EU, Strasbourg og Alsace

Afgang: 29. september 2018

Hjemkomst: 3. oktober 2018

5 dages rejse med politik, historie, vin og EU

EU, Strasbourg og Alsace

Vi oplever både EU og det smukke Alsace. Vi besøger EU-Parlamentet, Europarådet, EU's Ombudsmand og oplever den historiske by Strasbourg, borgen Haut Koenigsbourg og kører ad den smukke vinrute med besøg i vinbyer og hos vinbonde. På hjemturen besøger vi den Europæiske Centralbank (ECB).

Rejsen foregår i en 4-stjernet bus. Der bliver to overnatninger i Strasbourg, en i en vinby og en i Frankfurt.

Prisen er 3.980 kr. (medlemmer af DEO kun 3.800 kr.) Prisen inkluderer busrejse, overnatning i dobbeltværelser på hotel med morgenmad og entreer. Tillæg for enkeltværelse 800 kr.

Rejseplan:
Udrejse lørdag den 29. september 2018:

Busopsamling: Auning kl. 5.45, Randers banegaard kl. 6.15, Tilst ved tankstationen/ Mac Donald på Havkærvej kl. 6.50, Fredericia station (parkeringspladsen til højre for udgangen) kl. 8.15 - her er opsamling fra Sjælland og Fyn (passer med intercitytog fra København kl. 6.00), Padborg ved Statoil, Industrivej 20 kl. 9.45. Alle deltagere skal selv sørge for transport til opsamlingsstederne.

Efter afgang fra Fredericia serverer vi kaffe og rundstykker i bussen. I bussen er der oplæg om Europarådet, EU, EU's institutioner og om den vigtigste politik i EU lige nu. Vi forventer at være fremme i Strasbourg omkring kl. 23.00, hvor vi bor centralt på Hotel Mercure, rue du Maire Kuss.

2. dag søndag:
Kl. 10.00 Rundvisning i Strasbourg. Det gamle Strasbourg er fuldstændig domineret af byens katedral Notre Dame, som er én af Frankrigs mest berømte bygningsværker. Det tog næsten tre hundrede år at opføre den. Byggeriet påbegyndtes i 1176, og spiret blev færdiggjort i 1439. Der er 142 meter op til toppen af kirkespiret, hvilket gjorde Notre Dame i Strasbourg til kristenhedens højeste bygning indtil det 19. århundrede.

Vores byvandring fører os også til "La petite France" - et idyllisk område med kanaler og bindingsværkshuse. Kvarteret er nu berømt for sine mange gode restauranter. Resten af dagen vil der blive lejlighed til at opleve byen på egen hånd, herunder mulighed for en kanalrundfart. Vores hotel ligger centralt, så der er ikke langt til noget i den gamle bydel.

3. dag mandag:
Kl. 9.00 afgang fra hotellet, hvor vi kører ned i Alsace-området. Først kører vi op og ser middelalderborgen Haut Koenigsbourg og nyder udsigten derfra. Så den meget smukke vinby Ribeauville, hvor der er tid til frokost og til at se byen. Herefter besøger vi vinhuset Sipp-Mack i nabobyen Hunawihr, hvor der bliver vinsmagning. Og endelig kører vi til en vinby, hvor vi skal overnatte. Efter indkvartering er der en lille byrundtur. 

4. dag tirsdag:
Kl. 8.00 afgang fra hotellet hvor vi kører tilbage til Strasbourg. Her skal vi i EU-Parlamentet og møde to danske medlemmer, vi skal i Europarådet og vi skal besøge EU's ombudsmand.

Vi slutter dagen med at køre til Frankfurt, hvor vi skal overnatte på Holiday Inn Frankfurt Airport North.

5. dag onsdag:
Kl. 8.00 kører vi fra hotellet til ECB.
Kl. 9.00 Besøg i Den Europæiske Centralbank ECB.
Kl. 10.30 Afgang hjemad, hvor vi kan uddybe snakken om euroen. Vi holder frokost-, tisse- og aftensmadspauser undervejs. Forventet ankomst til Fredericia kl. 21.30, Tilst kl. 23.00, Randers kl. 23.30 og Auning kl. 24.00.
Rejsegarantifonden