DEO Projekter

Demokratistafetten

Hvert år den 5. juni (Grundlovsdag) videregives Ebbe Kløvedal Reichs Demokratistafet ved et arrangement fra kl. 10.00 til 12.00 i Vartov, Farvergade 27, København.

Grundlovsarrangementet er en festligt fejring af demokratiet og sætter både fokus på grundloven og demokratiets tilstand. Arrangører er Oplysningsforbundet DEO i samarbejde med Vartov.

Nuværende indehaver er den unge feminist og samfundsdebattør Emma Holten, der modtog stafetten den 5. juni 2017.
 
Formålet med demokratistafetten
Ebbe Reich er om nogen synonym med Grundtvig og demokratidebat. En debat som generelt har dårlige kår i øjeblikket og godt kunne trænge til ekstraordinær næring. Derfor har vi etableret denne stafet, som modtageren bærer et år, fra grundlovsdag til grundlovsdag, og som forpligter ham eller hende på at gøre en indsats for at fremme demokratiet.

Modtageren forpligter sig til indenfor et år at lave en eller anden form for arrangement, der sætter fokus på demokrati og folkestyre. Oplysningsforbundet DEO står for det praktiske omkring arrangementet - stafetholderen leverer indhold og idé. Stafettens formål er ikke, at præmiere  for det modtageren allerede har gjort - men derimod at animere til at fortsætte.
 
Om stafetten
Ebbe Reich var en af sin tids største debattører. Han har gennem sit forfatterskab og virke styrket danskerens forståelse af sig selv. Han har med sin historiske indsigt og sit store vid sikret, at den samfundsmæssige debat i Danmark er kommet til at handle om andet end kroner og ører. Han har bidraget til, at der er blevet ført værdidebat.

Modtagerne af Ebbe Reichs demokratistafet er karakteriseret ved at have tilført den politiske debat noget ud over det sædvanlige. Modtagerne har virket for at få danskere til at forholde sig til demokrati, folkestyre og borgerbegrebet. Modtagerne har udvist et stort personligt engagement ved at bringe samfundsdebatten et skridt videre. Modtagerne har udvist et særligt retsind eller mod i forhold til at afdække og udfordre til debat om samfundsproblemer. Modtagerne har ved deres engagement turdet slagte nogle hellige køer.

Gingkotræet
Stafetten er påhæftet et gingkoblad, som Ebbe holdt meget af, fordi det var så stædigt, vedholdende og uforståeligt gammelt.

Man kan ikke andet end respektere et væsen, der nægter at følge med udviklingen. Hvad skal man mene om et træ, der har overlevet ikke alene sine slægtninge og efterkommere, men også de naturvilkår, der gav det liv, som har set kontinenter bryde op og gå i drift, bjergkæder tårne sig op, utalte generationer af reptiler komme og gå, istid efter istid, uafficeret af det altsammen, uforandret gennem tohundrede millioner år? Det tyder på en vis stædighed og også på en robust konstitution.

Ebbes ønske med stafetten er, at det medmenneskelige sindelag udtrykt i det demokratiske væsen bliver ligeså vedholdende og uforgængeligt som gingkotræet.

Komiteen
Bag stafetten står en komite bestående af følgende medlemmer: Elise Bennike Reich, Jens-Peter Bonde, Hanne Dahl og Hans Grishauge. Komiteen suppleres af den aktuelle stafethaver, når ny modtager skal findes.

Oplysningsforbundet DEO, står for den praktiske administration af stafetten. Kontakt Finn Ellegaard, finn@deo.dk, eller Rasmus Nørlem Sørensen, rasmus@deo.dk, tlf. 70 26 36 66.

 

Modtagere af stafetten

Emma Holten
Samfundsdebattør og feminist, 2017
Læs om Grundlovsarrangement 2017

 

Özlem Cekic
Debattør og brobygger, 2016
Læs om Grundlovsarrangement 2016

Lars Olsen
Journalist og forfatter, 2015
Læs om Grundlovsarrangement 2015

Jesper Tynell
Journalist ved DR, 2014
Læs om Grundlovsarrangement 2014

Lars Pehrson
Direktør i Merkur Andelskasse, 2013
Læs om Grundlovsarrangement 2013

Gitte Sommer Harrits
Forsker i demokrati og klassebegrebet, 2012
Læs om Grundlovsarrangement 2012

Rune Lykkeberg
Journalist, 2011
Læs om Grundlovsarrangement 2011

Carsten Jensen
Forfatter og debattør, 2010
Læs om Grundlovsarrangement 2010

Hans Jørgen Bonnichsen
Tidligere PET-chef, 2009
Læs om Grundlovsarrangement 2009

Omar Marzouk
Skuespiller og komiker, 2008
Læs om Grundlovsarrangement 2008

Lene Andersen
Forfatter og debattør, 2007
Læs om Grundlovsarrangement 2007

Flemming Jensen
Skuespiller og instruktør, 2006

Niels Hausgaard
Skuespiller og politisk satiriker, 2005