Praktisk information
Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding.
EU indgår i disse år stadig flere handelsaftaler. På et bagtæppe af toldkrigen med Trumps USA, Ruslands invasion af Ukraine og Europas afhængighed af kinesiske råstoffer er handelspolitik blevet en topprioritet i Bruxelles.
Bare i 2026 har Ursula von der Leyen givet håndslag på store handelsaftaler med Mercosur-landene, Indien og Australien, hvor man mener at have fundet en mere sikker adgang til forbrugere, energi, kritiske råstoffer og mere stabile forsyningskæder.
Men hvad er det egentlig for en global orden, EU forsøger at handle sig frem til? Sætter handelsaftalerne os fri – eller lægger de blot mere pres på klima, miljø og rettigheder?
Frihandel bliver ofte fremstillet som en teknisk nødvendighed for at skabe vækst, stabilitet og eksport. Men handelsaftaler handler også om magt, sikkerhed, klima, arbejdsforhold og demokratisk kontrol. De former relationerne mellem det globale nord og syd – og mellem stater og markeder
Tilgangen til handel har samtidig ændret sig markant i Bruxelles. Hvor EU tidligere talte om handel som et redskab til udvikling og fælles regler, går argumenterne nu mere på at de bidrager til “de-risking” og strategisk autonomi.
Tilhængere ser handelsaftalerne som helt nødvendige for at mindske EU’s sårbarhed og for at skabe nye alliancer i en verden, hvor vi må kunne mere selv – uagtet hvad præsidenterne hedder i USA og Kina. Kritikerne peger omvendt på, at aftalerne kan forstærke den globale ulighed og hæmme den grønne omstilling.
Debatmødet tager udgangspunkt i DEO’s kommende bog Sætter EU’s frihandel os fri? og spørger blandt andet:
- Er EU’s nye handelsaftaler et nødvendigt svar på en mere usikker verden?
- Kan frihandel gøre Europa mindre afhængig af stormagter som USA, Rusland og Kina?
- Kan handelsaftaler understøtte den grønne omstilling – eller spænder de ben for den?
- Hvem vinder – og hvem betaler prisen – i EU’s globale handelsstrategi?
- Findes der mere bæredygtige og retfærdige alternativer til frihandelsaftaler?
Oplægsholdere:
Kasper Tonsberg Schlie, sekretariatsleder i DEO og medredaktør af bogen Sætter EU’s handelsaftaler os fri?
Marcus Popov, projektleder i DEO og medredaktør af bogen.