
Praktisk information
Deltagelse er gratis men tilmelding nødvendig.
Med omkring 7 milliarder kroner årligt til danske landmænd er CAP afgørende for, hvordan dansk landbrug ser ud i dag, hvor 52.000 er beskæftiget. Reformudkastet fra Kommissionen rummer forslag om mindre bureaukrati og mere målrettet støtte til mindre landbrug, der skal rette op på udviklingen mod stadig større og mere industrielle brug. Samtidig advarer miljøorganisationer og forskere om, at reformen risikerer at nedtone eller udvande klima- og miljøkrav i en sektor, der står for hele 22% af Danmarks udledninger af drivhusgasser.
Størstedelen af støtten gives stadig som hektarstøtte – baseret på areal, ikke på klimaeffekt eller naturhensyn. Det udfordrer ambitionen om at skabe mere natur og fremme bæredygtige dyrkningsformer. Dilemmaerne er tydelige: Skal støtten i højere grad fremme regenerativt landbrug, mindske brugen af pesticider og styrke plantebaseret produktion? Eller er det vigtigere at sikre økonomisk tryghed for producenterne – også de store?
Selvom rammerne for EU’s landbrugspolitik (CAP) fastlægges i Bruxelles, har hvert land stor frihed til selv at tilpasse og prioritere. Det gør debatten i Danmark – og ikke mindst i Sønderborg og omegn – ekstra vigtig. For hvad vil vi egentlig bruge EU-midlerne til i vores egne landdistrikter? Hvilken type landbrug ønsker vi at fremme i det sønderjyske – og hvem skal have indflydelse på det?
EU’s landbrugspolitik er ikke kun for eksperter og interesseorganisationer. Den handler om konkrete valg for fremtiden og kræver en bred offentlig debat – også lokalt. Er CAP ved at støtte en reel grøn omstilling, som kan mærkes her i landsdelen – eller er den med til at fastholde det pres, som vi oplever på natur og miljø?