
Praktisk information
Deltagelse gratis, men tilmelding nødvendig.
Europa-Kommissionen fremlagde i sommerferien sit forslag til EU’s næste budget (FFR) for 2028–2034. Budgetforslaget er på hele 2.000 milliarder euro – en markant stigning på over 40% – og lægger op til massive investeringer i Europas strategiske uafhængighed, forsvar og konkurrenceevne. Budgettet skal først vedtages endeligt i 2027, men debatten raser allerede mellem medlemslandene om alt fra finansiering til landbrugsstøtte.
Men hvordan vil budgettet tage sig ud, når Europa-Parlamentet får ordet? Parlamentet er præget af både spændinger og forsøg på at finde fælles fodslag. De grønne grupper har allerede meldt ud, at klimaambitionerne ikke må blive et offer for øget forsvarsudgifter, mens konservative og liberale kræfter fremhæver behovet for at styrke Europas konkurrenceevne og sikkerhed. Hvor højt skal klimaindsatsen prioriteres, når forsvar og økonomi presser sig på? Hvad er de røde linjer for de forskellige grupper, og hvor er der rum for kompromiser?
Til mødet kigger vi nærmere på, hvad danske medlemmer af Europa-Parlamentet vil kæmpe for i forhandlingerne. Vi inviterer til oplæg og debat med Stine Bosse om, hvilken rolle Parlamentet spiller i det kommende budgetdrama og ikke mindst, hvad Danmark kan (og bør) presse på for i de svære forhandlinger.