Skal EU udvikle et fælles forsvar? - EU-valgets ti store spørgsmål

Skal EU udvikle et fælles forsvar?

26.03.2019

BOG. Læs kapitel 6 i bogen EU-valgets ti store spørgsmål, hvor Peter Riddersborg giver overblik om EU skal udvikle et fælles forsvar og de ti spidskandidaters holdninger til, hvor samarbejdet skal sætte ind. De øvrige kapitler fra bogen udgives her på siden frem mod valget den 26. maj.

6. SKAL EU UDVIKLE ET FÆLLES FORSVAR?

Af Peter Riddersborg

Alle partier på nær Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Folkebevægelsen mod EU ønsker et tættere forsvarssamarbejde i EU. Hovedparten vil derfor gerne afskaffe forsvarsforbeholdet. Det er til gengæld svært at finde opbakning til en decideret EU-hær under fælles kommando.

På vej mod sikkerhedsunionen

EU-landenes forsvarspolitik udvikler sig hurtigt i disse år efter en række globale omstændigheder, der har skabt tvivl om sikkerheden i Europa og stabiliteten af internationale aftaler. Det skyldes blandt andet en uforudsigelig amerikansk præsident, et tiltagende dårligt forhold til Rusland og Kina samt terrortrusler og pres på EU’s ydre grænser.

Forsvarssamarbejdet i EU begyndte med Maastricht-traktaten, hvor Unionen fik en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik på mellemstatsligt niveau. Her fik Danmark samtidig sit forsvarsforbehold. Ti år senere vedtog EU en europæisk sikkerhedsstrategi, og året efter oprettede Rådet et fælles forsvarsagentur. Siden 2003, har EU iværksat cirka 30 civile og militære missioner med formålet at forebygge eller neddrosle konflikter i blandt andet Afrika. Her har de enkelte EU-lande selv kunne bestemme, om de ville deltage med nationale militære enheder fra gang til gang.

Med Lissabon-traktaten fra 2009 blev det slået fast, at der skulle ske en gradvis udformning af en EU-forsvarspolitik, og der blev oprettet en fælles udenrigstjeneste, der har fungeret siden 2011. I 2015 begyndte EU-Kommissionen at arbejde på en sikkerhedsunion, som skulle skabe et mere effektivt samarbejde på området. Det indebærer blandt andet et såkaldt permanent struktureret samarbejde (PESCO), som blev lanceret i 2017. Her er 25 medlemslande indtil videre blevet enige om 34 fælles projekter om blandt andet udvikling af militær teknologi og fælles operationelle kapaciteter.

En ægte europæisk hær

I november 2018 bliver der sat yderligere skub på visionerne blandt fremtrædende europæiske statsledere. Under et interview i anledning af 100-året for afslutningen af Første Verdenskrig sagde den franske præsident, Emmanuel Macron, at Europa bliver nødt til at kunne forsvare sig selv fremover. Det blev af mange tolket som et ønske om en egentlig EU-hær, som nogle dage senere fandt støtte hos den tyske kansler, Angela Merkel. I en tale i EU-Parlamentet gentog hun en tidligere pointe om nødvendigheden af på sigt at skabe en ægte europæisk hær.

Den danske forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen, var hurtigt ude og afvise en samlet hær under fælles europæisk kommando. Han mente, at udmeldingerne fra Macron og Merkel skadede debatten om en mulig afskaffelse af det danske forsvarsforbehold, som regeringen ønsker på sigt for at kunne tilslutte sig flere dele af EU’s sikkerhedspolitik, herunder PESCO.

Danmark er til gengæld allerede med i EU’s grænse- og kystvagt, Frontex, som er en videreudvikling af Schengen-samarbejdet. Danmark har også deltaget i fredsbevarende EU-missioner gennem FN. Desuden er Danmark med i forsvarsalliancen NATO sammen med 21 andre EU-lande. Netop NATO er også den primære grund til, at de central- og østeuropæiske medlemslande tøver med opbakningen til Merkel og Macrons visioner. Her frygter man at virke illoyale over for alliancens øvrige medlemmer, ikke mindst USA.

Parlamentets rolle

EU-parlamentarikernes indflydelse på området er generelt meget begrænset, men er dog forøget med Lissabon-traktaten fra 2009. Parlamentet deltager ikke i beslutningsprocessen om forsvars- og sikkerhedspolitik, men Ministerrådet og Kommissionen orienterer og debatterer aktuelle sikkerhedspolitiske emner med Parlamentets Udenrigsudvalg (AFET).

Parlamentarikerne har desuden indflydelse på forsvarsudgifterne, hvilket man blandt andet så op til NATO-topmødet i juli 2018. Her var et flertal af parlamentarikerne med til at bevillige 500 millioner euro til et udviklingsprogram for den europæiske forsvarsindustri (EDIDP). Det skal blandt andet bruges til at sikre bedre koordinering af landenes forskellige våbensystemer.

Parlamentet forsøgte i den forbindelse at sætte sit præg på indholdet af aftalen. I første udkast tilføjede man et ændringsforslag om, at visse kategorier af kontroversielle våben skulle undtages fra finansiering. Det blev dog fjernet efter trilogforhandlingerne med Kommissionen og Ministerrådet.

