Kvotehandel med CO2
Efter pres fra blandt andet EU vedgik alle FN's medlemslande i 1997, at nedbringe udledningen af drivhusgasser i alle industrialiserede lande i perioden 2008-2012 med mindst 5 % i forhold til niveauet i 1990t. Aftalen blev formuleret i den såkaldte Kyoto-protokol, hvor EU har forpligtet sig til at nedskære sit CO2-udslip med 8 %, og Danmark med 21 %.
For at nå målet på 8 % har EU taget initiativ til det såkaldte kvotehandelssystem, Emission Trading Scheme (ETS). Ifølge kvotehandelssystemet skal virksomhederne betale for deres udledning af CO2 - hvis det overstiger et på forhånd aftalt niveau. Det er planen, at mængden af tildelte kvoter skal blive gradvist lavere, så virksomhederne skal ud og købe kvoter på markedet. Når virksomhederne rammes på pengepungen, vil de være mere tilbøjelige til at mindske CO2-udledningen, lyder argumentet bag ETS.
Et problem er dog, at virksomhederne har fået tildelt meget store kvoter, og derfor har CO2-markedet ikke indtil nu fungeret efter hensigten. Lande med lavt CO2-udslip kan tjene penge ved at sælge deres overskud af tildelte CO2-kvoter. Her opstår et andet problem idet systemet lægger op til, at medlemslandene kan købe sig fra en reel CO2-reduktion ved at købe kvoter i lande med lavt udslip.
Arbejdsspørgsmål
- Hvad er kvotehandel med CO2?
- Bidrager kvotehandel til en egentlig CO2-reduktion?
- Hvilke fordele og ulemper er der ved kvotehandlen?
- Hvordan tager EU’s kvotesystem hensyn til klimaet – og hvordan til industrien?
- Hvem skal bestemme over kvoterne? EU, FN eller de enkelte stater?
Nøglebegreber:
C02-udledning, fælles miljø- og energipolitik, Kyoto-aftalen, kvotehandelssystem, CO2-energiskat
Artikler
Her finder du en artikelsamling, der sætter dig i stand til at svare på arbejdsspørgsmålene.
Links
Her finder du en samling af links til hjemmesider og artikler, der giver dig mulighed for at arbejde videre fra temapakkerne.
