
Praktisk information
Deltagelse er gratis, men tilmelding nødvendig via formularen herunder.
Med krigen i Ukraine og markant pres fra både Rusland, Kina og USA er spørgsmålet mere aktuelt end nogensinde: Skal og vil EU udvikle sig til en egentlig forsvarsunion og hvilke konsekvenser vil det få for medlemsstaterne, demokratiet og EU’s rolle som global aktør i et konfliktfyldt stormagtsspil? DEO inviterer til borgerhøring i Aalborg og lægger op til samtale der ser nærmere på, om EU’s voksende sikkerhedspolitiske ambitioner er et nødvendigt værn eller en glidebane væk fra samarbejdets oprindelige formål.
Samtidig er der uenighed blandt medlemslandene. Nogle ønsker, at EU træder i karakter som en stærkere sikkerhedspolitisk aktør, der kan stå mere uafhængigt af USA og handle selvstændigt i en tid præget af geopolitiske kriser. Andre frygter, at et fælles forsvar vil begrænse den nationale selvbestemmelse og ændre EU’s natur som primært politisk og økonomisk samarbejde.
Spørgsmålet er derfor ikke kun militært, men også demokratisk: Hvem skal beslutte, hvornår EU skal gribe til fælles handling, og hvordan sikres borgernes indflydelse i en mere sikkerhedspolitisk orienteret union?
Til borgerhøringen i Aalborg inviterer vi til debat om disse dilemmaer. Er en forsvarsunion den nødvendige vej frem for at beskytte Europas sikkerhed – eller risikerer vi at opgive EU’s oprindelige vision om fred gennem samarbejde?
Efter debatten vil jeres argumenter blive indsamlet og herefter delt med de danske medlemmer af Europa-Parlamentet.
Program
17:00: Velkomst ved borgmester i Aalborg Kommune, Lasse Friland Jensen
17:15: Oplæg ved journalist og TV-vært, Troels Mylenberg
17:45: Fra fredsprojekt til forsvarsunion? Oplæg ved DEO
17:55: Debat ved bordene. Mulighed for at dele håb og bekymringer via vores borgervæg og digitalt
18:15: Sandwich og sodavand
18.35: Mere sikkerhed, mindre demokrati? Oplæg ved DEO
18.45: Debat ved bordene
18:55: Afrunding og afstemning
19.15: Tak for i dag

Kasper Tonsberg Schlie sekretariatsleder i DEO og Helena Juric, projektleder i DEO

Arrangementet arrangeres i samarbejde med Aalborg Kommune og har modtaget støtte fra Europa-Nævnet.

