Hvor har de folkevalgte indflydelse? - Vælgerens håndbog i EU

Læs: Vælgerens håndbog i EU - kapitel 5 om hvor de folkevalgte har indflydelse

28.03.2019

BOG. Har du ikke helt styr på det EU-Parlament, som du skal stemme til den 26. maj 2019? Her kan du læse kapitel 5 i bogen "Vælgerens håndbog i EU" - og få svar på, hvor de folkevalgte har indflydelse i samarbejdet.

5. HVOR HAR DE FOLKEVALGTE INDFLYDELSE?

Der er mange forskellige politiske sager, der kommer til at ligge på de nyvalgte EU-parlamentarikeres bord. Vi har her udvalgt en række politiske områder, som vi vurderer, vil fylde noget i både valgkampen og i det nye Parlaments arbejde. Klimaet er det tema, der står højest på vælgernes og planetens dagsorden, det er en konfliktzone for medlemslandene og CO2-udfordringen deler også de ideologiske vande mellem partierne. Det er et uomgængeligt tema i valgkampen.

Men derudover er der en række nye politiske projekter på EU-plan, der kan få særlig betydning for Danmark på grund af vores EU-forbehold: Retsforbeholdet, euroforbeholdet og forsvarsforbeholdet. Det drejer sig om det nye forsvarssamarbejde, udviklingen af stærkere politisk styring af eurozonen, Bankunionen og flygtningespørgsmålet. Med EU-Parlamentsvalget i horisonten sætter vi fokus på, hvor parlamentet har mulighed for indflydelse.

De mange andre politisk varme sager om arbejdsmarkedspolitik, skattesnyd, miljø, landbrug, EU-budgetter og Brexit, EU-udvidelser med videre, må vi gemme til de kommende udgivelser i serien Samfundstanker.

5.1 Energiunion og klimapolitik

Af Kasper Tonsberg Schlie

På sin vis, er der kun et afgørende spørgsmål i vor tid. Er der en planet, vi kan leve på i fremtiden? EU er på de fleste parametre i den grønne førertrøje på verdensplan, men er EU’s klimaindsats ambitiøs eller utilstrækkelig?

Allerede i 1991 offentliggjorde EU-kommissionen sit første klimaudspil, hvor ambitionen var at reducere medlemslandenes CO2-udledninger med 8 procent inden år 2000 og at »forbedre energieffektiviteten«. Medlemslandene accepterede, at udledningerne måtte reduceres, men et ambitiøst forslag om en CO2-skat blev bremset, og i det følgende årti faldt udledningerne med mindre end 3 procent.

Efter en meget sløv start kom der skred i udviklingen med det europæiske klimaændringsprogram (EPCC), der i år 2000 og igen i 2005 satte mere ambitiøse mål for CO2-reduktion, vedvarende energi og højere standarder for energieffektivitet. Programmerne kulminerede med 20-20-20 målene, der blev vedtaget i 2007: Inden 2020 skulle udledningen af drivhusgasser være reduceret med 20 procent i forhold til niveauet i 1990, energieffektiviteten være øget med 20 procent og andelen af energi fra vedvarende kilder være steget med 20 procent.

Faktisk indfriede de 28 medlemslande reduktionsmålet før tid, så i 2014 blev stats- og regeringslederne enige om nye mål for 2030, som indebar en reduktion i drivhusgasserne på 40 procent. Den 28. november 2018 offentliggjorde EU-Kommissionen en endnu mere ambitiøs plan forud for COP24-mødet, hvor Paris-aftalens hensigter skulle omsættes til praksis. Unionen skal være klimaneutral og sikre en reduktion i udledningen af drivhusgasser på 60 procent inden år 2050. Et vigtigt værktøj i arbejdet for at nå denne målsætning er en europæisk energiunion, som Juncker-Kommissionen arbejder på at etablere inden valget i 2019. Energiunionen skal mindske EU’s afhængighed af gasimport fra Rusland, integrere de europæiske energimarkeder og sikre en mere klimavenlig udnyttelse af energien.

Er EU’s klimaindsats tilstrækkelig?

