Praktisk information
Debatarrangementet er gratis, men tilmelding nødvendig.
Tilmeld dig på siden her.
De kommende seks måneder har Sverige det roterende formandskab i EU. Efter tjekkerne har ledet slagets gang i det forgangne halvår, er det nu Sverige, der skal organisere og lede møder og forhandlinger mellem medlemslandenes regeringer i Ministerrådet.
Mottoet lyder Et grønnere, mere sikkert og friere Europa.
Sverige har lagt en ambitiøs plan for den første halvdel af 2023, som kommer til at spille en nøglerolle, når det gælder fastlæggelsen af den politiske kurs for EU. Hovedprioriteterne er:
- sikkerhed for EU-borgere og styrkelse af EU’s rolle i verden
- styrke EU’s konkurrencedygtighed
- accelerere klimaindsatsen og takle energipriserne
- beskytte de demokratiske værdier og retsstatsprincipperne
Da EU-parlamentets formand Roberta Metsola var på besøg i Sverige nævnte Sveriges statsminister, Ulf Kristersson, også emner som energikrisen og Ruslands invasion af Ukraine, som ikke er omfattet af hovedprioriteterne. Det omfatter blandt andet strammere sanktioner mod Rusland.
Der venter dog svenskerne en svær opgave i at holde sammen på EU over for Rusland, da Ungarn flere gange har stillet sig i vejen, når EU eksempelvis har ville indføre yderligere sanktioner mod Rusland. Derudover vil Sverige fortsat prioritere økonomisk og militær hjælp til Ukraine samt støtte Ukraine i at gennemføre reformer, så landet kan komme tættere på EU-medlemskab.
Hvad er et formandskab og hvordan kan det sætte dagsordenen for EU-samarbejdet? Hvad er Sveriges politiske ståsted på formandskabet og hvilken betydning har den nye svenske regering for, hvilken retning EU-samarbejdet går i? Hvad kommer formandskabet til at betyde for Danmark og en EU-mindsteløn? Hvordan spiller formandskabet sin rolle på sikkerhedspolitikken, det digitale område og hvordan kan EU’s fælles værdier, som demokrati og retsstat, forsvares?
Oplæg og debat om det svenske formandskab i EU med Rasmus Nørlem Sørensen og Staffan Dahllöf.
Rasmus Nørlem Sørensen
Rasmus Nørlem Sørensen er EU-ekspert og chefanalytiker i DEO. Han har langvarig interesse for og stor indsigt i svensk politik.
Staffan Dahllöf
Staffan Dahllöf er EU-korrespondent og har som journalist dækket alle aspekter ved EU siden 1980’erne. Han er blandt andet ekspert inden for EU’s udvikling, institutioner og magtbalance.
Debatmødet er lavet i samarbejde med Dokk1 og har modtaget støtte fra Europa-Nævnet.