Efterår i Grækenland - 2019

Afgang: 25. oktober 2019

Hjemkomst: 1. november 2019

8 dages rejse på opdagelse i den græske nationale identitet

Efterår i Grækenland - 2019 - udsolgt

Vi skal se mange forskellige sider af Grækenland og besøge tre forskellige byer, som hver for sig repræsenterer en vigtig periode i landets historie og er med til at definere grækerne i dag. Vi møder politikere, græsrødder og tænkere og hører om historie, flygtninge, økonomisk krise og fremtiden.

Vi starter i Thessaloniki, og som vi bevæger os sydpå, går vi på forskellige måder også tilbage i historien. Thessaloniki repræsenterer det multikulturelle osmanniske Grækenland og er samtidig en pulserende storby i udvikling – på vej ud af krisen. Vi hører om mangfoldighed dengang og nu og møder en politiker, en forsker og en journalist, der hver især giver deres syn på situationen i byen og landet - bl.a. flygtningekrisen og Grækenlands forhold til nabolandene. Fra Thessaloniki kører vi mod syd; først til Volos og dernæst til Athen. I Volos sætter vi fokus på Grækenland som nationalstat, på forholdet mellem religion og national identitet i Grækenland og på nogle alternative måder at håndtere den store økonomiske krise, der ramte landet i slutningen af 00'erne. På vej til Athen, og i selve Athen, hører vi om, hvordan oldtidens Grækenland som Europas vugge både er kilde til inspiration, eksistensberettigelse, men også en tung byrde for et lille fattigt land. Her skal vi bl.a. møde forskere, politikere og aktivister og tale med dem om Grækenlands forhold til Danmark og Europa; om krisen og om civilsamfundet.

Rejsen byder også på stop (mellem Volos og Athen) i den smukke bjerglandsby Arachova og det antikke Delphi.

Pris: 9.800 kr. (9.600 kr. for medlemmer af DEO). Prisen inkluderer flyrejse tur/retur, busrejse i Grækenland, 7 overnatninger på hoteller med morgenmad (2 i Thessaloniki, 2 i Volos og 3 i Athen). Desuden er inkluderet alle entreer. Tillæg for enkeltværelse er 1.450 kr.

Rejselederne er Trine Stauning Willert, som er Ph.D. i Grækenlandsstudier med speciale i nationale fortællinger. Trine har undervist og forsket i Grækenland ved flere forskellige universiteter og har for nyligt stiftet Det Græske Institut i København, hvor hun arbejder for at udbrede kendskabet til Grækenlands mangfoldige kultur og historie. Hun taler flydende græsk og har et stort netværk blandt græske intellektuelle, forfattere og musikere. Trine fører jer rundt sammen med Zlatko Jovanovic, som er Ph.D. i historie med speciale i nationalisme, identitet, populærkultur og populisme i det tidligere Jugoslavien, opvokset i Bosnien-Hercegovina, bosat i Danmark siden 1993.

Rejseprogram (forbehold for justeringer, da visse møder stadig mangler bekræftelse):

Dag 1, fredag 25. oktober 2019
København-Thessaloniki
Vi mødes i Københavns Lufthavn kl. 8.15 i terminal 2, ved Austrian Airlines' skranker. Flyet afgår fra Kastrup kl. 10.15, med ankomst i Thessaloniki (via Wien) kl. 15.20. Vi bliver hentet i lufthavnen, og følgende indkvarteret på Hotel ABC, hvor vi skal bo i Thessaloniki.

Kl. 17.30: Efter indkvartering tager vi på byvandring og hører om Thessalonikis mangfoldige fortid samt besøger et par seværdige og historisk interessante kirker. Byvandringen afsluttes ved en restauration, hvor vi har reserveret plads til at spise aftensmad sammen.

Dag 2, lørdag 26. oktober 2019
Thessaloniki

Kl. 09.30 møder vi den norske forsker Vemund Aarbakke og hører om det makedonske spørgsmål, historisk og aktuelt, lidt med fokus på reaktioner i Thessaloniki.

Kl. 10.30 kaffepause på Kafodeio Greek.

Kl. 11.30 Litteraturprofessor Venetia Apostolidou fortæller om et uddannelseprojekt for muslimske minoritetsbørn i Thrakien i Nordgrækenland (1997-2019).

Kl. 12.30: Går vi på en kort byvanding til det Hvide tårn, hvorefter dagen er fri til at opleve byen og stemningen på egen hånd.

Dag 3, søndag 27. oktober 2019
Thessaloniki og Volos
Kl. 09.00: Vi tjekker ud af hotellet og pakker vores ting i bussen, hvorefter vi besøger NGO’en Elpida Home (Hjem for håb), hvor vi møder repræsentanter fra forskellige lokale initiativer til flygtningehjælp.

Kl. 11.30-13.30: Frokostpause, hvorefter vi kører til Volos (knap 3 timers kørsel). På vejen hører vi om den økonomiske krise og om den ortodokse kirkes betydning for græsk national identitet. Køreturen byder også på dejlig naturoplevelse med udsigt til Olympos-bjerget, mens byen Volos ligger smukt ved foden af Pelion-bjerget og ud til vandet. Det var herfra at Jason sejlede ud med sine argonauter i togtet efter Det gyldne Skind.

Kl. 17.00: Ankomst i Volos og indtjekning på Hotel Kypseli, hvor vi skal bo.

Kl. 18.45: Efter indkvartering tager vi en lille rundtur langs havet og til den gamle bydel, hvor der er reserveret plads til spisning på en restauration.