EU-kommissionens seneste reduktionsmål er de klart mest ambitiøse blandt verdens store økonomier, men alligevel mener både EU-Parlamentet og flere NGO’er, at de er utilstrækkelige, hvis man skal overholde Paris-aftalens mål. Kommissionen skriver selv, at man »ikke har intentioner om nye politiske tiltag« i forbindelse med de skærpede mål for 2050. De europæiske miljøorganisationers netværk, CAN (Climate Action Network), kalder den nye plan »et vigtigt skridt fremad«, men fremhæver, at den sandsynligvis ikke er tilstrækkelig til at holde den globale temperaturstigning under 1,5 grader i år 2100. Ifølge CAN’s beregninger skal EU i så fald stoppe udledningerne helt inden 2040.

Et flertal i EU-Parlamentet arbejder for, at reduktionsmålet for 2030 øges til 55 procent. Det nyvalgte EU-Parlament bliver straks en del af disse forhandlinger. Kommissionen har lagt op til, at den langsigtede klimastrategi skal forhandles på plads med Ministerrådet og Parlamentet, før den - i overensstemmelse med Paris-aftalen - indsendes til FN’s Klimasekretariat i begyndelsen af 2020.

5.2 Flygtninge og ydre grænser

Af Kristoffer Kjærsgaard

I 2015 og 2016 drog omkring 2,5 millioner flygtninge mod Europa. Derfor valgte EU’s stats- og regeringsledere i 2016 at indgå en aftale med Tyrkiet om et samarbejde med de tyrkiske myndigheder for at skærpe grænsekontrollen fra Tyrkiet til EU. Det betyder, at flygtningene ikke længere ankommer til de græske øer, men også at op mod 3,5 millioner flygtninge nu befinder sig i Tyrkiet. Aftalen har modtaget skarp kritik fra EU-Parlamentet, da man argumenterer for, at aftalen er kortsigtet, og man fra EU’s side bør agere mere solidarisk og hjælpe de mange flygtninge.

EU-Parlamentets nuværende flertal ønsker, at man udbygger det fælles europæiske asylsystem, også kaldet Dublin-forordningen. Medlemslandene skal, hvis det stod til Parlamentet, ligeligt fordele antallet af flygtninge og asylansøgere, så det ikke kun er de sydeuropæiske lande, der tager hånd om problemet. Derudover har Parlamentet stillet forslag om at få sikret en hurtig og mere effektiv behandling af asylansøgningerne, så man ved, om asylansøgerne skal omfordeles blandt medlemslandene eller sendes tilbage til deres hjemland.

EU-Parlamentet arbejder også for, at man laver en europæisk strategi, som indebærer investeringer og anden støtte i de lande og regioner, hvor flygtningene kommer fra. Målet er at højne regionernes politiske og økonomiske stabilitet, så folk ikke drager mod EU, men bliver i nærområdet. Endeligt har Parlamentet arbejdet på at styrke EU’s ydre grænser. Dette gør man gennem Frontex, Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning, som støtter EU’s medlemsstater i at forvalte EU’s ydre grænser og bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet.

EU-Parlamentet har for eksempel kompetence til at kontrollere budgettet til Frontex, som ellers er et agentur under EU-Kommissionen. De folkevalgte MEP’er har derfor en vis indflydelse på både flygtninge- og grænsepolitikken i EU. En stor del af den europæiske flygtningepolitik hører under det retlige samarbejde, hvor Danmark har et forbehold. Så den danske regering har begrænset indflydelse på EU’s flygtninge- og grænsepolitik.

5.3 En europæisk forsvarsunion

Af Helga Molbæk-Steensig

Hvordan påvirker dit valg af EU-parlamentarikere EU’s udenrigspolitik? Magten over udenrigs- og forsvarspolitikken ligger traditionelt ikke hos parlamenterne, men hos den udøvende magt. Det er tilfældet i Danmark, hvor det er regeringen, der handler i udenrigspolitikken, men den skal forhøre sig hos Folketinget, hvis der aftales noget, der kræver lovændringer. Regeringen skal altid rådføre sig hos Folketingets udenrigspolitiske nævn, uden at de dog kan bestemme, hvad regeringen skal gøre. I realiteten gør Folketingets magt til at afsætte ministre dog, at de har en del at skulle have sagt, og på dem måde har vi som borgere indflydelse på, hvilken udenrigspolitik, der bliver ført.

