Praktisk information
Debatarrangementet er gratis, men tilmelding nødvendig.
Tilmeld dig på siden her.
EU har nok verdens mest ambitiøse klimapolitik og er på det område langt foran andre stormagter som Kina og USA. Men selv med Green Deal fra 2020, med nye tiltag i miljø- og naturpolitikken og med en relativt ambitiøs afskovningsforordning – er der meget langt igen, hvis vi skal redde Jorden fra klimakatastrofen.
Der er ingen af os, der kan vende udviklingen alene, og det kan synes helt lige meget, om vi omlægger vores personlige forbrug. På den anden side er de strukturer og politiske systemer, vi har på plads, også utilstrækkelige. Så hvordan tager vi et personligt ansvar for en global krise? Hvad kan vi gøre – og hvordan kan vi få alle de andre med?
Boglancering og debat med Mickey Gjerris og Nanna Clifforth. Debatten modereres af Rasmus Nørlem Sørensen, der er chefanalytiker i DEO og ansvarshavende redaktør på bogserien Samfundstanker.
Mickey Gjerris er lektor i bioetik ved Københavns Universitet. Han forsker i de etiske aspekter af menneskets forhold til naturen, herunder særligt klimaforandringerne. Han modtog Ebbe Kløvedal Reichs Demokratistafet i 2022 og udgiver i foråret 2023 bogen ”Er klimaet dit ansvar?” i samarbejde med DEO.
Nanna Clifforth er research- og kampagnemedarbejder i miljøorganisationen NOAH, hvor hun især arbejder med EU’s klimapolitik, handelspolitik samt landbrugs- og fødevarepolitik. Og så har hun placeret sit hverdagsliv i det økologiske kollektiv Mosegården Jordbrug.
Ebbe Kløvedal Reichs Demokratistafet uddeles hvert år den 5. juni på et grundlovsmøde på Vartov i København. Bag stafetten står en komite, der i samarbejde med DEO, Vartov og stafetindehaveren gennemfører projekter, der styrker demokratiet i Danmark.
Dette møde har modtaget støtte fra Merkur Fonden og tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.