EU-kandidaterne splittede om fordeling af flygtninge - EU-valgets ti store spørgsmål

EU-valget ti store spørgsmål: EU-kandidaterne splittede om fordeling af flygtninge

26.03.2019

BOG. Læs kapitel 4 i bogen EU-valgets ti store spørgsmål, hvor Gry Brøndum giver overblik over EU's flygtningepolitik og de ti spidskandidaters holdninger til, hvor samarbejdet skal sætte ind. De øvrige kapitler fra bogen udgives her på siden frem mod valget den 26. maj.

4. EU-KANDIDATERNE SPLITTEDE OM FORDELING AF FLYGTNINGE

Af Gry Brøndum

EU-landene og herunder også Danmark har en fælles opgave med at håndtere flygtninge, der ønsker at komme til Europa. Så langt er de politiske partier enige. Højrefløjspartierne og Socialdemokratiet fokuserer på løsninger, der skal findes uden for Europas grænser. De Radikale, Folkebevægelsen mod EU og venstrefløjspartierne mener, at Danmark skal løfte et større ansvar, og med forskellig betoning også ved at arbejde for en solidarisk fordeling af asylansøgere mellem EU-landene.

Flygtningekrisen rystede Europa

I 2015 søgte omkring 1,3 millioner flygtninge og migranter fra Mellemøsten og Afrika asyl i Europa. Mange kom sejlende illegalt over Middelhavet og vandrede gennem Europa, hvor de blev mødt med blitzende kameraer, forvirring, ståltrådshegn og øget kontrol ved grænserne.

Situationen blev døbt “Flygtningekrisen”, og de mange menneskers forsøg på at komme til Europa gjorde dybt indtryk på vælgerne. Som EU-Parlamentets formand Antonio Tajani sagde sidst sommer: »Migration er vores største udfordring. Den sætter hele den Europæiske Unions fremtid på spil.« Ifølge en Eurobarometer-måling ønsker 72 procent af de adspurgte borgere i Europa, at EU gør mere for at håndtere situationen.

Men hvad skal EU gøre ved scenariet med det hidtil største antal krigs- og fattigdomsflygtninge siden Anden Verdenskrig? I dag dikterer Dublin-forordningen, at det land, en asylansøger meldes ankommet i, har ansvaret for at behandle og give eller afvise asyl. Det har givet middelhavslande som Italien og Grækenland store udfordringer. Samtidig betyder Schengen-samarbejdet om åbne og ubevogtede grænser inden for Europa, at asylansøgere i udgangspunktet kan rejse uhindret gennem kontinentet med tog og lastbil for at søge asyl i Nordeuropa.

Det har fået politikerne overalt i Europa til at skærpe asylregler og indføre grænsekontrol. Selv gæstfrie nationer som Sverige og Tyskland, der har modtaget mange flygtninge fra krigene i Mellemøsten, har bremset tilstrømningen. Næsten én ud af tre af de flygtninge, der har fået asyl i Europa, er flygtninge fra borgerkrigen i Syrien, efterfulgt af afghanske og irakiske flygtninge. Omkring 70 procent af de 175.800 syrere, der fik asyl i Europa i 2017, bor i dag i Tyskland.

EU’s asylregler ikke opdateret

Parlamentet og Kommissionen har foreslået en revision af Dublin-forordningen og en solidarisk fordeling af flygtningene, men EU’s regeringsledere har afvist forslaget. I stedet vil man etablere modtagecentre i og uden for Europa, som kan registrere asylansøgere, uden at de fra starten registreres i for eksempel Italien. Tidligere er der lavet en aftale med Tyrkiet om at holde flygtninge og immigranter væk fra Europa og kystsikringen FRONTEX, der patruljerer på Middelhavet, er blevet skærpet, så markant færre flygtninge kommer ind i Europa i dag. Antallet af ulovlige krydsninger af Middelhavet er faldet med 40 procent efter årene 2015 og 2016, hvor op mod 2,3 millioner krydsede havet illegalt.

I Italien har politikere senest afvist både med nødstedte mennesker. Den højreorienterede indenrigsminister Matteo Salvini fra partiet Lega bliver lige nu forsøgt retsforfulgt for den beslutning i en konkret sag, men det rokker ikke ved, at han i februar 2019 har foreslået et forbud mod, at redningsbåde samler illegale immigranter op af havet i italiensk farvand, fordi han mener, de udgør en trussel mod Italiens sikkerhed.

Modstand mod tvungen omfordeling

Dansk Folkeparti, De Konservative, Liberal Alliance og Folkebevægelsen mod EU er sammen med Socialdemokratiet enige om et overordnet nej til den fordelingsløsning, som Kommissionen og Parlamentet foreslår.

Rina Ronja Kari (FB) vil gerne hjælpe flygtninge, men ønsker ikke, at EU skal bestemme hvordan.

»Det er en dårlig idé at tvinge lande til at tage imod flygtninge, hvis deres befolkninger og nationale parlamenter klart siger fra,« siger hun.

