
EU på dagsordenen
Målsætningen om EU-medlemskab blev i efteråret skrevet ind i landets forfatning efter en kontroversiel og snæver folkeafstemning. For Moldova er det kulminationen på en længerevarende orientering mod Vest.
Landet har historisk set ellers haft tætte bånd til Sovjetunionen og derefter Rusland, men har via frihandels- og associeringsaftaler det seneste årti fået knyttet tætte bånd til EU. Det betyder, at EU nu figurerer som landets vigtigste handels- og energipartner.
Ruslands invasion af Ukraine cementerede den politiske vending: Som umiddelbar reaktion indsendte regeringspartiet, PAS, landets ansøgning om medlemskab, der kort efter blev kvitteret af EU med tildeling af kandidatstatus i sommeren 2022.
Potentielt tæt valg
Det potentielle EU-medlemskab fylder meget i den politiske debat. EU er polariserende og fungerer som et slags prisme for den retning, de forskellige lejre ønsker for landet: Opgøret med korruption, økonomisk vækst, geo- og udenrigspolitisk tilknytning.
Regeringspartiet, PAS, har regeret med et absolut flertal i denne mandatperiode og har således haft nemt ved at diktere den politiske kurs. Partiets popularitet er imidlertid dalende, og selvom der er relativt stor opbakning til medlemskabet blandt landets befolkning, viste det opsigtsvækkende snævre resultat ved præsidentvalget i fjor mellem den proeuropæiske kandidat fra PAS, Maia Sandu, og den EU-skeptiske kandidat, Alexandr Stoianoglu, at det kan være utroligt svært at spå om noget på forhånd.
Skuffelsen over manglende reformdrift samt indflydelse fra Rusland kan komme til at spænde ben for syvmileskridtene mod EU. Derfor tyder meget på, at PAS kan blive afhængige af samarbejde og opbakning med partier, der hverken deler dets udenrigspolitiske linje eller reformambitioner. Skulle de genvinde magten, kunne det ende med at blive en stor udfordring for partiets EU-kurs, hvilket naturligvis også vil have en effekt på EU’s overordnede tilgang til udvidelsespolitikken.
Kom med til online-debat og bliv klogere på Moldova , et land i en brydningstid. Vi ser nærmere på optagelses- og reformprocessen, polariseringen i forhold til EU og Rusland – og så forsøger vi naturligvis også med de inviterede eksperter at komme med en forudsigelse om valgresultatet.
Marcus Popov er vært og får undervejs selskab af både danske og lokale eksperter.
OBS: Online-debatten foregår på engelsk