Ozlem Cekic Samtalen er vigtig for demokratiet

Özlem Cekic: Samtalen er vigtig for demokratiet

12.09.2017

REPORTAGE. 110 personer deltog, da DEO afholdt debatmøde med Özlem Cekics om hendes nye bog "Hvorfor hader han dig, mor?" mandag den 11. september 2017 på Vartov i København. Hun opfordrede til at styrke samtalen i en verden, hvor had til andre befolkningsgrupper stiger.

Af Anne Norre

"Hvorfor hader han dig, mor?" lyder titlen på Özlem Cekics nye bog. Özlem modtager dagligt hadefulde og racistiske mails og beskeder på Facebook. Tidligere lammede frygten hende, men efter hun blev chikaneret af en nynazist, valgte hun en anden strategi. Nu møder hun nogle af dem, der har sendt hende chikanerende beskeder over dialogkaffe. De taler sammen om deres frygt, den frustration de føler og fordomme.

Publikum bagfra

Özlem Cekic og Rasmus Nørlem Sørensen taler om hadet til andre befolkningsgrupper.

Chikaneret af nynazist

Inspirationen til bogen kom fra en episode for 8 år siden, hvor Özlem var i Zoologisk Have i København med sin familie. Hun var nyvalgt til folketinget og blev chikaneret af en voldsdømt nynazist, ”han kunne ringe til mig op til 40-50 gange om dagen,” fortæller hun.

Midt i det, der skulle have været en hyggelig eftermiddag med familien, ringer han igen. Özlem går i panik. Hun er bange for, at han er inde i zoologisk have, og at han har fået øje på dem. Hun får familien ud af zoo i en fart. Furkan, Özlems ældste søn, spørger: ”hvorfor hader han dig så meget, når han slet ikke kender dig?” Hun svarer: ”fordi nogle mennesker er dumme”. Spørgsmålet fra sønnen igangsatte en selvransagelse hos Özlem, for hvor stammer hadet egentligt fra? Og var hun egentligt et hadefuldt menneske selv?

Özlem store arme

Özlem Cekic fortæller om sine erfaringer med dialogkaffe

”Jeg er da ikke racist”

Før Özlem startede dialogkaffe, havde hun aldrig rigtig tænkt over, at hun selv havde fordomme. ”Jeg er da ikke et racistisk menneske,” siger hun og fortsætter: ”jeg troede ikke, jeg var et menneske med had.”

Det var under en samtale med fotografen Jacob Holdt, at Özlem første gang blev opmærksom på sin egen racisme. ”Hvor mange mennesker i din vennekreds har du, der stemmer højre-nationalt?” spurgte han hende. ”Ingen,” siger hun. Hun kendte ingen. ”Ta’ ud og mød dem,” udfordrede han hende, for så kunne hun også lettere svare sin søn på, hvorfor de her mennesker hader hende.

Først var hun afvisende. Det turde hun ikke. Hun var sikker på, at de bare ville slå hende ihjel. Men hun tog alligevel udfordringen til sig og arrangerede det første møde med én af dem, der havde sendt hende hadefulde mails. Det var Ingolf.

Mødet med egne fordomme

Da Özlem spørger Ingolf, om han har lyst til at mødes med hende til dialogkaffe, skal han lige spørge Bente først. Bente er Ingolfs kone, og hun giver ham grønt lys.

Özlem ankommer hjemme hos Ingolf, og allerede inden hun kommer ind ad døren, er hun chokeret. Ingolf og Bente har en græsplæne i forhaven. ”Jeg troede, at racister boede i mudderpøle,” fortæller hun og griner. ”Han har heller ikke beskidte negle,” siger hun og fortæller, hvor skuffet hun var med et stort smil på læben.

Hendes fordomme om racister blev ikke bekræftet. Ingolf er en helt almindelig mand, der bor helt almindeligt og har almindelige interesser.

