Demokrati i Europa, men ikke på bekostning af Folketinget - EU-valget ti store spørgsmål

Demokrati i Europa, men ikke på bekostning af Folketinget

28.03.2019

BOG. Læs kapitel 11 i bogen EU-valgets ti store spørgsmål, hvor Gry Brøndum giver overblik over demokratiet i Europa og de ti spidskandidaters holdninger til, om EU er blevet mere demokratisk. De øvrige kapitler fra bogen udgives her på siden frem mod valget den 26. maj.

11. DEMOKRATI I EUROPA, MEN IKKE PÅ BEKOSTNING AF FOLKETINGET

Af Gry Brøndum

Spidskandidaterne er blevet spurgt om, hvorvidt EU er blevet mere demokratisk med et styrket EU-Parlament. Der er få fuldblods føderalister i kandidatfeltet, men det store flertal af partier ser alt andet lige et styrket demokrati i EU som en fordel. Der er dog dybe uenigheder om, hvor meget magt der skal overdrages fra Folketinget til EU, og ingen kandidater mener, at EU’s demokrati fungerer optimalt.

EU’s folkevalgte

Mens de britiske parlamentarikere er ved at pakke sammen og forlade EU-Parlamentet, er de resterende 705 sæder i EU’s folkevalgte forsamling snart på valg. I en tid, hvor EU-landene skal håndtere klimakrisen, flygtningeudfordringer, en mulig fremtid for euroen og tage stilling til en EU-hær, er der brug for en troværdig demokratisk styring af samarbejdet. Men fungerer demokratiet egentlig i EU?

EU-Parlamentets indflydelse er vokset siden det første direkte valg i 1979. I mange år fungerede Parlamentet primært som et høringsorgan uden egentlig lovgivningskompetence. Men Lissabon-traktaten slog i 2009 Parlamentets rolle som egentlig lovgivende forsamling fast. I dag skal næsten alle EU-love vedtages både i Ministerrådet og i Parlamentet. Det gælder også på tunge områder som godkendelse af en ny Kommission og vedtagelse af EU’s budget. Men paradoksalt nok er valgdeltagelsen til parlamentsvalget faldet i takt med, at institutionens magt er vokset. I 2014 stemte kun 42 procent af vælgerne i EU.

Føderalt eller mellemfolkeligt

Diskussionen om Parlamentets rolle i EU’s demokrati hænger uløseligt sammen med den svære debat om, hvad EU skal være for en organisation. Der er i grove træk to yderpositioner, som de danske spidskandidater placerer sig i forhold til.

Tilhængere af et føderalt eller overstatsligt EU mener, at der skal være et stærkt demokrati på EU-plan, herunder et Parlament med stor indflydelse på beslutningerne. Vælgerne får i den model deres primære indflydelse på EU’s beslutninger gennem deres valg af EU-parlamentarikere. I EU-samarbejdet vil det også betyde, at de enkelte lande ikke har vetoret, men træffer de fleste beslutninger med flertalsafgørelser.

Tilhængere af et mellemstatsligt EU mener, at demokratiets basis er og bør være i medlemslandene. Det skal være de nationale parlamenter, for eksempel Folketinget i Danmark, der træffer de afgørende beslutninger og holder deres hjemlige regering i ørene i forhold til samarbejdet med de andre landes regeringer. Vælgerne får indflydelse på EU ved at vælge sammensætningen af deres nationale parlamenter. De enkelte medlemslande har vetoret, så beslutninger træffes i enighed.

Mere magt til EU-Parlamentet

I Danmark er De Radikale at finde blandt de største fortalere for et stærkt parlament. Morten Helveg Petersen (R) er derfor glad for, at Parlamentet har fået mere indflydelse:
»Det er klart en styrkelse af det europæiske demokrati, at Parlamentet nu kan lave lovgivende arbejde. Jeg kan helt entydigt se, at Parlamentet hiver den grønne dagsorden opad på energi- og klimaområdet, og det næste skridt kunne så være, at give Parlamentet mulighed for selvstændigt at stille lovforslag.«

Også Margrete Auken (SF), der har 15 års anciennitet som medlem af EU-Parlamentet, ser parlamentets øgede indflydelse som gavnlig. Det gælder også kandidaterne Jeppe Kofod (S), Morten Løkkegaard (V), Pernille Weiss (K) og Mette Bock (LA), der alle umiddelbart svarer “ja” til spørgsmålet om, hvorvidt EU er blevet mere demokratisk med et styrket EU-Parlament.

Efter ”ja” kommer flere versioner af det ”men”, der skal lægge afstand til den i Danmark så forkætrede føderalisme. Som Morten Løkkegaard (V) siger:

»Der er ingen tvivl om, at jo mere parlamentarisk systemet er blevet, jo tættere er vi på, hvad der bliver kaldt et europæisk demos. Men så opstår spørgsmålet om, hvor langt man skal gå? Venstres svar er, nej til en føderal stat, men ja til demokratisering.«

Forankring i medlemsstaterne

Frygten for suverænitetsafgivelse er også tilstede hos Pernille Weiss (K), som siger ja til, at EU er blevet mere demokratisk med et styrket Parlament.

