Medlemslande og traktater står i vejen for EU's skatteindsats

Medlemslande og traktater står i vejen for EU's skatteindsats

05.03.2018

REPORTAGE - AARHUS EU-landene går hvert år glip af tusinde milliarder kroner i skatteindtægter på grund af skattesnyd og skatteundgåelse. Derfor var over 80 unge og ældre århusianere samlet 22. februar på Dokk1 til en EU-debat om, hvem der skal betale skat.

Af Jasmine Søgaard

Årets første udgave af DEO’s debatbogsserie Samfundstanker handler netop om EU’s skattepolitik. En af redaktørerne, Sarah Dieckmann, åbner mødet på Dokk1 med spørgsmålet: ”Skal vi give mere magt til EU i forhold til skatteområdet?”

Sarah Dieckmann forklarer, at et af hovedproblemerne med at dæmme op for skatteundgåelse er, at det kræver enstemmighed i Ministerrådet. Altså kan de EU-medlemslande, som tjener på at være skattely, blot nedlægge veto imod lovgivning, der skal dæmme op for problemet.

Skal kravet om enstemmighed ændres til flertalsafgørelser, vil det betyde mere magt til EU. På den måde vil medlemslande, der agerer som skattely, kunne stemmes ned i Ministerrådet, men samtidig vil skatteområdet være flyttet fra at være noget, der lovgives om på nationalt plan til EU-plan. Sarah Dieckmann påpeger, at folkestemningen i Europa måske ikke lige er til, at EU får mere magt på så centralt et område som skat.

Men hvert år bliver 450 milliarder kroner overført fra EU-lande til skattely – langtfra alle pengene skulle have været betalt i skat, men overførslerne mindsker størrelsen på den skattebase, som EU-landene ville have opkrævet skat af. ”Så hvad kan der gøres?” spørger Sarah Dieckmann mødedeltagerne.

Margrethe Vestager presser skattely.

Før debatten åbnes op i plenum, går en anden af DEO’s analytikere på scenen. Maria Rosenberg Rasmussen forklarer, at der er positive historier om, at EU prøver at gøre noget ved skatteundgåelse.

Selv om skatteområdet ikke er et område, hvor EU kan bestemme meget, prøver man af andre veje. Særligt har EU's konkurrencekommissær, danske Margrethe Vestager, været i medierne, fordi hun sætter de store multinationale virksomheder på plads.

Maria Rosenberg Rasmussen siger at ”… Margrethe Vestager går efter de EU-medlemslande, der giver multinationale virksomheder fordelagtige skattevilkår, der er unfair overfor andre virksomheder. På den måde handler sagen om ulovlig statsstøtte. Dermed har Vestager for eksempel i 2015 krævet, at Luxembourg skal indkræve 100 milliarder kroner i skat fra Apple”.

Her supplerer Sarah Dieckmann. Spørgsmålet handler om, hvorvidt der er tale om skat eller statsstøtte, siger hun. ”Hvis emnet er skat, kan Margrethe Vestager ikke gøre noget, da EU ikke har kompetencer her”.

Lækagesager baner vejen

Maria Rosenberg Rasmussen fastslår, at uden de vigtige lækagesager LuxLeaks, Paradispapirerne og Panamapapirerne ville Margrethe Vestager og resten af EU-Kommissionen aldrig have fået de oplysninger, de havde brug for, for at rejse statsstøttesager om skat.

Irland er et af de lande, der især volder problemer for EU. I konkurrencen med andre lande om at tiltrække multinationale virksomheder underbyder Irland andre lande med aftaler om, at virksomhederne nærmest ikke skal betale skat. Journalisten Ole Ryborg, der i dag er EU-korrespondent for DR, dokumenterede allerede i 1998, at EU ikke kunne få Irland til at gå væk fra at tilbyde disse skatteaftaler.

Irland havde ellers fået lov af EU til i en periode at køre med særlige regler, da landet var meget fattigt og havde brug for at tiltrække udenlandske investeringer. Men da EU’s øvrige medlemslande ville have Irland til at stoppe med at tilbyde disse særaftaler, så ville Irland bare sænke deres generelle selskabsskat fra 40 % til 10 %. Det startede et generelt ræs mod bunden på selskabsskatter i EU-lande.

EU’s langvarige kamp mod skattesnyd.

Sarah Dieckmann forklarer, at EU-kommissionen allerede tilbage i 1975, begyndte at sætte fokus på at få et fælles skattesystem som værn mod skattekonkurrence mellem medlemslandene og dertilhørende skatteundgåeelse. Men i 1992 opgav man at gennemføre et fælles skattesystem. Herefter prøvede man at blive enige om en fælles minimumssats på selskabsskat, men det er endnu ikke lykkes. 

I oktober 2016 lancerede EU-Kommissionen igen et forslag til en gennemgribende ensretning af EU-landenes skattesystemer for selskabsskat, nemlig et fælles selskabsskattegrundlag (Common Corporate Tax Base eller CCTB). Ifølge forslaget skal alle lande ensarte deres beregning af selskabers skattebase og have ens regler og satser for fradrag og afskrivning.

Derudover har EU-Kommissionen foreslået at skattebasen ”konsolideres” (Common Consolidated Corporate Tax Base eeller CCCTB) således, at skattebasen for en koncern med datterselskaber i flere EU-lande opgør en samlet EU- selskabsskattebase i det land, hvor moderselskabet har hjemme. Denne skattebase fordeles så til de EU-lande, hvor virksomheden har aktiviteter efter en fordelingsnøgle baseret på aktiver, medarbejdere og salg.

