Praktisk information
Arrangementet er gratis, men tilmelding nødvendig.
Tilmeld dig på siden her.
Tyskland har som det største land i EU altid spillet en central rolle, men indenrigspolitiske problemer har mindsket landets indflydelse. I november 2024 meddelte den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, at den daværende finansminister Christian Lindner fra FDP var fyret, hvorefter hele partiet (FDP) meddelte, at alle partiets ministre trak sig fra den tyske koalitionsregering bestående af det socialdemokratiske SPD, De Grønne og FDP.
Det betyder, at Tyskland nu står overfor nyvalg i februar 2025. Det kristendemokratiske tyske parti CDU og partiets leder Friedrich Merz står godt i tyske meningsmålinger, hvorimod meningsmålingerne viser vælgernes utilfredshed med Olaf Scholz’ trafiklysregering.
Til Europa-Parlamentsvalget 2024 var det også CDU/CSU, der sikrede sig den største sejr med 31,2 procent af stemmerne, men hvor det mest opsigtsvækkende resultat kom fra det højrenationale parti Alternative für Deutschland. De opnåede med 16,5 procent af stemmerne en historisk andenplads. AfD overhalede Olaf Scholz’ parti SPD, der faldt til blot 14,5 procent – en halvering i forhold til Forbundsvalget i 2021, hvilket blev partiets dårligste resultat i dets 130-årige historie. Også de øvrige regeringspartier, De Grønne og det liberale FDP, fik markante nederlag.
Valgresultaterne afspejler en bred utilfredshed med den siddende regering og regeringens håndtering af centrale udfordringer som økonomi, klima og migration. Det politiske Tyskland er lige nu i en krise, der understreger dybere problemer i tysk politik, herunder en fragmenteret vælgerbase og stigende polarisering mellem politiske fløje, som sætter spørgsmålstegn ved landets evne til at føre en stabil og sammenhængende kurs fremover – både nationalt og i EU.
Hvad betyder AfD’s fremgang for Tysklands rolle i det fremtidige EU-samarbejde? Vil Tyskland fortsat være et af de lande der er med til at svinge taktstokken i EU? Er den tysk-franske motor, der længe har været en af drivkrafterne bag EU-samarbejdet, ved at løbe tør for benzin? Hvad er på spil til valget i februar 2025?
Kom til debat med Daniel Finke og Thorsten Borring Olesen og hør mere om konsekvenserne af valget i Tyskland, og hvad det kommer til at betyde for det fremtidige EU-samarbejde.
Daniel Finke
Daniel Finke er professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, hvor han blandt andet forsker i EU, europæisk politik, tysk politik og tysk europapolitik.
Thorsten Borring Olesen
Thorsten Borring Olesen er professor ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet, hvor han blandt andet forsker i europæisk politik, EU’s historie, EU-splittelse og Tyskland og Europa siden 1945.
Debatten er en del af Århundredets Festivals program, der i 2025 har fokus på temaet “Europa”.