Praktisk information
Med 2025 på hæld træder vi ind i Herrens år 2026. Tolv måneder, der for EU sandsynligvis vil blive præget af blandt andet et uforudsigeligt USA, store beslutninger vedrørende Ukraine, en intensivering af optagelsesforhandlingerne, et kontroversielt opgør med den hidtidige asylpolitik – og ikke mindst overdragelsen af EU-formandskabet til den lille østat Cypern. Vi tager et kig i krystalkuglen og giver et overblik over fire højaktuelle emner.
Kan EU holde sammen på opbakningen til Ukraine?
Kan EU holde Ukraine på benene i 2026? Den 18. december blev der afholdt topmøde i Bruxelles, hvor man forberedte historiens største julegave til Kyiv i form af et lån på 90 mia. euro. Meget tyder på, at 2026 kan blive et skæbneår: Amerikanerne er tæt på helt at trække støtten til Ukraine, mens russerne fortsat vinder frem på slagmarken. Derfor kan EU-landene meget vel ende i en situation, hvor de skal vælge mellem at bakke mere fuldtonet op om Ukraine eller forsøge at lande en svær – og for ukrainerne uspiselig – fredsaftale.
Kan Cypern fastholde tempoet?
Når Cypern overtager EU-formandskabet, sker det midt i forhandlingerne om EU’s næste flerårige budget – et tilbagevendende, men politisk afgørende opgør om unionens fremtidige prioriteringer. Samtidig skal en række tunge sager føres videre, herunder EU’s støtte til Ukraine, udvidelsesprocessen, klimaindsatsen og migrationspolitikken.
Som en af EU’s mindste medlemsstater står Cypern dermed over for en krævende opgave. For det første er øen delt, og det sensitive naboskab med Tyrkiet kan få betydning for, hvor offensivt Cypern vil agere på EU’s sikkerheds- og forsvarspolitiske dagsorden. Derudover skal landet navigere i komplekse forhandlinger og holde fremdriften på flere store dagsordener på én gang, selvom det administrative og diplomatiske apparat er relativt begrænset. Det rejser spørgsmålet, om Cypern vil kunne fastholde tempo og sammenhæng på tværs af de centrale politiske spor.
Venter et opgør med konventionerne?
Kan EU genopfinde sin asylpolitik i 2026? Næste år kan blive et vendepunkt for Europas tilgang til asyl og menneskerettigheder. 26 ud af 27 EU-lande bakker nu op om at ændre fortolkningen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention indefra – et skridt, der kan vise sig at være det mest vidtgående opgør med de juridiske rammer siden konventionens tilblivelse.
Med Mette Frederiksen i spidsen, i tæt samarbejde med Italien og Storbritannien, forskydes balancen mod øget kontrol og lettere udvisning af kriminelle udlændinge, mens hensynet til individuelle rettigheder og retssikkerhed presses i baggrunden. Spørgsmålet er, om der findes ”sikre tredjelande” til modtagelse af afviste asylansøgere. Står vi over for et moralsk ræs mod bunden – eller kan og skal Afrika løse EU’s asylproblem?
Lykkes EU med sin balancegang?
Hvis tempoet fra 2025 intensiveres i 2026, tyder meget på, at EU vil blive større inden 2030. Efter et årti med udvidelsestræthed har Ruslands invasion af Ukraine givet EU’s udvidelsespolitik et momentum, som nu også er begyndt at udmønte sig i konkrete fremskridt. Særligt Montenegro, Albanien og Moldova ligger lunt i svinget, og de to førstnævnte fremstår efterhånden som realistiske bud på EU’s næste medlemslande.
Der udtrykkes dog også bekymring for, om EU med sin erklærede målsætning om hurtigst muligt at få landene ”ind i folden” risikerer at se igennem fingre med demokratiske og institutionelle mangler. Erfaringerne med alvorlige demokratiske udfordringer i Ungarn, Slovakiet, Polen, Bulgarien og Rumænien fylder i Bruxelles. Har EU lært af sine tidligere erfaringer, og vil balancegangen mellem det geopolitiske og det meritbaserede lykkes?
