”Denne aftale sender et stærkt signal til verden”, sagde von der Leyen ved underskriftceremonien i Paraguay. ”Vi vælger fair handel frem for told. Vi vælger et produktivt, langsigtet partnerskab, og frem for alt har vi til hensigt at levere reelle og håndgribelige fordele til vores befolkninger og virksomheder”. Aftalen præsenteres af EU-Kommissionen som en ”win-win-deal”, altså en aftale begge parter vinder på.
Alligevel har det taget 26 år at nå i mål med den. Og selvom et flertal af EU-landene formelt har godkendt frihandelsaftalen, som er trådt midlertidigt i kraft per 1. maj 2026, har EU-Parlamentet endnu ikke stemt om den, men i stedet sparket den til hjørne. Således vedtog et snævert flertal i Parlamentet, kort tid efter underskrivelsen af aftalen, at sende den til EU-Domstolen, hvor det retsmæssige grundlag for aftalen nu er under juridisk lup. Og der kan den komme til at blive liggende længe. I denne artikel ser vi nærmere på, hvad der er op og ned i EU’s frihandelsaftale med Mercosur og spørger: Hvorfor er den så kontroversiel?
Hvad går aftalen ud på?
EU’s aftale med Mercosur er i virkeligheden en bredere samarbejdsaftale, som rummer forskellige elementer såsom politisk samarbejde, aftaler om investeringer med mere – og så altså en frihandelsdel, der har vakt stor modstand på begge sider af Atlanterhavet. I denne artikel ser vi primært nærmere på frihandelsdelen, da det især er den, kontroverserne handler om.
Med aftalen skabes en af verdens største frihandelszoner, der spænder over 31 lande, rummer over 700 millioner forbrugere og tegner sig for godt en femtedel af det globale BNP. Det primære formål er, med Kommissionens egne ord, at øge bilateral handel og investeringer mellem de to regioner samt reducere toldsatser og andre handelsbarrierer. I forhold til toldsatserne betyder aftalen konkret, at de enten reduceres eller helt fjernes på mere end 90 procent af den bilaterale handel.
For nogle varer blev tolden fjernet i det øjeblik, aftalen trådte midlertidigt i kraft den 1. maj 2026, mens det for andre varer vil ske gradvist over en længere periode på helt op til 30 år. De længste overgangsperioder involverer eksporten af europæiske bilkomponenter, som Mercosur-landene frygter kan udkonkurrere deres egen produktion. For visse landbrugsprodukter indføres desuden særlige kvoter for, hvor store mængder der må importeres med en lavere toldsats.
EU-Kommissionen vurderer, at de lavere toldsatser vil spare europæiske virksomheder for mere end 30 milliarder kroner om året. Kommissionen forventer derudover, at aftalen vil øge EU’s årlige eksport til Mercosur med cirka 39 procent samt øge EU’s samlede BNP med mere end 579 milliarder kroner frem mod 2040.
Det er store tal, der umiddelbart ser imponerende ud. Sættes de i forhold til størrelsen på EU’s økonomi, tegner der sig dog et lidt mere beskedent billede. Gevinsten svarer nemlig blot til en stigning i EU’s BNP på blot 0,05 procent i 2040. Aftalen forventes med andre ord at skabe en positiv, men forholdsvis beskeden samfundsøkonomisk effekt i første omgang. Det forstærker indtrykket af, at aftalen i lige så høj grad er symbolsk.
Frihandelsdelen af samarbejdsaftalen med Mercosur er som nævnt trådt midlertidigt i kraft per 1. maj 2026, selvom den samlede aftale endnu ikke har været til afstemning i EU-Parlamentet og heller ikke er ratificeret i EU-landene, det vil sige godkendt i de nationale parlamenter. Det vender vi tilbage til senere i kapitlet.
Hvem vinder og taber på EU’s frihandelsaftale med Mercosur?
Fra EU’s perspektiv kan det økonomiske potentiale i aftalen synes indlysende, da det vil give europæiske producenter fordelagtige handelsvilkår i Mercosur-landene. ”Europæiske produkter – fra bilindustrien til maskiner til vin, chokolade og olivenolie – vil få privilegeret adgang til et attraktivt marked, der længe har haft høje toldsatser – samtidig med at vi sikrer adgang til kritiske mineraler, der er stadig mere afgørende i dag”. Sådan lød det begejstret fra EU’s handelskommissær, slovakiske Maroš Šefčovič, i kølvandet på Ministerrådets beslutning om at godkende aftalen.