Publikum griner

Publikum griner af Özlems vittigheder om fordomme

Han har endda et kukur. Sådan et har Özlems mor også, men det er gået i stykker, siger hun. Hun har aldrig set et kukur, der faktisk kukker. Mødet med Ingolf ender med, at han tilbyder at reparere morens kukur. ”Det er helt tosset jo,” griner Özlem og pointerer, hvor vigtigt det er, at man møder folk, som de er, og ikke bare deres holdninger. På trods af, at Özlem og Ingolf havde meget forskellige syn på verden, så havde de alligevel meget til fælles. De kommer begge to fra arbejderhjem, og de deler endda nogle af de samme fordomme.

Hadet til danskerne

”Mit had til danskerne startede, da jeg gik med tørklæde,” siger Özlem og fortæller om en episode, hvor en mand i fuld offentlighed forsøgte at hive tørklædet af hende. ”Efter den dag var der ikke flere danskere. De var alle sammen racister”, forklarer hun.

Hun hadede også jøder og tyrkere. Men det blev hele tiden sværere at hade andre mennesker, for når hun mødte dem og lærte dem at kende, så kunne hun jo meget godt lide dem alligevel. Langsomt gik det op for hende, at der rent faktisk var danskere, og de var ikke alle sammen racister. ”Derfor kan jeg ikke dømme dem, jeg møder til dialogkaffe,” siger hun. For hun selv har oplevet hadet.

Der skal være plads til alle

”Hvem der er ekstremister, defineres ud fra hvem, der er majoriteten,” pointerer Özlem. I Tyrkiet er hun en ekstremist, fordi hun har udtalt sig kritisk om landets præsident Erdoğan. Erdoğan, som forsøger at lukke munden på alle de journalister, der har udtalt sig kritisk om styret, og hvor landets ytringsfrihed for alvor er truet.  ”Det er her forskellen på diktatur og demokrati ligger”, forklarer Özlem, ”i demokratiet er der plads til samtale, det er der ikke i et diktatur”.

Det er vigtigt, at der er plads til alle holdninger ligegyldigt, hvor enig man er med den, eller hvor ekstrem den er. Vi skal møde folk, hvor de er, og samtale med dem i stedet for at prøve at lukke munden på dem, mener hun.

Hvor der er mad, er der fred

”Hvordan møder man folk, der hader en?” – til det svarer Özlem, at hvor der er mad, er der fred. ”Der sker et eller andet med mennesker, når der er mad på bordet”, konstaterer hun. Og så handler det om, at møde folk, hvor de er. Det nytter ikke noget at tro, at person og holdning er den samme. Sådan er det ikke, vi kan sagtens tale sammen, selvom vi har forskellige holdninger, mener Özlem.

Özlem og Rasmus

God stemning på scenen mellem Özlem Cekic og Rasmus Nørlem Sørensen.

Hadet er et udtryk for afmagt

Özlem fortæller, at én ting som går igen hos alle dem, hun har mødt gennem dialogkaffe, er følelsen af afmagt. Og det gælder for både Ingolf, Hizb ut-Tahrir og Mahmut, der vil slå ihjel for islam og de unge mænd på Den Røde Plads på Nørrebro. De føler alle sammen, at nogen har taget noget fra dem. ”De retter hadet nedad mod andre mennesker, i stedet for opad,” forklarer hun.

Et eksempel er drengene hun mødte på Den Røde Plads, som var vrede over, at Søren har taget deres praktikplads. I stedet for at vende vreden og afmagten mod systemet som ikke leverer nok praktikpladser, vender de hadet mod danskerne. Og sådan er det også for de andre, fortæller hun. Vi vender vreden mod hinanden.

Spørgsmål fra publikum

Gode spørgsmål fra publikum

Opfordring til mere dialogkaffe

Inden arrangementet sluttes af, giver Özlem hele salen lektier for. Hun opfordrer til, at vi alle sammen laver vores egen dialogkaffe med én, som vi ikke er enige med. ”Vi kan alle sammen gøre noget der, hvor vi er,” pointerer hun og citerer Martin Luther King:

”Den ultimative tragedie er ikke undertrykkelsen og grusomheden foretaget af onde mennesker, men at gode mennesker forbliver tavse.” – Martin Luther King

Publikum

Stort fremmøde på Vartov i København

Bogpræsentation Özlem Cekic – København
Mandag den 11. september 2017 kl. 17-18.30, Vartov, København
Oplægsholder: Özlem Cekic