Serbien, Kosovo og Makedonien - 2018

Afgang: 14. september 2018

Hjemkomst: 22. september 2018

9 dages rejse i historiske byer, smuk natur og højaktuel politik - UDSOLGT - kom på venteliste

Serbien, Kosovo og Makedonien - 2018

Vi rejser i et område med mange etniske og religiøse grupper. Området præges af smuk natur og historiske monumenter, men også ustabilitet og ulighed. Vi møder folk, som arbejder for at genskabe tilliden, bevare den multietniske kulturarv og for at forbedre befolkningens økonomiske forhold.

Vi kører gennem den del af tidligere Jugoslavien, som forblev længst under Osmannerne. Det kan ses og opleves.

Vi dykker ned i områdets historie og hører både om tiderne, hvor de mange forskellige etniske og religiøse grupper i området godt kunne finde ud af at leve side om side og om tider med konflikt og krig. Vi hører om krigen i Kosovo og Natos bombardement af Serbien, om arbejdsløsheden i det sydlige Serbien, korruptionen og de etniske spændinger i Kosovo og Makedonien. Vi sætter fokus på arbejdsløshed, fattigdom, sprog- og historiebrug og de tre landes mulige EU-medlemskab.

Vi oplever arbejderbyen Niš i Serbien, den multikulturelle Prizren i Kosovo, albanernes hovedby i Makedonien Tetovo, den smukke Ohridsøen og den multietniske storby Skopje i Makedonien. Vi kører i flot natur, ser fæstninger, monumenter og mindesmærker og ikke mindst betagende kirker og moskeer.

Pris: 9.480 kr. (9.300 for medlemmer af DEO). Prisen inkluderer flyrejse tur/retur, bustransfer København-Malmø ud og hjem, busrejse i Serbien, Kosovo og Nordmakedonien, 8 overnatninger på hoteller med morgenmad (2 i Niš, 2 i Prizren, 1 i Tetovo, 2 i Ohrid og 1 i Skopje), alle oplæg og entréer samt enkelte måltider. Tillæg for enkeltværelse er 1.400 kr.
Rejseleder er Zlatko Jovanovic, som er Ph.D. i jugoslavisk historie med speciale i nationalisme, identitet, populærkultur og populisme i det tidligere Jugoslavien. Zlatko er opvokset i Bosnien-Hercegovina og bosiddende i Danmark siden 1993.

Rejseplan (forbehold for justeringer) 

Dag 1, fredag 14. september 2018 fra DK til Nis i Serbien:
Afgang med bus fra Københavns Hovedbanegård til Malmø Lufthavn. 
Kl. 05.00 Opsamling ved Ingerslevsgade overfor DGI-huset (Leifs busservice).
Kl. 05.15 opsamling ved Danhostel Amager, Vejlands Alle 200. Der serveres et rundstykke og kaffe i bussen.
Afgang med fly kl. 07.45 og ankomst til Niš Lufthavn i Serbien kl. 10.05. Her venter vores bus på os.

Vi starter med at køre til Ćele-kula - et makabert kranietårn bygget af Osmannerne efter en fejlslået serbisk opstand i 1809. Her hører vi et oplæg om Balkans historie med fokus på tiden under Osmannerne. Kl. 12 spiser vi frokst på restaurant “Kafana Biser 3”,
Vi indlogeres på New City Hotel i Niš.
Kl. 16.00 møder vi NGO'en Protecta, som startede som en protestbevægelse mod Milosevic-styret i 1990’erne, og som i dag især arbejder for at styrke nærdemokrati i Niš og Serbien og for en “bæredygtig decentralisering”, der skulle hjælpe det fattige Sydserbien ud af arbejdsløsheden og økonomisk tilbageståenhed. Vi hører bl.a. om situationen i byen og regionen, om Natos bombardement osv.
Kl. 17.30 en kort byvandring, hvor vi bl.a. skal se den gamle borg/fæstning, som er en af de største og bedst bevarede på Balkan. Aftenen er fri til at vælge et spisested og opleve stemningen i byen.

