Praktisk information
Debatten er gratis, men tilmelding nødvendig.
Tilmeld dig her, så modtager du et link samme dag, som onlinedebatten foregår.
Linket skal du bruge, til at logge på mødet fra din computer.
Europa under pres
I en tid præget af kriser og usikkerheder mødes de tre medlemmer af Europa-Parlamentet Per Clausen (Ø), Stine Bosse (M) og Niels Flemming Hansen (K) til en onlinedebat om, hvordan EU skal navigere i en kompleks verden. Med fokus på migration, klima, Ukraine-krigen og konkurrence skal de diskutere, hvorvidt EU står samlet, eller om der er ved at opstå to divergerende opfattelser af Unionens fremtidige retning.
EU’s fremtid
Med de aktuelle udfordringer i Europa, herunder spørgsmål om sikkerhed og økonomi, er det vigtigt at overveje, om EU bevæger sig i retning af dybere integration eller om der opstår splid mellem mere nationalt orienterede tilgange. Hvilke visioner har politikerne for Unionens fremtid? Hvordan kan de bidrage til at skabe en samlet europæisk front, der imødekommer både interne og eksterne udfordringer?
Bidrag til debatten
Debatten den 5. december kl. 13.00-14.30 giver en unik mulighed for at høre forskellige perspektiver fra prominente danske politikere i EU’s hjerte. Stil dine spørgsmål og del dine tanker om EU’s udvikling og fremtid med Per Clausen, Stine Bosse og Niels Flemming Hansen.
Per Clausen er medlem af Europa-Parlamentet for Enhedslisten, hvor han sidder i Venstrefløjsgruppen (GUE/NGL). Per har været medlem af Folketinget for Enhedslisten fra 2005-2015, hvor han blandt andet var formand for Enhedslistens folketingsgruppe fra 2009-2013.
Stine Bosse er medlem af Europa-Parlamentet for Moderaterne, hvor hun sidder i Gruppen Renew Europe. Stine har tidligere blandt andet været formand for PlanBørnefonden, formand for Europabevægelsen og administrerende direktør i Tryg.
Niels Flemming Hansen er medlem af Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti, hvor han sidder i Det Europæiske Folkepartis Gruppe (EPP). Niels Flemming har været medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti fra 2019-2024, hvor han blandt andet har været EU-ordfører og formand for Europaudvalget fra 2023-2024.
Online-debatten er en del af en debatrække, hvor DEO i efteråret 2024 inviterer de 15 ny- eller genvalgte danske medlemmer af Europa-Parlamentet med for at blive klogere på deres partigrupper, udvalg og deres personlige ambitioner i denne mandatperiode. Arrangementet har modtaget støtte fra Europa-Nævnet.