De Konservative og Liberal Alliance afviser også det, de opfatter som tvangskvoter. Pernille Weiss (K) siger:

»Nu har vi har fået bedre styr på de ydre grænser. Det, vi står tilbage med nu, er en pukkel med folk, som er strandet i nogle lande. De skal sendes hjem, så snart det er muligt. De skal ikke fordeles – de skal sendes hjem. Men FN-kvoteflygtninge skal vi igen tage imod, og hensynet til dem skal opprioriteres.«

Peter Kofod (DF) er helt afvisende:

»Vi skal på ingen måde acceptere en fordeling. Det er spørgsmål, som det er helt op til de suveræne staterne at beslutte om. Hvis der er noget, EU skal, så er det at leve op til de løfter, man gav til danskerne, da vi gik med i Schengen. At de ydre grænser skal forsvares. Bådene i Middelhavet skal standses og trækkes tilbage, hvor de kom fra. Og hvis den ydre grænse ikke fungerer, så skal medlemslandene have ret til at sikre deres egne grænser.«

Også Jeppe Kofod (S) er uenig i, at EU-lande skal tvinges til at tage flygtninge:

»Medlemslandene skal selv fordele, eller hjælpe til mere effektivt, der hvor de mennesker kommer fra, for eksempel via FN’s Flygtningehøjkommissariat UNHCR,« siger han, og slår dermed til lyd for den politik, der samler den brede midte i dansk politik. Nemlig, at EU ikke skal lave kvoteordninger, men at flygtninge i stedet skal hjælpes i nærområderne.

Flygtninge som fælles ansvar

Blandt dem, der støtter forslaget til en revision af Dublin-forordningen med mere solidaritet som mål, er Rasmus Nordqvist (ALT), Nikolaj Villumsen (EL), Morten Helveg Petersen (R), Margrete Auken (SF) og måske overraskende nok også Morten Løkkegaard fra Venstre.

»Kommissionen har foreslået, at EU årligt genbosætter et antal kvoteflygtninge, der svarer til en promille af vores befolkning. Det skulle vi nok kunne klare, og det ville givetvis mindske antallet af spontane asylansøgere. Men så længe de kommer, er det bedste bud på, hvordan vi kan håndtere det den revision af Dublin-forordningen, som Kommissionen har foreslået og Parlamentet vedtaget sin indstilling til,« siger Margrete Auken (SF).

Morten Løkkegaard (V) siger også “ja” til, at EU skal fordele flygtninge mere solidarisk – på trods af, at hans partifælle Inger Støjberg (V) som integrationsminister over de seneste år har ført en politik, hvor Danmark afviser at modtage selv FN’s kvoteflygtninge. Før 2015 modtog Danmark årligt i omegnen af 500 af disse flygtninge.

»Vi må finde et system – og det tror jeg, at vi gør – hvor de lande, som ikke modtager asylansøgere, betaler for ikke at gøre det. I den forstand tror jeg, at vi ender med en form for kvotering for eksempel for de mest nødlidende familier fra FN’s flygtningelejre,« siger Morten Løkkegaard.

Hjælp i nærområderne

Hvor DF lægger op til en indsats i nærområderne, som en erstatning for at tage imod flygtninge på dansk jord, ser en række af de øvrige partier det som en del af en langsigtet løsning. For blandt andre Morten Helveg Petersen (R) er det et både-og:

»Det der virker, er bistand i nærområderne og at blive enige om at fordele flygtningene ud fra en klar fordelingsmekanisme. Når flygtninge har fået prøvet deres sag, og er blevet tilkendt asyl i Europa, så skal vi i fællesskab fordele dem internt.«

Også Nikolaj Villumsen (EL) mener, at der er brug for en solidarisk fordeling af mennesker på flugt fra krig og undertrykkelse. Princippet er, at pengene skal følge ansvaret.

»Vi har konkret foreslået, at man tager konsekvensen og laver en omlægning af EU-budgettet, så de lande, der vil tage et ansvar for mennesker på flugt, får penge til det, mens man smækker kassen i over for de lande, som ikke vil,« forklarer han.

Rasmus Nordqvist (ALT) er helt enig i, at der skal økonomisk pres på de lande, der ikke ønsker at bidrage på anden vis:

»Der skal selvfølgelig være et fælles system, hvor vi løfter opgaverne sammen, og så må vi jo finde ud af, hvad det koster for dem, der ikke vil være solidariske med resten af landene.«

Langsigtede løsninger

Der er ingen partier, der ser en tilfredsstillende løsning på kort sigt. Buddene på mere vedvarende løsninger strækker sig fra økonomiske overførsler til en mere gennemgribende reform af EU’s politik over for udviklingslandene. Morten Løkkegaard (V) sætter ord på den strategi, der også er blevet fremført af Socialdemokratiet:

»Den langsigtede løsning er en Marshallhjælp til Afrika af det samme omfang, som Europa fik efter anden verdenskrig. Et område hvor Danmark allerede i dag yder sit bidrag.«

Hjælp til Afrika kunne også handle om, at EU agerer mere ansvarligt på en lang række politikområder, der påvirker fattige lande. En strategi, som finder principiel støtte i alle partier med undtagelse af Konservative, DF og Liberal Alliance. Margrete Auken fra SF peger på, at EU’s fiskeriaftaler fører til overfiskeri, der tager jobmuligheder og levebrød fra folk i de afrikanske lande.

»I SF’s program for en bæredygtig asylpolitik er en del af løsningen at sikre en ordentlig landbrugs- og handelspolitik og en skattepolitik, hvor vi får stoppet de enorme skatteunddragelser fra vores lande, som rammer U-landene,« siger hun.

Når et nyt Parlament skal vælges i maj, står EU i en situation, hvor spørgsmålet om fair fordeling af flygtninge ikke er afklaret, ligesom holdningen til om Europa overhovedet har et ansvar for at hjælpe de flygtninge og migranter, der vover livet for at komme hertil, deler partierne. Herhjemme er debatten polariseret, som i så mange andre lande i Europa.

 

Læs de øvrige kapitler i "EU-valgets ti store spørgsmål" her på siden.