
Praktisk information
Debatten er gratis, men tilmelding nødvendig.
Tilmeld dig her, så modtager du et link samme dag, som onlinedebatten foregår.
Linket skal du bruge, til at logge på mødet fra din computer.
Kan EU tale med én stemme?
Når kriserne kradser, kigger omverdenen mod Bruxelles – men svarene udebliver. Medlemslandene udtrykker forskellige holdninger, prioriterer egne alliancer og efterlader EU’s udenrigspolitik handlingslammet og uklar. Hvordan påvirker EU’s interne uenigheder dets globale gennemslagskraft – ikke mindst i Mellemøsten, hvor forventningerne til europæisk diplomati er store?
Gaza som prøve på EU’s værdier
EU har længe profileret sig som en værdibaseret aktør i international politik. Det sås tydeligt i reaktionen på Ruslands invasion af Ukraine, hvor medlemslandene hurtigt fandt fælles fodslag og reagerede med en historisk grad af enighed og handlekraft. Men Gaza-konflikten udfordrer denne fælles front. Her er Unionen splittet. Nogle medlemslande lægger vægt på Israels sikkerhed, andre på palæstinensiske rettigheder – og mens enigheden udebliver, vokser presset på EU’s globale ansvar.
Gaza er ikke blot en humanitær katastrofe – det er en prøve på, hvad EU reelt står for. Hvad betyder det, når Unionens værdier kolliderer med politisk og geopolitisk virkelighed?
Oplæg ved Villy Søvndal
Kom med når tidligere udenrigsminister og nuværende medlem af Europa-Parlamentet, Villy Søvndal – med udgangspunkt i den aktuelle situation i Gaza og Ukraine – giver sit bud på, hvor EU er på vej hen i en ny verdensorden. Med erfaring fra både dansk og europæisk udenrigspolitik sætter Villy Søvndal ord på de dilemmaer, EU står overfor: Kan vi handle samlet i en verden præget af krig og stormagtskonflikter – eller er Unionen i stigende grad splittet mellem værdier og interesser?