Ved både CCTB og CCCTB vil det stadig være op til de enkelte lande, hvilken selskabsskattesats de vil pålægge selskabsskattebasen Men begge tiltag kræver enstemmighed i Ministerrådet, så det er tvivlsomt om de bliver gennemført.

Traktatfæstet problem

"EU's traktat-grundlag er en del af problemets rod," siger Maria Rosenberg Rasmussen. Hun har interviewet skattejuristen Thomas Rønfeldt, og ifølge ham er problemet kapitalens frie bevægelighed, som er stadfæstet i EU's traktatgrundlag. Samtidig er der fri etableringsret, fordi det skal være let for virksomhederne at åbne nye virksomheder i andre medlemslande.

Men alt dette kan gøre det meget svært for de enkelte medlemslande at holde styr på virksomhedernes korrekte skatteindbetalinger, og giver rig mulighed for lidt for smart skatteplanlægning. Thomas Rønfeldt er dog ikke positiv overfor mere lovgivning, da han mener, at det giver flere smuthuller for virksomhederne.

EU-domstolen vægter kapitalens frie bevægelighed over skattesnyd

En anden udfordring i kampen mod skattesnyd er, at EU-domstolen hele tiden går ind og undersøger, om myndighederne i medlemslandende overskrider traktatens bestemmelser om kapitalens frie bevægelighed. Naturligt nok, da domstolen skal sikre, at traktatens bestemmelser overholdes. ”Men traktaten spænder ben for at løse problemerne med skatteundgåelse”, udtaler Maria Rosenberg Rasmussen.

Der er dog et direktiv, som måske kan hjælpe. Nemlig et direktiv om bekæmpelse af skatteundgåelse, kendt som ATA-direktivet (Anti-Tax Avoidance), der træder i kraft 1. januar 2019. Direktivet skal begrænse virksomheders muligheder for at flytte deres penge for at undgå skat. Men EU-domstolen skal først undersøge om direktivet strider mod den fri bevægelighed, der er grundlagt med traktaten. Så på trods af at direktivet er vedtaget af Ministerrådet, er det endnu usikkert, om det får lov til at få effekt.

Debatdeltagerne: Hvorfor skal det være så svært?

En kvinde fra salen spørger, hvorfor det skal være så svært at gøre noget ved denne skatteundgåelse. Sarah Dieckmann svarer, at en af de store udfordringer er, at beslutninger om skat træffes på nationalt niveau. EU beslutter ikke på skatteområdet. Og derfor kan EU i øjeblikket ikke gøre så meget ved, at nogle medlemslande og lande uden for EU har ekstremt lave skatter og fordelagtige skattesystemer og dermed bliver skattely.

En mandlig spørger vil derefter gerne vide, om ikke det bare handler om, at EU skal tænke mere ud af boksen: ”Kan man ikke være mere kreativ – og for eksempel lægge skat på reklamer?” spørger han. Hertil svarer Sarah Dieckmann, at reklameskat bestemt er en idé, der er i spil, men udfordringen er, at der skal være mange, der bakker op om samme idé, for at virksomhederne ikke bare flytter deres aktiviteter til et andet sted: ”Et eksempel er, at selskaber som Facebook og Google tjener mange penge på reklamer. Man snakker så om, at man vil prøve at beskatte der, hvor værdien af reklamerne skabes, nemlig hvor brugerne ser reklamen. Foreløbig ser det ikke ud til, at alle medlemslande vil være med til den ordning, men det kan måske blive til noget i et forstærket samarbejde, der blot kræver, at ni lande bliver enige."

Maria Rosenberg Rasmussen supplerer og siger, at det især er de multinationale virksomheder, der skaber udfordringer for medlemslandene, fordi disse virksomheder er i mange lande på samme tid, og derfor kan det være svært at holde styr på, om de betaler den skat, de skal i hvert land.

Manden fra salen fortsætter og spørger, om en særlig moms på digitale serviceydelser er vejen frem. Sarah Dieckmann siger her: ”Fordelen ved moms er, at moms trækkes før overskuddet beregnes, og derfor er moms mindre sårbart overfor virksomheders udhuling af overskuddet. Men en af udfordringerne er, at det kan være meget dyrt for små nystartede virksomheder. Derfor er for eksempel den danske regering ikke fortaler for øget moms på digitale seerviceydelser."

Hvad skal der ske nu med de fire friheder?

Der spørges fra salen, om EU ikke er på vej mod et mere demokratisk fællesskab? Maria Rosenberg Rasmussen svarer, at der er kommet en mere social dagsorden – blandt andet på arbejdsmarkedsområdet, hvor vi i december måned så lanceringen af en såkaldt ’social søjle’ , som er en hensigtserklæring om, at vægte arbejdstageres sociale rettigheder højere. ”Vi har ifølge traktaten de fire friheder på det indre marked – kapital, varer, tjenesteydelser og arbejdskraft skal kunne rejse frit på tværs af medlemslande. Spørgsmålet er nu, om den sociale dimension skal op på samme niveau. Det vil betyde, at hvis vi for eksempel kommer ud for endnu en finanskrise, kan man ikke kun agere efter økonomiske parametre, men også ud fra sociale hensyn”, siger hun.

Sarah påpeger her, at Frakrigs præsident, Emmanuel Macron, også siger, at han ønsker et mere solidarisk Europa. Han vil gerne åbne op for, at der skal slækkes på sparekrav til medlemslande i Eurozonen, og han vil have mere udligning af økonomiske forskelle mellem landene. På trods af udfordringerne med at samle landende om fælles skatteaftaler, går vi måske en fremtid i møde med et mere solidarisk Europa.