I EU er princippet fuldstændigt det samme, men unionens opbygning med magtfordelingen mellem EU-Parlamentet, EU-Kommissionen, Ministerrådet og Det Europæiske Råd af stats- og regeringsledere, komplicerer det en smule mere.

Det formelle ansvar

Det er stats- og regeringslederne, der mødes og med enstemmighed aftaler udenrigspolitikken på topmøder. De definerer de overordnede udenrigspolitiske mål. De nærmere detaljer om, hvordan disse mål og principper opnås, står EU-Kommissionen for i form Den Høje Repræsentant, på nuværende tidspunkt italieneren Federica Mogherini, der en slags udenrigsminister for EU. Hun leder de månedlige møder i Ministerrådet for EU’s udenrigsministre, hvor der også kræves enstemmighed for at vedtage de individuelle politikker. Som vælger har du indflydelse på, hvem der repræsenterer Danmark ved de danske folketingsvalg.

Parlamentets rolle er todelt. Dels er der et udenrigsudvalg, ligesom det udenrigspolitiske nævn i det danske Folketing, som har en vejledende rolle for Federica Mogherini, og som skal høres. Udvalget har 75 medlemmer fordelt efter EU-Parlamentets partigrupper, den eneste dansker i gruppen er i øjeblikket Anders Vistisen (DF). Danmarks forbehold kan være medvirkende til, at de danske repræsentanter ikke har prioriteret dette udvalg, som ellers har direkte adgang til Den Høje Repræsentant cirka en gang om måneden. I EU-Parlamentet er de danske repræsentanter dog ikke hindret af forbeholdet, så vælgerne kan kræve af kandidaterne, at de skal gå efter pladser i udvalget.

EU-Parlamentet som helhed kan stille spørgsmål til EU-Kommissionen og kan vedtage erklæringer om, hvilken retning, de mener, udenrigspolitikken bør have. Oprettelsen af jobbet som Den Høje Repræsentant er således et af de forslag EU-Parlamentet har haft fremført op til vedtagelsen af Lissabontraktaten, fordi Parlamentet og udvalget ville have én person, de kunne tale med om emnet.

Et andet sted EU-Parlamentet kan påvirke EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik, er gennem valget af kommissærer. EU-Parlamentet skal godkende den nye Kommission, herunder Den Høje Repræsentant, som indstilles af medlemsstaterne efter valget.

Fælles forsvar i EU

Det fælles forsvarssamarbejde (PESCO), som blev vedtaget i december 2017, er et frivilligt samarbejde om harmonisering af materiel og træning samt større klarhed til fælles interventioner. Det er indgået af alle medlemslandene undtagen Danmark, Malta og Storbritannien. Samarbejdet foregår mellem stats- og regeringsledere og i et nyoprettet ministerråd af forsvars- og udenrigsministre.

EU-Parlamentet er derfor ikke direkte involveret i dette samarbejde, men EU-Parlamentet har været med til at presse på for oprettelsen af et sådant samarbejde i forskellige resolutioner. Det viser, hvordan EU-Parlamentet kan påvirke udenrigspolitikken. Et andet sted EU-Parlamentet er med, er i vedtagelse af regler og budgetter for uddannelse, forskning og analyseenheder, der støtter arbejdet i udenrigs- og forsvarspolitikken og i PESCO.

5.4 En egentlig økonomisk union

Af Staffan Dahllöf

EU-Parlamentets indflydelse på euroen og den bagved liggende Økonomiske Monetære Union er lille. Så er det sagt.

Parlamentet kan sammen med Ministerrådet tage beslutninger om detaljerede regler for samordning af medlemslandenes økonomiske politik, men ikke overvåge at den ønskede politik bliver ført ud i livet eller rette henstillinger til medlemslande, som ikke gør som der bliver sagt. Det kan kun Rådet, altså medlemslandenes regeringer.

