Kom i praktik hos DEO og få solid erfaring med EU, europæisk politik og samfundsdebat. Som praktikant i efteråret 2023 vil du være med til at sætte fokus på EU’s politiske udvikling. Vi vil i efteråret have særligt fokus på forberedelserne frem mod Europa-Parlamentsvalget i 2024, EU’s grønne politik samt krigen i Ukraine og hvordan den påvirker nabolandene.
Oplysningsforbundet DEO er en politisk neutral organisation, der arbejder for at skabe en levende og nuanceret debat om EU. Det gør vi i vores debat-, rejse- og undervisningsteam, som hvert år gennemfører op mod 200 arrangementer i hele Danmark, i udlandet og online. Derudover udgiver vi bøger og undervisningsmaterialer og udvikler løbende projekter med partnerskaber på tværs af hele Europa. Som praktikant får du medindflydelse på dine arbejdsopgaver og mulighed for at skærpe din profil. Du kommer desuden til at stifte bekendtskab med og samarbejde med EU-eksperter, forskere, politikere og andre civilsamfundsorganisationer. Der bliver udvekslet idéer på kryds og tværs af kontoret, så der er altid mulighed for vejledning, faglig sparring og samarbejde.
ARBEJDSOPGAVER: Vi sammensætter opgaverne ud fra dine kompetencer og ønsker. Vi forventer, at du kan arbejde selvstændigt og kvalificeret med én eller flere af opgaverne. Eksempler på opgaver kunne være:
- Deltagelse i vores DEO ung-projekt, som har til formål at engagere flere danske unge i EU-debatten, og hvor vi laver debatmøder og pop-up events rundt om i landet.
- Research, logistik og praktisk hjælp med øvrige debataktiviteter – online og fysisk. F.eks. debatmøder med EU-parlamentarikere og eksperter om et bredt spekter af aktuelle EU-relaterede problematikker. Du kan finde vores aktuelle debatprogram her.
- Udvikling af undervisningsmaterialer og medfacilitering af undervisningsarrangementer om EU.
- Forberedelse af og input til vores onlinerejser til forskellige europæiske lande og regioner, hvor vi gennem et bredt netværk af europæiske forskere, NGO’er og aktivister sætter fokus på aktuelle – og glemte – problematikker i Europa. Du kan finde vores aktuelle rejseprogram her.
Søg stillingen, hvis du vil have erfaring med for eksempel projektledelse, research, facilitering af debat- eller undervisningsarrangementer, videoredigering eller kommunikation. Praktikken er ulønnet, men rig på selvbestemmelse og ansvar, og vi aftaler naturligvis arbejdsopgaverne i fællesskab med dig.
OM DIG: Vi forestiller os, at du er studerende på en akademisk uddannelse og har en særlig interesse i samfundsdebat og EU. Du tager initiativ og kan løse opgaver selvstændigt og analytisk. Du trives i en flad organisation, som brænder for samfundsdebatter om tidens store politiske udfordringer – og ønsker en nuanceret og demokratisk EU-debat.
DET FÅR DU MED:
- Styrkelse af dine analytiske og kommunikative kompetencer
- Indgående kendskab til og indsigt i aktuelle EU-problematikker
- Erfaring med at engagere den brede offentlighed i EU-debatten
- Mulighed for at skabe et solidt netværk til mange relevante aktører på den europapolitiske scene i både ind- og udland
Hvis du har spørgsmål angående ovenstående eller ønsker yderligere uddybning, kan du kontakte projektleder Amanda Hersbøll på tlf.: 23983089.
Ansøgning og CV sendes til: amanda@deo.dk
Ansøgningsfrist: Vi afholder løbende samtaler – men søg snarest, hvis du vil være sikker på at komme i betragtning.
Praktikperiode: Efterårssemestret 2023
Arbejdsplads: Oplysningsforbundet DEO, Studiestræde 24, 1455 København K