Spændende perspektiver for EU-forsvar

Sammensætningen af det nye Parlament får betydning for de kommende bevillingsmuligheder på sikkerhedsområdet i EU. Vi spurgte derfor partiernes spidskandidater, om de mener, at EU skal udvikle fælles forsvar. Det var der generelt stor tilslutning til, og for De Radikales spidskandidat Morten Helveg (R) blev det ligefrem ”et stort ja”:

»EU skal udvikle et fælles forsvar, så hvert land stiller med tropper, som arbejder sammen, ligesom EU’s reaktionsstyrker allerede i dag gør«. Han påpeger, at EU’s værktøjskasse består af en bred palet af indsatser som bistand, handel og diplomati og de mere skarpe militære aktioner. Det giver nogle spændende perspektiver for et fælles EU-forsvar, som NATO ikke har, mener han.

Som verden ser ud i dag, er Europa tættere på sig selv end gamle NATO-
allierede uden for kontinentet, mener Rasmus Nordqvist (ALT). Der er også problemer i nærområderne, som har størst interesse for EU. Det gælder for eksempel stabilitet og konfliktløsning i Afrika. Det handler dog ikke bare om at sætte flere penge af, men om hvordan pengene bliver brugt, understreger han.

Nej til EU-hær

Udover Alternativet ønsker Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Socialdemokraterne og SF også en form for fælles forsvar, men alle afviser en decideret EU-hær.

»Det vil møde massiv folkelig modstand og igen være en risiko i forhold til den generelle opbakning til EU,« siger Mette Bock (LA), der til gengæld mener, at Danmark skal være med til at koordinere og planlægge fælles missioner til gavn for EU’s sikkerhed.

Pernille Weiss (K) mener, at EU-landene bør pulje militære ressourcer ligesom i NATO, dog uden den musketéred, der forpligter landene til at komme hinanden til undsætning i tilfælde af angreb. NATO skal fortsat være forsvarssøjle nummer et, fastslår hun.

Morten Løkkegaard (V) ønsker, at EU-landene skal blive bedre til at supplere den bløde magt med hård magt, som det har været efterspurgt fra NATO’s side. Han mener, at der er behov for fælles indkøbsindsatser i forhold til militært udstyr og en samordning af teknologiudviklingen, som finder sted i PESCO.

Det handler om EU’s suverænitet

Margrete Auken (SF) ønsker også en fælles sikkerhedspolitik i EU, der nødvendigvis må inkludere det militære område. SF vil blandt andet gerne være med i beslutninger om materielt indkøb og træning samt særlige missioner til gavn for EU’s sikkerhed.

»Det hører med til et lands suverænitet - og altså håndhævelsen af EU’s suverænitet - at man har hånd i hanke med sit eget territoriale forsvar,« siger hun.

Jeppe Kofod (S) mener, at EU-landene skal arbejde bedre sammen med NATO. Ligesom Morten Helveg (R) peger han på, at NATO alene er et militært samarbejde, mens EU også har civile opgaver. I modsætning til de foregående politikere, ønsker han dog ikke at afskaffe forsvarsforbeholdet. Han mener, at det er uklart, hvorfor Danmark ikke skulle kunne deltage tilstrækkeligt med det nuværende forbehold.

Forbeholdet skal bevares

Enhedslisten og Folkebevægelsen mod EU er til gengæld skeptiske over for et tættere forsvarssamarbejde i Unionen. Det gavner primært den europæiske militærindustri og er dårligt for verdensfreden, mener de. Det er derfor vigtigt at bevare det danske forbehold og dermed selvbestemmelsesretten for forsvarspolitikken, så Danmark selv kan prioritere de militære indsatser.

»Vi skal samarbejde om at skabe fred i verden, men vi skal ikke pulje vores militær i et EU-system,« siger Rina Ronja Kari (FB).

Peter Kofod (DF) er også klart modstander af et EU-forsvar og fastslår, at det er NATO, der er Danmarks forsvarsalliance. Nikolaj Villumsen (EL) mener til gengæld, at Danmark bør frigøre sig fra det amerikanske pres i NATO og i stedet satse på at styrke et sikkerhedssamarbejde med de nordiske lande, som vi i højere grad har fælles værdier med. Det kunne spille en vigtig international rolle i forhold til at sikre fred og stabilitet i fremtiden, mener han.

Vælgernes holdning

Danmarks rolle i forsvarssamarbejdet bliver et vigtigt tema i valgkampen frem mod EU-valget. Ikke mindst i forhold til det danske forsvarsforbehold, der afholder Danmark fra at deltage fuldt ud.

Tidligere danske folkeafstemninger viser dog, at det ikke er nok med et klart flertal for afskaffelse af et forbehold blandt partierne på Christiansborg for at overbevise vælgerne. Spørgsmålet er, hvordan den sikkerhedspolitiske udvikling i verden, spiller ind på vælgernes holdning til Danmarks forhold til et EU-forsvar.

Læs de øvrige kapitler i "EU-valgets ti store spørgsmål" her på siden.