye fra Socialdemokratiet, der holdt et indlæg om vigtigheden af at se på de positive sider af det danske arbejdsmarked. Han fortalte at da han var ansat i 3F under finanskrisen så han både massiv arbejdsløshed og svindel i form af fabrikerede lønsedler når han besøgte byggepladser i Københavnsområdet.

Han tilføjede:

Det er vigtigt, når man beskæftiger sig med et emne som social dumping, hvad enten man er journalist, politiker eller fagforeningsmand, at man ikke stirrer sig blind på de problemer der er. Vi skal også huske på, og passe på vi ikke kommer til at undergrave de gode løsninger vi finder på området og kommer til at ødelægge det relativt gode arbejdsmarked vi trods alt har i Danmark.

Han lagde vægt på at man skal holde tungen lige i munden når man snakker om social dumping, da vi grundlæggende har et godt og velfungerende arbejdsmarked i Danmark.

Vi har grundlæggende set et ekstremt velfungerende arbejdsmarked i Danmark. Så har vi bare et stigende parallelt Fup & Fiduser-arbejdsmarked og de metoder vi skal finde til at håndtere det, skal ikke undergrave alt det, der rent faktisk fungerer.

En anden pointe fra Mattias var, at de skandinaviske lønforhold ligger væsentligt højere end i det øvrige Vesteuropa. Han mente ikke at det høje lønniveau kan fastholdes på lang sigt så længe der er så massive problemer med fattigdom og ulighed i Østeuropa. For at komme problemet med social dumping til livs må man hæve levestandarden i Østeuropa for ellers vil lønniveauet udligne sig og de danske lønninger vil komme ned på 70-90 kr. i timen for faglært arbejde. Det er de dystre udsigter vi kan se frem til på lang sigt hvis ikke situationen forbedres i Østeuropa ifølge Mattias.

EU er en del af problemet

Dernæst var det blevet Finn Sørensens (EL) tur til at holde oplæg. Finn pointerede at udstationeringsdirektivet ikke var lavet for at beskytte arbejderne, men derimod fremme den fri bevægelighed:

(…) for hvis man virkelig ville sikre arbejderne i værtslandene, så havde man slet ikke vedtaget det direktiv. Eller også havde man lavet et direktiv, hvor der klart og tydeligt stod, at det er værtslandenes lovgivning inden for løn og arbejdsmarked, der var gældende. Men det var ikke det man gjorde.

Finn fremhævede et punkt som de øvrige debattører ikke havde nævnt, nemlig retsinstanserne.

Ifølge Finn var der de facto grebet ind overfor konfliktretten og medlemslandenes ret til at beskytte sig mod social dumping. Luxembourg-dommen er jo det sidste eksempel for der blev der blev der jo rejst sag mod den luxembourgske stat, hvor deres lovgivning på arbejdsmarkedsområdet, der minder meget om vores, blev underkendt af EU-domstolen.  Også Finn erklærerede at direktivet ikke ville løse udfordringerne med social dumping.

Finn mente at EU skal i gang med en diskussion af den frie bevægelighed for ifølge ham er det et grundlæggende problem.

Vi ønsker, at de virksomheder der ansætter udenlandsk arbejdskraft skal dokumentere, at de rent faktisk har gjort en indsats for at ansætte nogle af de tusindvis af unge vi har i forvejen. Det handler ikke om at begrænse personers fri bevægelighed over grænser. Pointen er, at der skal være nogle kriterier for at man kan arbejde i dette land.

Spørgsmål fra salen

Så var det blevet tid til spørgsmål fra salen. En spørger ville gerne vide, om man kunne ændre anciennitetsbegrebet, så det fulgte branchen i stedet for virksomheden. Til det svarede Palle Bisgaard (3F) at man i byggeriet har haft brancheanciennitet på pensionsordningen siden 2007.

En anden spurgte til lønsammenligningen. Kan man overhovedet sammenligne danske lønninger med østeuropæiske, når vi eksempelvis betaler til sociale sikringer over skatten, som ikke findes i andre lande?

Der var bred enighed i panelet om, at lønvilkår er svære at sammenligne.

Rina (Folkebevægelsen mod EU) pointerede at man skulle passe på med ikke at lave en ”one size fits all” lovgivning, men at det var vigtigt at det var medlemslandet, der definerede lønbegrebet.

Der blev også spurgt ind til om det nye udstationeringsdirektiv gør det muligt at undgå dobbeltbeskatning af udstationerede virksomheder eller om det blot var et spørgsmål om bedre kontrol?

Til det svarede Finn Sørensen (EL):”Som udgangspunkt er det jo rigtigt at man ikke skal betale dobbelt, men det er kompliceret. Man kunne jo have en ordning, hvor virksomhederne betaler over skatten og i det omfang de kan dokumentere at de har betalt til hjemlandet også, så kan de få de penge tilbage.

Stephan Agger supplerede: ”Det jeg tror man skal hæfte sig ved er, at vi for tre år siden fik håndhævelsesdirektivet til udstationeringsdirektivet og det sigter mod at forbedre det administrative samarbejde mellem landene for at håndtere nogle af de her problemstillinger. Det er ikke fuldt ud implementeret endnu og nogle er sikkert utilfredse med hvordan det fungerer, men lad os nu lige vente og se hvordan det går med det.

Ole Donbæk Jensen, faglig sekretær i 3F Kastrup kom med en kommentar fra salen om, at en af grundene til at cleaning-personalet i Kastrup Lufthavn får næsten det samme i løn som baggageportørerne er at de har kæmpet for det. Han tilføjede at fagligt sammenhold nationalt og internationalt er afgørende i forhold til at sikre lige løn og arbejdsvilkår.

Åbent ekspertseminar om EU's udstationeringsdirektiv
Ekspertseminar om EU's udstationeringsdirektiv
Torsdag den 12. Januar 2017, Studiestræde 24, København
Oplægsholdere: Matthias Tesfaye (S), Rina Ronja Kari (FB), Finn Sørensen (EL), Stephan Agger (LO), Palle Bisgaard (3F) og Carsten Bansholm Hansen (BJMF).