Det er perspektiver, der også vækker begejstring hos blandt andet Tysklands trængte bilindustri, europæiske eksportører af maskiner til eksempelvis byggebranchen og i den danske lægemiddelindustri. Hos erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri vurderer man, at dansk eksport alene vil kunne øges med 13,5 milliarder kroner om året gennem aftalen. ”Mercosur-aftalen er helt i tråd med dansk erhvervslivs ønsker”, lyder det i en pressemeddelelse. Også hos BusinessEurope, Europas største erhvervsorganisation, udtrykkes der stor begejstring. Der er med andre ord generelt appetit på aftalen i europæisk erhvervsliv.
Fra et sydamerikansk perspektiv rummer aftalen ligeledes et økonomisk potentiale ved at give landene bedre mulighed for at afsætte deres varer på det eftertragtede europæiske marked. Det giver samtidig EU adgang til billigere import af landbrugsvarer såsom soja, sukker og oksekød og eftertragtede kritiske råstoffer, der skal bruges til at sikre både militær oprustning og grøn omstilling i EU. Men er det en ”win-win aftale”? Det er der ikke enighed om.
I årevis har politikere og civilsamfundsorganisationer i både EU og Mercosur-landene mobiliseret og udtrykt modstand mod aftalen gennem blandt andet kampagner, artikler, demonstrationer og underskriftsindsamlinger. Kritikken har mange facetter. I en erklæring underskrevet af over 400 NGO’er og foreninger fra begge sider af Atlanten lyder det for eksempel, at aftalen ”vil forværre den ulige udveksling mellem det globale Syd og Nord og dermed fastholde neokoloniale handelsstrukturer”.
Kritikken går på, at aftalen fremmer en ulige handelsstruktur, hvor Mercosur-landene eksporterer råvarer og importerer industrivarer. Organisationerne mener desuden, at aftalen fremmer storlandbrug, der fortrænger småbønder og oprindelige folk, og at den vil medføre negative konsekvenser for klima og miljø. ”EU-Mercosur-aftalen vil føre til skovrydning, forværre klimakrisen og skubbe vores regioner længere væk fra klimaretfærdighed”, lyder det.
Et andet kritikpunkt er, at der har manglet åbenhed i forhandlingsprocessen, og at denne er foregået bag lukkede døre. I samme dur er offentligheden blevet nægtet adgang til centrale dokumenter – et forhold, der i 2023 fik EU’s daværende ombudsmand, Emily O’Reilly, til at rette kritik mod Kommissionen i et brev stilet til Ursula von der Leyen. Forhandlingerne er ligeledes blevet kritiseret for ikke at inddrage relevante aktører såsom fagbevægelsen, smålandbrug og repræsentanter fra oprindelige folk i de fire sydamerikanske lande.
Og så er der de europæiske landmænd.
Modstand fra de europæiske landmænd
Bål og brand i gaderne i Bruxelles, sort røg der blæser ind over EU-institutionerne, traktorer der blokerer vejene, vrede tilråb og voldsomme konfrontationer. Scenerne har gentaget sig flere gange i de seneste år frem mod slutspurten for underskrivelsen af aftalen mellem EU og Mercosur i januar 2026. Og det har ikke blot været i Bruxelles, at tusindvis af europæiske landmænd er stimlet sammen for at udtrykke deres modstand mod frihandelsaftalen. Fra Paris til Warszawa har vrede landmænd med ”Stop EU-Mercosur”-bannere fyldt i gadebilledet. For den europæiske bilindustri er Mercosur et lovende eksportmarked, mens mange europæiske landmænd ser Mercosur som en alvorlig konkurrent.
Modstanden handler især om en frygt for, at EU vil blive ”oversvømmet” af billige landbrugsprodukter fra Mercosur-landene. I særdeleshed okse- og kyllingekød, der kan produceres billigere i Sydamerika grundet lavere produktionsomkostninger og mindre strenge sundheds- og miljøbestemmelser. Det gælder for eksempel regler om brug af pesticider, antibiotika og væksthormoner.
