Efterårstur til Bruxelles

Efterårstur til Bruxelles

14.11.2017

REPORTAGE. Den første af to efterårsture til Belgiens smukke hovedstad og EU’s magtcentrum bød på byvandring, belgisk øl og ikke mindst indsigt i EU-institutionerne. De 26 deltagere fik rig mulighed for at høre om arbejdet i EU.

Af Cecilie Hornsleth

Turen startede lørdag morgen den 4 november, med forskellige opsamlinger i Jylland inden bussen vendte snuden mod Bruxelles. På busturen blev deltagerne klogere på EU med forskellige oplæg. Sarah Dieckmann, analytiker hos DEO fortalte bl.a. om det indre marked, de forskellige økonomiske perspektiver i EU, de forskellige institutioners magt, samt klima, mens DEO’s praktikanter Cecilie Hornsleth og Ruban Arockiam fortalte om EU-institutionerne samt Den Europæiske Centralbank.

Turen bød på mange muligheder for at opleve Bruxelles kulturliv, smage på Belgien og Bruxelles i form af øl, chokolade og andre kulinariske oplevelser, såsom den belgiske nationalret Moules Frites.

Bruxelles 4 Nov17 1

Gruppebillede med Jacob Langvad foran Palais de Justice og mindesmærke for 1. Verdenskrig

Byvandring og museumsbesøg

Søndag startede med en byvandring med Jacob Langvad, som er mangeårig EU-korrespondent, hvor han fortalte om Bruxelles fra flere forskellige perspektiver. Både som en belgisk by med en sammensat befolkning, livet i Bruxelles, mediernes dækning af Bruxelles og EU, og selvfølgelig også om Bruxelles som et knudepunkt i det europæiske samarbejde.

Herefter drog deltagerne ud på egen hånd for at udforske byen og dens mange muligheder.

Mange benyttede muligheden til at opleve udstillingen Magritte, Broodthaers & Contemporary Art på Brussels Museums med bl.a. den surrealistiske og belgiske maler René Magritte. Især det famøse billede af en pibe, som ikke er en pibe – ”Ceci n’est pas une pipe” var populært.

Bruxelles 4 Nov17 2

René Magrittes pibe 

Besøg i institutionerne

Mandag stod på et fyldt program med besøg og oplæg ved flere af EU’s institutioner.

Dagens første stop var hos Kommissionen, hvor vi igen mødte Jacob Langvad, der introducerede og fortalte om Kommissionen og dens arbejde. Der blev også fortalt om Margrethe Vestagers rolle som konkurrencekommissær og hendes kamp mod skatteunddragelse af store multinationale selskaber.

Bruxelles 4 Nov17 3

Jacob Langvad fortæller om Kommissionens arbejde 

Herefter var vi på besøg hos den Danske Repræsentation. Her mødte vi Morten Bolbjerg Thorsted, som fortalte os om hans arbejde som klimaattaché, samt om den rolle den Danske Repræsentation spiller i forbindelse med Danmarks deltages i det europæiske samarbejde.

Frokosten blev indtaget på Place Lux (Place de Luxembourg), hvor der endnu engang var mulighed for at nyde en lille bid mad og smage på det store udvalg af belgiske øl.

Dagens sidste besøg var hos Parlamentet, hvor vi mødte Rina Ronja Kari, parlamentariker for Folkebevægelsen mod EU og Mikkel Mejling, politisk rådgiver for Christel Schaldemose, der levende fortalte om deres arbejde i Parlamentet og dens rolle i EU.

Til slut var der mulighed for at se den store plenarsal, med plads til alle 751 parlamentsmedlemmer, tilskuere, formænd osv., hvor parlamentet bl.a. holder debatter.

På hjemturen gik snakken livligt om de forskellige oplevelser på turen og traditionen tro, blev der sunget sange fra DEO’s sanghæfte, inden natteroen indfandt sig i bussen.

Bruxelles 4 Nov17 4

I parlamentet mødte deltagerne bl.a. Rina Ronja Kari 

Bruxelles 4 Nov17 5

Plenarsalen i parlamentet

Tid og sted: Lørdag den 4. til tirsdag den 7. november 2017. Bruxelles