Hvem skal bo i Europa? - Dokk1

De juridiske udfordringer ved EU's asylsystem

07.11.2018

REPORTAGE. 127 aarhusianere mødte op for at blive klogere på de juridiske konsekvenser af flygtningekrisen i selskab med juralektor Louise Halleskov Storgaard. De spurgte blandt andet ind til, hvad det betyder, at EU's asylsystem er brudt sammen.

"Jeg er jurist, og svarer som udgangspunkt ikke på politiske spørgsmål". Sådan starter Louise Halleskov Storgaard sit oplæg, men tørt blev det bestemt ikke. Der er nemlig opstået mange vigtige juridiske spørgsmål i forbindelse med flygtningekrisen og de siger rigtigt meget om, hvordan EU hænger sammen.

Louisehalleskovinaction

Lektor Louise Halleskov Storgaard formåede at forklare komplekst juridisk stof så alle i salen kunne forstå det.

Halleskov starter aftenen med at præsentere nogle helt centrale begreber. Vi får blandt andet at vide, at asyl kun er én form for opholdstilladelse en person kan få i et andet land, imens en asylansøger er en person, der søger om netop den type opholdstilladelse. En flygtning er en person med beskyttelsesstatus fordi vedkommende er individuelt eller kollektivt forfulgt i sit hjemland.

Vi får også at vide, at Danmark er særligt tilbageholdende med at give permanente opholdstilladelser og lidt kreative med at undgå familiesammenføringer på baggrund af asyl. Desuden er det lettere at få asyl, hvis man er individuelt forfulgt ved for eksempel at være en syrisk mand, der er militærnægter, end hvis man blot er flygtet fra en krigszone, som hvis man for eksempel er syrisk kvinde. Det er som hovedregel landene selv, der bestemmer hvad asylreglerne er, dog skal menneskerettighederne overholdes.

Asylkrise

Når Halleskov taler om den europæiske asylkrise, er det særligt sammenbruddet af asylbehandlingen hun henviser til, samt det faktum at der er så stort pres på det græske asylsystem, at andre EU-lande ikke kan sende asylansøgere tilbage til Grækenland uden at krænke menneskerettighederne. 

Hertil bemærker hun, at Dublinforordningen blev lavet tilbage i 1990erne og ikke har været i stand til at håndtere flygtningekrisen fra 2015. Allerede i 2011 var Grækenland faktisk så overvældet af asylansøgninger, at deres system ikke havde ressourcerne til det.

spm fra publikum

Helga Molbæk-Steensig indsamler gode spørgsmål fra publikum.

Jura og politik

Under EU's regler for Schengen-samarbejdet står der klart og tydeligt, at landene ikke må oprette grænsekontrol på grænserne til andre Schengenlande, med mindre der er en "alvorlig trussel mod den offentlige orden og sikkerhed", det er "sidste udvej" og "strengt nødvendigt". Danmark har haft grænsekontrol ved den tyske grænse siden 2016 og har netop udvidet den yderligere seks måneder. Med de få hundrede asylansøgere vi modtager om året på nuværende tidspunkt er der ikke juridisk noget reelt spørgsmål om, hvorvidt Danmark følger Schengen-reglerne: Det gør vi ikke.

Når EU ikke har addresseret dette og sat Danmark for EU-domstolen for ikke at overholde reglerne, er det endnu en indikator på at EU's asylsystem er brudt sammen. Der skal en ny aftale på plads før EU-kommissionen igen vil begynde at håndhæve Schengensamarbejdets regler. 

Dublin I og II

EU's asylsystem indtil 2015 hed Dublinforordningen, og det havde til formål at udpege hvilket land, der er ansvarlig for asylbehandlingen af en ansøger. Det ligger ikke under Dublinforordningen at slå fast, hvad der skal til for at en person kan opnå asyl i det enkelte land.

Dublinforordningen lister et antal forskellige forhold, der påvirker, hvilket land, der ender med at få ansvaret. Dels er der visum og familieforhold, men vigtigst af alt er, hvilket land ansøgeren først er ankommet til, og hvor der første gang er søgt asyl. I sammenhæng med Eurodac-ordningen, hvor landene er forpligtet til at tage fingeraftryk straks en person ulovligt krydser EU's ydre grænse, har det betydet at de sydeuropæiske lande juridisk har været alene om at have ansvarat for de hundredetusindvis af mennesker, der krydsede EU's ydre grænse i 2015.

I praksis betød det, at EU's love og regler ikke krævede en solidarisk fordeling af flygtningene, og derfor fandt en sådan heller ikke sted. 

Nu forhandles der i EU om en ny Dublinforordning som skal indeholde en solidarisk fordeling. Danmark er på grund af retsforbeholdet ikke med i disse forhandlinger og når den nye aftale bliver vedtaget, skal Danmark tage stilling til om vi vil tiltræde den. Det er dog usandsynligt, at vi ser sådan en aftale før EU-parlamentsvalget den 26. maj 2019.