Dag 2, lørdag 15. september 2018 i Nis:
Kl. 10.00 møder vi ”Lejerforeningen”, der kæmper de fattige lejeres sag.
Kl. 11.30 Frokostpause i området.
Kl. 14.00 møder vi NGO’en “Plante”, og hører om deres folkeoplysningsarbejde, der bl.a. handler om bedre miljø i den store industriby.
Kl. 15.30 kører vi på en udflugt (ca. 4 km.) til memorialparken Bubanj. Mens vi kører, er der et kort oplæg om Første Verdenskrig og om etableringen af den første jugoslaviske stat kort efter krigen i december 1918. I Bubanj-parken ser vi på det monument, der er blevet rejst i Tito-tiden til minde om de internerede og dræbte i den nazistiske kz-lejr, som lå her under Anden Verdenskrig. Her hører vi historien om Anden Verdenskrig og den nye nationalistisk-revisionistiske fortolkning af den (den underspiller partisanbevægelsens rolle i kampen mod nazismen).
Kl. 17.00 er vi tilbage i byen, hvor der er fri til at finde et spisested og opleve byen. 

Dag 3, søndag 16. september 2018 fra Nis til Pristina i Kosovo:
Kl. 9.00 pakker vi bagagen i bussen og kører mod Kosovos hovedstad Priština (5 t. kørsel). Undervejs vil der være oplæg om Jugoslaviens historie fra 1918 til 1991.
Kl. 12.00 holder vi frokostpause til kl. 13.30 og derefter vil der være oplæg om Kosovos historie og politiske situation og om landets status ift. EU. Lige inden vi når Priština, kører vi en lille omvej omkring byen og besøger Solsortesletten og monumentet for Kosovo-slaget i 1389.
Kl. 17.30 ankommer vi til vores hotel Hotel Royal, som ligger i centrum af byen. Efter indkvartering tager vi en lille rundtur og ser den centrale bydel, hvorefter aftenen igen er fri til at vælge et spisested og opleve stemningen i Kosovos hovedstad. 

Dag 4, mandag 17. september 2018 fra Pristina til Prizren:

Kl. 9.00 afgang med bagage fra hotellet.
Kl. 9.30 på Kosovos nationalmuseum møder vi den svensk finansierede NGO ”Cultural Heritage without Borders”, der arbejder for bevarelsen af Balkans kulturarv på tværs af landegrænser.
Kl. 11.00 kører til den serbiske enklave Gračanica syd for Priština, hvor vi besøger det kendte Gračanica kloster fra det 14. århundrede.
Kl. 12.30 spiser vi frokost på restauration i Gračanica. 
Kl. 14.00 kører vi til EULEX (EU’s politi- og juridiske mission i Kosovo), hvor vi vil høre om EU’s rolle i Kosovo, om etniske spændinger, kriminalitet og korruption.
Kl. 16.00 afgang til Prizren som er Kosovos næststørste by. Undervejs opsummerer vi indtrykkene fra dagens møder, samt hører om Prizrens multikulturelle historie, der har sin rod i Osmannertiden.
Kl. 18.00 ankommer vi til vores hotel i Prizren - Theranda Hotel. Hotellet ligger i hjertet af den gamle osmanniske bydel med mange caféer og restauranter. Aftenen er fri.

Dag 5, tirsdag 18. september 2018 i Prizren:
Kl. 8.45 går vi på en lille bytur til Gjon Buzuku Gymnasium.
Kl. 10.00 møde hvor vi hører om skolens undervisningspraksis og erfaring i at undervise sine elever på deres forskellige modersmål.
Kl. 11.00 lille byvandring retur til centrum hvor vi holder frokostpause.
Kl. 14.00 møder vi arrangørerne af Prizrens dokumentarfilm festival, som arbejder hårdt for at vise, at Kosovo er andet end krig og etnisk konflikt.
Kl. 15.30 besøger vi den flotte Sinan Pasha moské, den ødelagte serbiske bydel, og slutter denne anden del af byvandringen på fæstningen, hvorfra man kan nyde den fantastiske udsigt over den gamle by.
Kl. 18.00 er aftenen fri.

