Debatmiddag om Irland og Nordirland

Onsdag den 12. juni 2019, kl. 18.00-21.00

Spisehuset Karmaman, Frederiksberg Allé 31, 1820 Frederiksberg

Debatmiddag med Sara McQuaid

Borgerråd og Brexit i Irland

Efter årtiers fastlåste debatter stemte irerne overraskende for at skrive forbuddet mod abort ud af forfatningen. Bag holdningsskredet stod et borgerråd bestående af 99 almindelige mennesker, der spejler befolkningens sammensætning. Har irerne fundet en vej ud af demokratiets krise - og kan den være til hjælp med udsigten til Brexit i Irland og Nordirland? Mød leder af Center for Irske studier Sara Dybris McQuaid.

Abortspørgsmålet har været et stort debattema i det katolske Irland. Det har været et tema som befolkningen har været dybt splittet om, og med en folkeafstemning om afkriminalisering af abort, så det ud til det vil føre til en endnu større splittelse. I den forbindelse blev der oprettet et Borgerråd, der skulle fremme dialog om emnet, og set i lyset af den opnåede konsensus, blev det en ren succeshistorie.

Borgerrådet hjalp til at gøre debatten konstruktiv og samle befolkningen, og modellen har derfor også været på tale i Storbritannien i forbindelse med Brexit, som også har været og stadig er et meget splittende emne. Hvorfor kunne modellen ikke overføres til Storbritannien? Og hvad med Nordirland, hvor man stadig ikke har adgang til fri abort?

Hør om den fascinerende udvikling i Irland og kom tættere på svar på disse spørgsmål i en debat med Sara Dybris McQuaid, der er ph.d. i konfliktløsning med speciale i nationale fortællinger og leder af Center for Irske Studier på Aarhus Universitet samt lektor i britisk og irsk historie, samfund og kultur.

 

Oplæg og debat er opdelt i tre blokke. Mellem indlæggene er der lækre irsk-inspirerede retter, tilberedt med omhu af spisehuset Karmaman.

Aftenens ordstyrer er Zlatko Jovanović er ph.d i historie og projektleder i DEO. 

 

Program for aftenen

17.00: Dørene åbner. Kom i god tid, så drikkevarer er bestilt og serveret før programmet starter.

18.00: Velkomst ved Zlatko Jovanović, DEO.

18.10: Forret: 'Irish potato bites' (dobbeltbagte kartofler med sprængt oksekød og cheddar ost)

18.25: Folkeafstemningen - baggrund og kampagner, oplæg ved Sara Dybris McQuaid

19.00: Hovedret: Lammegryde

19.25: Oplæg. Folkeafstemningen - resultat og reaktioner, oplæg ved Sara Dybris McQuaid

20.00: Dessert: Irsk brødbudding

20.15: Debat og spørgsmål ved Sara Dybris McQuaid med Zlatko Jovanović som ordstyrer

20.45: Afrunding

 

Deltagelse: 300 kr. inkl. tre-retters menu. 250 kr. for medlemmer af DEO. Tilmelding her på siden er nødvendig.

Prisen er inklusiv menu, men eksklusiv drikkevarer, som kan købes på stedet. Skriv venligst i kommentarfeltet ved tilmelding, hvis du/I har allergiske gener eller er vegetar.

Spisehuset Karmaman på Frederiksberg Allé er en restauration med råvarer i fokus og med en hyggelig, uformel og god stemning.

 

Sara Dybris McQuaid og Finn Ellegaard er rejseledere på DEO's rejse til Irland og Nordirland fra d. 19. til d. 25 august. Denne rejse kan man læse mere om her. Vi arbejder på at lave en tilsvarende rejse i juni 2020.

i juni 2020.