Parlamentet har også medbestemmelse over dele af statutten for centralbanken ECB, og den overordnede beslutning om at bruge euroen som fælles valuta. I alle andre forhold, som vedrører ØMU’en og reformer af eurosamarbejdet, skal Parlamentet kun konsulteres, det vil sige høres uden ret til indsigelser, eller bare informeres.

Eurosamarbejdet er i grove træk et reservat for Kommissionen og medlemslandene i Ministerrådet. Men lidt kan også have ret. I efteråret 2018 standsede Parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg et forslag fra Kommissionen om at overføre Finanspagten, der stiller skærpede krav om tilladte budgetunderskud, til EU-retten, som gælder for alle medlemslande. Finanspagten er i dag en mellemstatslig aftale, hvis indhold ikke kan efterprøves ved EU-Domstolen.

Stemmerne i udvalget var 25 for Kommissionens forslag (liberale, konservative) og 25 mod (højrepopulister, socialdemokrater, venstrefløjen og de grønne), men det var nok til at blokere forslaget. Samtidigt markerede ti EU-lande, blandt dem Danmark, modstand imod at give Kommissionen afgørende indflydelse når, eller hvis, en krisefond, kaldt ESM (European Stability Mechanism) omdannes til en Europæisk valutafond (EMF) med udvidede opgaver. De ti lande vil ikke give afkald på muligheden for at kunne blokere for fremtidige udbetalinger fra fonden.

En virkelig økonomisk og monetær union?

Et tredje konfliktområde er, om EU’s kommende langtidsbudget (for perioden 2021-2027) skal indeholde en post med midler til at stabilisere euroen, og i givet fald hvor stor den post skal være. Endelig er der forskellige forslag fra Kommissionen, Frankrig og Tyskland om oprettelse af en stilling som fælles finansminister for euro-landene.

Fælles for de her forslag – Finanspagten ind i EU-retten, omdannelse af krisefondene ESM, en europost i budgettet og en fælles finansminister – er, at de i varierende indpakninger har stået på dagsorden siden 2012, uden at det rigtigt er blevet til noget. Endnu.

Men fælles for dem er også, at hvis de skal føres ud i livet, vil Parlamentet måske få en større indflydelse på eurosamarbejdet, end man hidtil har haft. Det kan komme til at stå noget mere klart efter den 9. maj 2019. Den dag - som udover at være Europadagen, falder efter Brexit, men inden parlamentsvalget - har Kommissionen reserveret til et topmøde i den rumænske by Sibiu. Hensigten er, at de 27 lande her skal enes om de helt store linjer for fremtiden herunder skabelsen af en virkelig økonomisk og monetær union.

Efter budgetkonflikten med Italien, den sociale uro i Frankrig, og tvivl på det rumænske formandskabs evner, er der dog stillet spørgsmålstegn ved datoen, mødepladsen og dagsorden for Sibiu-mødet.

5.5 Bankunion og finansregulering

Af Maria Rosenberg Rasmussen

Bankerne og den finansielle verden er del af det indre marked i EU, og området har dermed været underlagt EU-lovgivning siden oprettelsen af det indre marked. Med finanskrisen, der ramte i 2008, blev det klart, at den eksisterende EU-lovgivning på området ikke var god nok.

EU havde brug for langt flere krav til bankernes egenkapital og der var brug for bedre europæiske tilsynsmyndigheder for bankerne.

Et sikkerhedsnet under bankerne

I 2011 blev der oprettet tre europæiske tilsynsmyndigheder, der skal overvåge bankerne, handlen med værdipapirer og forsikringsbranchen. I 2012 iværksatte EU-Kommissionen arbejdet med Bankunionen, der omfatter en række lovforslag, der blandt andet handler om, at Den Europæiske Centralbank skal føre direkte tilsyn med EU’s største banker, om hvordan banker skal afvikles ved konkurs, hvor meget egenkapital de skal have og om at sikre kundernes rettigheder og indskud, hvis en af de omkring 8.300 banker i EU går fallit. Ministerrådet og EU-Parlamentet er medlovgivere og på de forskellige retsakter, hvoraf en del skal forhandles på plads med det nye Parlament.

