Praktisk information
Arrangementet er gratis, men tilmelding nødvendig.
Tilmeld dig her, så modtager du et link samme dag, som onlinemødet foregår.
Linket skal du bruge til at logge på mødet fra din computer.
”Ungarn hører ikke til i EU mere,” sagde den belgiske premierminister Mark Rutte i juni, efter at Viktor Orbáns regering vedtog en lov, der gør det ulovligt at informere unge under 18 i skoler om homoseksualitet. Regeringen siger selv, loven beskytter børn mod pædofili. I Polen har præsidenten udtalt, at LGBT ikke er mennesker, men en ideologi, og undervisningsministeren har sagt, at LGBT har samme rødder som nazismen.
I Polen bliver dommere, der kritiserer regeringens retsreformer forflyttet, suspenderet og retsforfulgt af en særlig domstol. Domstolen er kendt ugyldig af EU-Domstolen, fordi dommerne er udnævnt af… regeringspartiet.
I Ungarn har regeringen forvist et universitet, der producerede kritisk forskning. EU-Domstolen har kendt det ulovligt, men for sent – universitetet ligger nu i Wien.
Både Polen og Ungarn er faldet drastisk på pressefriheds-indekset og ifølge organisationen Freedom House er Ungarn nu et hybridregime – ikke et diktatur, men heller ikke længere et demokrati. Begge lande modtager årligt enorme summer fra EU.
Senest er Sloveniens premierminister Janez Janša slået ind på samme illiberale, udemokratiske sti. Noget tyder på, at det breder sig. Og noget tyder på, at Mark Rutte og andre har fået nok.
Hvad gør EU allerede for at dæmme op for tendensen? Hvad kan EU mere gøre? Kan man smide lande, der ikke overholder EU’s værdier om retsstat, demokrati og menneskerettigheder ud – og hvad vil konsekvensen i givet fald være?
Hvad mener du? Kom og debatter EU’s muligheder overfor lande, der ikke overholder de fælles værdier med Vibe Termansen. Efter mødet lægger vi jeres forslag ind på EU’s portal, så alle borgere kan se dem – også EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen.
Vibe Termansen
Vibe Termansen er journalist, Polensekspert og har skrevet bogen Kampen om Centraleuropa.
Debatmødet arrangeres i samarbejde med Huset No. 7 og er støttet af Europa-Nævnet.