Praktisk information
Arrangementet er gratis, men tilmelding nødvendig.
Efter tolv år uden optagelsen af nye medlemmer har Kommissionen ifølge egne udmeldinger sat sig for at gennemføre “den mest ambitiøse udvidelsesagenda i over et årti”.
Det pludselige momentum skyldes i høj grad geopolitik; udvidelsen af EU betragtes som et effektivt instrument, der på den ene side kan begrænse kandidatlandenes afhængighed af tredjelande, som f.eks. Rusland og Kina, og på den anden side kan styrke deres økonomiske og politiske bånd til EU.
Selvom EU opererer med formelle kriterier for optagelse, er der i visse kredse en bekymring om, hvorvidt den geopolitiske kalkyle kan risikere at skubbe dem i baggrunden. Vil EU, når det kommer til stykket, prioritere sikkerhed over københavnerkriterierne?
Knaster på vejen mod et større EU
Mens der overordnet set er bred enighed om en kommende udvidelse, er der imidlertid også visse knaster. Blandt andet frustreres Bruxelles af den ungarske premierminister Viktor Orbàns gentagne vetoer overfor påbegyndelsen af optagelsesforhandlinger med Ukraine og Moldova. Umiddelbart er vetoerne nedlagt med henvisning til krænkelser af den ungarske minoritets sprogrettigheder i Ukraine, men Orbàns tætte tilknytning til Ruslands Vladimir Putin spiller givetvist også en rolle.
Optagelsesforhandlingerne, som en del af EU’s udenrigspolitik, kræver enstemmighed, og det er hverken første eller sidste gang, at vetoretten bruges under optagelsesforhandlingerne. Derfor diskuteres en form for begrænsning af vetoretten i forbindelse med forhandlingerne. Men det er kontroversielt og sensitivt: Vil medlemslandene være villige til at begrænse en central del af deres suverænitet for at sikre en mere effektiv optagelsesproces?
Derudover kommer vi naturligvis også til at se nærmere på kandidatlandene – og driste os til et forsigtigt bud på, hvem der bliver EU’s 28. medlemsland.
Debatten ledes og faciliteres af Marcus Popov
Marcus Popov
Projektleder, DEO