Dag 6, onsdag 19. september 2018 fra Prizren til Ohrid i Makedonien:
Kl. 8.30 afgang fra hotellet med bagage mod Ohrid i Makedonien (5,5 t. kørsel). Vi kører igennem et meget flot bjergrigt område. Vi kører faktisk igennem to nationalparker - Shar bjergene nationalpark i Kosovo og Mavrovo nationalparken i Makedonien.
Kl. 12.45 holder vi frokostpause på en cafée med udsigt til Mavrovo-søen. På turen vil der være oplæg om Makedoniens historie og politiske situation og status som EU-ansøgerland, korruption og de etniske stridigheder i landet. (Afgang kl. 14)
Kl. 16.00 i byen Struga, der ligger ud til Ohridsøen, skal vi besøge en skole og høre om problemerne med etnisk opdeling af skolerne.
Kl. 18.00 ankommer vi til Ohrid, hvor vi bor på hotellet Unique Resort & Spa. Hotellet ligger i kort gåafstand fra byens centrum, hvor der er gode muligheder for at finde et sted at spise eller drikke kaffe. Til dem der gerne vil bade i Ohridsøen, er der en del strande i og omkring byen.

Dag 7, torsdag 20. september 2018 i Ohrid:
Kl. 9.00
 møder vi ”Ohrid SOS”, som er et borgerinitiativ, der værner om miljøet og biodiversitet i og omkring Ohridsøen og arbejder for en mere bæredygtig udvikling i områdets turisme.
Kl. 11.00 er der byvandring med Katerina Vasileska, hvor vi bl.a. kommer til se den gamle bymur, det antikke teater og en del gamle græskkatolske kirker såsom fx Sankt Panteleimon fra det 9. århundrede. Alt imens nyder vi udsigten til søen, der regnes blandt verdens ældste søer.
Fra kl. 13 er dagen fri til at opleve byen på egen hånd eller alternativt tager ud at sejle på søen eller bade i den. 

Dag 8, fredag 21. september 2018 fra Ohrid til Skopje:
Kl. 8.30 afgang til Skopje. Undervejs oplæg om nationalisme i Makedonien, om det store byfornyelsesprojekt Skopje 2014 og om demonstrationerne i 2016.
I Skopje kører vi først til Roma-bydelen Shuto Orizari, hvor vi forsøger at arrangere et møde med borgmesteren og finder et frokoststed.
Kl. 15.00 indlogerer vi os på vores hotel IBIS Hotel Skopje City Center. 
Kl. 16.30 afgang på kort byvandring til den gamle by.
Kl. 17.30 møder vi journalist John Petersen på Bushi Resort i den gamle by. John er makedonsk gift og bor fast i Skopje. Han vil fortælle om den politiske udvikling i landet og om sin egen "dannelsesrejse" i Balkanforhold.
Kl. 19.30 er der fællesspisning samme sted.

Dag 9, lørdag 22. september 2018 fra Skopje til DK:
Kl. 10.00 afgang fra hotellet på byvandring med John Petersen. Vi hører om det store jordskælv i 1963, som smadrede 80% af byens bygninger og om den fællesjugoslaviske genopbygning af den. Vi ser på de neoklassiske bygninger, bygget i forbindelse med projektet Skopje 2014 og hører, hvordan det komplicerer Makedoniens EU-optagelse. Vi krydser Vardar floden og går rundt i den gamle osmanniske bydel.
Kl. 13.00 er der frokostpause.
Kl. 15.30 er der afgang fra hotellet til lufthavnen i Skopje. Vi skal med fly kl. 18.35 til København, hvor vi ankommer kl. 21.20.

Rejsegarantifonden