Praktisk information
Arrangementet er gratis, men tilmelding nødvendig.
Tilmeld dig her, så modtager du et link samme dag, som onlinemødet foregår.
Linket skal du bruge til at logge på mødet fra din computer.
I 2016 blev EU’s flygtningeaftale anset for at være et historisk nybrud i medlemslandenes asyl- og flygtningepolitik. Mere end én million flygtninge og migranter var året forinden ankommet til EU, Schengen-samarbejdet suspenderet, grænser lukket og særligt Grækenland og Italien var ved at knække under presset.
Noget måtte gøres, og efter hjerteskærende pressebilleder, hændervridende statsledere og kaotiske møder i Rådet lykkedes det, efter maratonforhandlinger, at lande en aftale med Tyrkiet.
I dag, fire år efter aftalen, huser landet 3,7 millioner flygtninge. Deres situation er ifølge menneskerettighedsorganisationer nogle steder fortvivlende, og Tyrkiet har udnyttet sin position som uundværlig til at føre geopolitik og blive en stor magt i regionen, blandt andet ved at føre krig i både Syrien og Libyen.
Tyrkiet på sin side mener sig ladt i stikken – den lovede toldunion og optagelsesforhandlinger med EU er udeblevet, men det alvorligste er, at EU ikke har taget de flygtninge, de har lovet.
Hvad mener Tyrkiet, EU, hjælpeorgansiationerne og de danske politikere i dag om aftalen? Hvem har den gavnet? Er ”Tyrkiet-modellen” værd at eksportere til andre lande udenfor EU’s grænser?
Oplæg og debat med Kasper Tonsberg Schlie. Vibe Termansen, der har redigeret DEO’s seneste udgivelse Hjælp dem i nærområderne?, er ordstyrer.
Kasper Tonsberg Schlie
Kasper Tonsberg Schlie er undervisningschef i DEO og leder flygtningeprojektet.
Hjælp dem i nærområderne? EU og Danmarks flygtningestrategi er DEO’s seneste udgivelse og nummer 15 i serien Samfundstanker. Den udkommer i sidste halvdel af oktober 2020. Bøgerne kan bestilles på DEO’s hjemmeside. Som medlem får man tilsendt bøgerne gratis på udgivelsesdagen.