Praktisk information
Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding.
Lokale borgere er flere steder rundt i landet begyndt at samle sig i borgergrupper, som er imod udbygningen af nye datacentre. I lokalsamfundene er det ofte spørgsmål om vand, strøm og placering, der fylder mest. I Holbæk har man allerede afholdt det første borgermøde om opførelsen af et hyperscale-datacenter i byen. Datacentret vil komme til at seksdoble Holbæk Kommunes elforbrug, hvilket vil udfordre kommunens mål om at blive selvforsynende med vedvarende energi i 2030.
Det danske landskab fungerer som et nordeuropæisk knudepunkt, hvor vi har 50 datacentre spredt ud over landet. Det er især den høje andel af grøn strøm i det danske elnet, der gør det attraktivt for tech-selskaberne at placere datacentrene her. Der er yderligere planer om at bygge mere end 30 datacentre de næste år, og de vil have et elforbrug dobbelt så stort som hele Danmarks, når vi bruger mest.
Den massive udbygning af datacentre sker på baggrund af, at EU ønsker at tredoble sin datacenter-kapacitet i løbet af de næste fem til syv år. Ifølge Ursula von der Leyen skal Europa skal være førende på kunstig intelligens, og datacentrene skal ligge på EU’s territorium for at gøre EU mindre afhængigt af lande som USA og Kina.
Det er i EU, at man beslutter fælles rammer for, hvordan datacentrene skal drives og reguleres. Det gør de for eksempel ud fra energieffektiviseringsdirektivet, hvor EU stiller konkrete krav til energiforbrug og genanvendelse af overskudsvarme, og en række bæredygtighedsstandarder, der skal sikre, at klimamålene bliver overholdt.
Men det er ikke i EU, at man beslutter placeringen af datacentrene i medlemslandene. Det besluttes af nationale, regionale og lokale myndigheder og private tech-selskaber som for eksempel Google, Apple og Microsoft. I Danmark skal projekterne lige nu kun godkendes i byrådene.
I dag står datacentrene for 2-3 procent af EU’s samlede elforbrug. Det store strømforbrug i datacentrene vil kunne komme til at spænde ben for resten af den grønne omstilling i EU og Danmark. Men omvendt vil placeringen af datacentre på europæisk jord være med til at sikre kontrol.
Kom til oplæg og debat, hvor vi sætter fokus på EU’s rolle i udbygningen af datacentre og på de lokale problemstillinger, som vi ser i Holbæk og i de andre lokalsamfund, hvor datacentrene placeres.
- Hvilke krav fra EU – og Danmark – kan der stilles til et lokalt privat datacenter som det foreslåede i Holbæk?
- Bør beslutninger om datacentre løftes op på et nationalt niveau eller endda EU-niveau?
- Hvad er behovet for datacentre i Europa og Danmark? Hvad bidrager de med til samfundet?
- Hvilke udfordringer skaber datacentre for den grønne omstilling i EU?
- Kan Europa blive uafhængig af udenlandske tech-selskaber og dermed sikre mere kontrol?
Eksperter publiceres snarest.