Praktisk information
Deltagelse er gratis.
Ruslands invasion af Ukraine i 2022 har på ny sat gang i EU’s planer om at udvide samarbejdet med flere medlemslande. Det er ellers planer, som i løbet af 2010erne ikke vakte den store interesse, hverken hos EU-Kommissionen i Bruxelles eller i medlemslandenes hovedstæder. I 2026 står hele ni kandidatlande med en realistisk mulighed for medlemskab. Det næste medlemsland forventes at blive Montenegro med potentiel optagelse allerede i 2028.
Det nye momentum skal ses i lyset af et af EU’s absolut vigtigste prioriteringer, nemlig at få styrket Unionens strategiske autonomi, så den er i stand til at kunne agere mere uafhængigt af en tiltagende uberegnelig allieret på den anden side af Atlanterhavet og samtidig dæmme ind overfor russisk indflydelse. Førende EU-politikere har da heller ikke lagt skjul på, at optagelsen af de nye medlemslande er en “geostrategisk nødvendighed” og EU’s “vigtigste udenrigspolitiske instrument”.
EU står i et potentielt dilemma mellem hensynet til sikkerhed og demokrati
Et nyt paradigme er på den baggrund under opsejling. Udvidelsespolitikken tages i stigende grad i anvendelse som et sikkerhedspolitisk instrument, der skal sikre EU indflydelse og samtidig skabe politisk stabilitet i det, der i dag er nærområder udenfor EU. Kandidatlandene er for nuværende nemlig økonomisk, politisk og institutionelt sårbare overfor ekstern indflydelse.
Målsætningen går i al sin enkelhed ud på, at EU-medlemskab – i sammenligning med fx handelsaftaler – kan skabe en dybere tilknytning mellem EU og de fremtidige kandidatlande.
Men det omfattende fokus på at styrke sikkerheden har også sine iboende faldgruber: I udgangspunktet optager EU medlemslande på baggrund af, at de er i stand til at leve op til EU’s værdier og samlede regelsæt. En proces, som i sagens natur er langsommelig og ikke egnet til uopsættelige og uforudsigelige situationer som disse, hvor eksterne aktører direkte eller indirekte modarbejder EU’s kurs på området.
Vil et større EU kunne erstatte NATO?
Hvordan navigerer EU mellem hensynet til sikkerhed på den ene side og kravet om stabile demokratiske institutioner på den anden side? Hvilken rolle tænkes de potentielt nye medlemslande på Vestbalkan og i Østeuropa at få i et EU, der har ambitioner om at agere autonomt på det sikkerhedspolitiske område? Er der en risiko for, at netop optagelsen af nye medlemslande kombineret med EU’s oprustning kan opfattes som et forsøg på at erstatte NATO -og dermed som en trussel af aktører som fx Rusland og USA.
Oplægsholdere:
Rasmus Sinding Søndergaard, PhD, er seniorforsker hos DIIS med fokus på USA og de transatlantiske relationer.
Per Clausen er medlem af Europa-Parlamentet for Enhedslisten, sidder bl.a. i en række udvalg med fokus på optagelsesforhandlingerne samt relationerne mellem EU og kandidatlandene.
Felipe Branner er næstforperson i Det Udenrigspolitiske Selskab U35, studerer statskundskab på Københavns Universitet og arbejder som Public Diplomacy-rådgiver for den colombianske ambassade i Danmark.