»Men EU er stadig nationalstaternes Europa. Det er mit håb, at vi kan få en bedre sammenhæng mellem nationale beslutninger og beslutninger i EU. Mange borgere og virksomheder føler sig hægtet af – og det forstår jeg godt,« siger hun.

Mette Bock fra det generelt mere EU-kritiske Liberal Alliance, er enig i, at stigende indflydelse til de folkevalgte i EU er en styrkelse af demokratiet, men hun mener, at det er mest demokratisk at overlade de afgørende beslutninger til medlemslandene.

»Giver man mere beslutningskraft til Europa-Parlamentet, vil det betyde afgivelse af suverænitet fra de enkelte landes lovgivende forsamlinger, og det er ikke godt for demokratiet,« lyder hendes analyse, der af meget forskellige grunde finder opbakning fra tre af de EU-kritiske spidskandidater.

Mindre magt til EU

Dansk Folkepartis nyslåede spidskandidat, Peter Kofod, har i en udtalelse til netmediet Altinget sat ord på bekymringen for det danske folkestyre:

»Jeg er en nationalstatsmand, og det er i den ramme, de fleste beslutninger bør træffes, for det er der, hvor der er noget nærhed mellem den ansvarlige politiker, som træffer beslutningen, og de vælgere, som kan enten fyre eller hyre politikeren.«

Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU er også kritisk over for centraliseringen af beslutninger i EU, som hun mener, giver et tab af demokratisk indflydelse:

»Vi har flyttet mere og mere af beslutningskraften fra kommunerne, regionerne og Folketinget ned til EU-systemet. Det betyder, at borgerne har mindre indflydelse på beslutninger, der har direkte betydning på deres samfund, velfærd og arbejdsmarked, end de havde for ti år siden.«

Det er ikke kun afstanden til beslutningerne, der optager kandidaterne. Nikolaj Villumsen (EL) og Rasmus Nordqvist (ALT) lægger begge i deres svar vægt på, at der er demokratiske udfordringer i den måde, EU-systemet fungerer i dag. En af de vigtigste områder er Kommissionens monopol på at fremsætte lovforslag.

»Det er et grundlæggende demokratisk problem, at det ikke er muligt for folkevalgte at stille forslag i EU. Den ret er udelukkende forbeholdt ikke-folkevalgte bureaukrater i EU-Kommissionen,« siger Nikolaj Villumsen.

Åbenhed om beslutninger

Det demokratiske underskud i EU i forhold til manglende åbenhed og effektiv oplysning i hjemlandene er en bekymring, mange af kandidaterne deler.

»Især Ministerrådets lukkethed vanskeliggør borgernes mulighed for aktiv deltagelse i EU’s demokrati som lovet i Lissabontraktatens artikel 11. Hvis vi får ordentlig gennemsigtighed i hele lovgivningsprocessen, så borgerne og den nationale presse kan følge med i, hvad der foregår, på såvel parlamentarisk som regeringsniveau, vil EU’s demokrati være sikret i betydelig grad,« forklarer Margrete Auken (SF).

Enhedslisten mener, at der derudover bør ske forbedringer af åbenheden om Kommissionens og Parlamentets arbejde. Alternativet efterlyser også mere end justeringer og plæderer for en gentænkning af EU’s demokrati med fokus på borgerinddragelse. Jeppe Kofod (S) mener, at man i fremtiden desuden skal tage skridt mod at give parlamentet beføjelser til at indkalde politikere og embedsmænd til åbne høringer, som Kongressen gør det i USA.

Spidskandidatprocessen

De nyvalgte parlamentarikeres første demokratiske slagsmål bliver om, hvem der skal have retten til at vælge den nye formand for Kommissionen. Spidskandidatproceduren, hvor den magtfulde post går til den partigruppe, der bliver størst efter valget, er omstridt, men ses af mange som en styrkelse af det europæiske demokrati.

Det kræver en magtkamp mellem de folkevalgte i EU-Parlamentet og de demokratisk valgte regeringer i medlemslandene, hvis spidskandidatprocessen skal gentages efter samme mønster som ved sidste EU-valg i 2014. Parlamentets to traditionelt største grupper, det socialdemokratiske S&D og det konservative EPP, støtter måske forståeligt nok processen. Men den liberale ALDE-gruppe vil ikke spille med denne gang, og flere regeringsledere, herunder den franske præsident, Emmanuel Macron, har udtrykt deres modvilje mod Parlamentets magt over processen.

Læs de øvrige kapitler i "EU-valgets ti store spørgsmål" her på siden.