Kommissionen har stillet forslag om en europæisk indskydergarantiordning, som bankerne selv skal bidrage økonomisk til, så skatteyderne ikke skal betale det hele. Planen er at ordningen i 2024 skal indeholde 43 milliarder euro. Forhandlingerne mellem EU-Parlamentet og Ministerrådet er endnu ikke afsluttet.

Danmark i Bankunionen?

De 19 lande i eurozonen er allerede med i Bankunionen. De otte lande udenfor eurozonen kan vælge at blive del af bankunionen, og det overvejer den danske regering på nuværende tidspunkt. Danmark har med sit forbehold indtil videre valgt at stå uden for, men den danske VKLA-regering har bestilt en rapport, der skal vurdere, hvorvidt det ville være fornuftigt for Danmark at gå ind i samarbejdet. Rapporten forventes at være klar i 2019. Skifter den danske regering partifarve, vil det være op til den nye regering at bestemme, om danskerne skal høres ved en folkeafstemning og om Danmark skal være med i Bankunionen.

Den Europæiske Centralbank (ECB) fører centralt tilsyn med de vigtigste banker i euroområdet. Da Danmark ikke har indført euroen, er det Finanstilsynet, der står for tilsynet. Bankunion eller ej, de nationale tilsynsmyndigheder har stadig ansvaret for de tilsynsopgaver, der ikke er overdraget til ECB. Det er for eksempel forbrugerbeskyttelse, hvidvaskning af penge, betalingstjenester samt afdelinger af banker fra lande uden for EU.

En kort guide til beslutninger i EU

Direktiv

EU-lov hvis mål er retsligt bindende i alle medlemslandene, men landene har en vis frihed at afgøre, hvordan målene skal nås. Direktiver skal gennemføres, ”implementeres”, i national ret inden de træder i kraft, ofte et par år efter at de er besluttet. Hvis et land ikke har implementeret et direktiv til tiden, gælder det alligevel. Vedtages som hovedregel af Ministerrådet og Parlamentet.

Forordning

Bindende EU-lov, som gælder i alle lande fra en bestemt dato, ofte kort efter at beslutningen er truffet. Forordninger skal ikke implementeres i national ret for at træde i kraft. Vedtages som hovedregel af Ministerrådet og Parlamentet.

Afgørelse

Beslutning rettet mod en eller flere virksomheder for eksempel i konkurrencesager, mod enkelte institutioner, et medlemsland eller en afgrænset gruppe, der for eksempel kunne være modtagere af bestemte støtteordninger. Vedtages af Kommissionen.

Initiativbetænkning

Opfordring fra Parlamentet til Kommissionen om at udarbejde lovforslag, som Parlamentet ikke selv har ret til at stille. Initiativbetænkninger fungerer også som politiske markeringer på områder, hvor Parlamentet har små eller ingen beføjelser. Det kunne for eksempel være i forhold til udenrigspolitik eller skattepolitik.

Topmødeerklæringer (konklusioner)

Dokument som sammenfatter diskussioner og beslutninger på topmøderne mellem EU’s stats- og regeringsledere. Vejledende for det fortsatte arbejde, men oftest ikke bindende. Vedtages enstemmigt af deltagende stats- og regeringsledere.

Besluttende organer

Det Europæiske Råd (Topmøderne)

Møder mellem medlemslandenes stats- og regeringsledere.

Europa-Kommissionen (EU-Kommissionen, Kommissionen)

EU’s udøvende magt eller ”regering” med en kommissær fra hvert land, der fungerer som en slags minister.

Rådet for Den Europæiske Union (Ministerrådet, Rådet)

Lovgivende forsamling(er) af fagministre fra medlemslandene.

Europa-Parlamentet (EU-Parlamentet, Parlamentet)

Lovgivende forsamling af 751 direkte folkevalgte. Efter valget vil der være 705 folkevalgte.

Læs de øvrige kapitler i "Vælgernes håndbog i EU"