Dag 4, mandag 28. oktober 2019
Volos

Kl. 15.00 møder vi bl.a. Christos Papaioannou som er en af stifterne TEM-netværket - en alternativ lokal valuta og et byttesystem, der blev etableret i 2012 og skulle hjælpe indbyggerne igennem krisen. Vi vil høre om baggrunden og ideerne bag dette projekt, samt hvordan systemet fungerede, hvad der er tilbage i dag og om andre aktuelle græsrodsinitiativer i byen.

Kl. 17.30: Vi besøger Volos Akademi for Teologiske Studier, hvor vi bl.a. vil møde Biskop Ignatius. Akademiet har været med til at forme en kritik af den ortodokse kirkes udtalte nationalisme, og biskoppen har taget initiativ til dialog med andre trosretninger og inklusion af marginaliserede grupper som græske romaer. Vi vil høre om, hvordan religion og national identitet hænger sammen på Balkan.

Udover besøget på Akademiet og mødet med TEM-aktivister  vil dagen også indeholde besøg hos en lokal solidaritetsforening, der hjælper fattige grækere og flygtninge der bor i forstaden Nea Ionia i udkanten af Volos. 

Dag 5, tirsdag 29. oktober 2019
Volos - Delphi og Arachova - Athen
Kl. 08.00: Vi tjekker ud af hotellet og pakker vores ting i bussen, som kører os mod Delphi. På vejen vil der være oplæg om antikkens betydning for moderne græsk historie og selvforståelse.

Kl. 11.30 besøger den antikke Delphi med ruinerne af bl.a. Apollontemplet, skathusene, teateret og stadium. 

Kl. 14.00-16.00: Frokostpause i den nærliggende Arachova - en smuk bjerglandsby på den sydlige skråning af det mytiske bjerg Parnassos. Et skisportsmekka og turiststop, der har bevaret sin særlige lokale identitet. 

Efter stop i Delphi og Arachova fortsætter vi mod Athen (knap 3 timers kørsel), hvor vi forventer at være ved vores hoteller omkring kl. 19.00. På turen til Athen vil vi hører mere om Grækenlands nyere historie som baggrund for at forstå landets politiske landskab. I Athen bor vi på Hotel Byron og Hotel Phaedra, der ligger centralt i Athen, meget tæt ved hinanden.

Aftenen er derefter fri til på egen hånd at udforske det meget charmerende område omkring hotellerne og finde et sted at spise.

Dag 6, onsdag 30. oktober 2019
Athen
Kl. 9.30-11.30: Vi starter dagen med en to-timers byvandring, som afsluttes i den gamle bydel Plaka. På turen vil vi bl.a. høre om den ’glemte’ osmanniske arv og om Grækenlands nyere historie. 

Kl. 11.30-12.45: Frokostpause. 

Kl. 12.45: Vi tager metroen ud til Europa-Kommissionens Repræsentation i Athen. Her vil vi først høre om Kommissionens arbejde og om Grækenlands forhold til EU, historisk og i nutiden. Dernæst vil en forsker fra ELIAMEP fortælle om hvilken rolle Grækenlands spiller i dag på på Balkan, herunder bl.a. om forholdet til Nordmakedonien. ELIAMEP står for "The Hellenic Foundation for European and Foreign Policy" og er en politisk uafhængig forskningsinstitution, der arbejder med landets udenrigspolitik og europæisk politik. 

Kl. 15.15-16.30: Kaffepause i området

Kl. 16:30 kører vi til Stavros Niarchos Kulturcenter. Centret er et positivt eksempel på levende civilsamfund og privat-offentlige partnerskaber. En af centrets ansatte vil vise os rundt og fortæller om centrets tilblivelse, arkitektur og aktiviteter. Her vil vi også spise (på Bistro Agora), inden vi kører tilbage til hotellet.

Dag 7, torsdag 31. oktober 2019
Athen

Kl. 09.00 går vi fra hotellet til hjemløse-avisen Shedia (tømmerflåde), hvor vi møder chefredaktøren Chris Alefantis og hører om avisens arbejde og om hjemløsheden i Athen. Efter mødet vil der være mulighed for de, der er interesseret (kun et begrænset antal), at tage på en anderledes byvandring ledet af hjemløse guider og se ’den usynlige Athen’, som de fleste turister ikke ser. 

Kl. 12.00-13.15: Frokostpause i området

Kl. 13.30 besøger vi til Europakontoret for 'Valgforbundet af Venstreorienterede Partier SYRIZA' og hører om Syrizas syn på krisen, EU's politik og Grækenlands fremtid samt forbundets sikkert lærerige erfaring som magtparti. 

Kl. 16.00-17.00: møder vi journalisten Dimitris Psarras og hører om det højrenationalistiske parti Gyldent Daggry. Aftenen er derefter fri til på egen hånd at udforske den græske hovedstad.

Dag 8, fredag 1. november 2019

Athen

Kl. 09.00 tjekker vi ud af vores hoteller og pakker vores bagage i bussen, som kører os til Center for Refugees of the Hellenic Red Cross. Her vil vi høre om det psykosociale aspekt af flygtninge i Grækenland.

Kl. 10.30-11.45: pause i området.

Kl. 11.45: Vi kører vi til lufthavnen, hvor vi skal afsted med Austrian Airlines kl. 14.35 med ankomst i Kastrup (via Wien) kl. 19.00.

Forbehold for justeringer, da visse møder stadig mangler bekræftelse.

Rejsegarantifonden