Og selvom sydamerikanske produkter formelt skal leve op til EU’s regler og standarder for at kunne eksporteres til det europæiske marked, går kritikken på, at det er noget nær umuligt for EU at håndhæve. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at tjekke samtlige importerede landbrugsvarer. Men der er også mere og andet på spil.
Demonstrationerne repræsenterer nemlig samtidig kulminationen på en længere periode med løbende interne armlægninger om blandt andet størrelsen på EU’s landbrugsstøtte i det kommende EU-budget, klima- og miljøtiltag i landbrugssektoren og generel regulering af import af landbrugsvarer. De konkrete frustrationer varierer fra land til land, men et gennemgående tema er, at mange europæiske landmænd mener, at EU’s politikker på området underminerer deres indkomster og efterlader mange landbrugsvirksomheder på randen af kollaps. Det har øget presset på stats- og regeringsledere i EU og, for nogle af disses vedkommende, også materialiseret sig som en modstand mod blandt andet EU’s frihandelsaftale med Mercosur.
Indrømmelser i ellevte time
Modstanden fra de europæiske landmænd mod aftalen har bidraget til de løbende politiske tovtrækkerier om aftalens indhold, men det har ikke været nok til decideret at bremse den. Heller ikke selvom flere lande, med Frankrigs præsident Emmanuel Macron i spidsen, ad flere omgange har gjort sig store anstrengelser for at spænde ben for den. Presset af indenrigspolitisk tummel og en magtfuld og toneangivende landbrugssektor har Macrons regering været bannerfører for den politiske modstand mod aftalen i Ministerrådet.
Macrons anstrengelser kulminerede i december 2025, hvor Kommissionen så sig nødsaget til at aflyse den planlagte underskriftceremoni, der oprindeligt skulle have fundet sted i Brasilien. Italiens Giorgia Meloni var hoppet med på nej-vognen sammen med Frankrig, Polen, Irland, Østrig og Ungarn, og der var således mobiliseret et såkaldt blokerende mindretal i Rådet. Aftalen kunne ikke underskrives. Til stor frustration i særligt Bruxelles og Berlin.
Det var også noget, der vakte ærgrelse hos det danske EU-formandskab, hvor man gerne ville have kunnet skrive en Mercosur-succes på CV’et. Og det var ikke det eneste skuffede formandskab: Brasiliens præsident Lula, der på daværende tidspunkt havde det roterende formandskab i Mercosur-blokken, kvitterede med en trussel om, at aftalen ikke ville blive til noget, hvis europæerne ikke fik styr på tropperne: ”Jeg har allerede fortalt dem, at hvis vi ikke underskriver nu, kommer Brasilien ikke til at gå med til en aftale, så længe jeg er præsident. Hvis de siger nej nu, vil vi være hårde over for dem fra nu af. Vi har givet efter for alt, hvad diplomatiet overhovedet kunne give efter for”. Fronterne blev trukket skarpt op i december 2025.
Fra italiensk side var målet dog ikke en decideret blokering af aftalen, men snarere at udnytte en fordelagtig forhandlingsposition til at sikre indrømmelser til de europæiske landmænd. Og med et politisk kompromis om blandt andet yderligere økonomisk støtte til landmændene, prismonitorering og strengere importkontrol, var italienerne tilfredse. De stemte således ja som en del af et kvalificeret flertal, da frihandelsaftalen blev sat til afstemning i Ministerrådet i januar 2026. Og Ursula von der Leyen kunne booke en flybillet til Paraguay, der i mellemtiden havde overtaget formandskabet for Mercosur-blokken. Men det sidste punktum var ikke sat.
EU-Parlamentet sparker aftalen til hjørne
Parallelt med at der blev forhandlet om foranstaltninger, der skulle berolige de europæiske landmænd, blev et andet flertal mobiliseret i EU-Parlamentet. Her blev der stillet forslag om at anmode EU-Domstolen om en juridisk udtalelse om det retsmæssige grundlag for aftalen i forhold til EU’s traktater. Forslaget rummer forskellige elementer, men handler især om at udfordre Kommissionens beslutning om at splitte aftalen med Mercosur i to:
- En aftale, der rummer det fulde indhold i forhold til både handel, politisk samarbejde mv., og som derfor også skal godkendes af de nationale parlamenter i EU for at kunne træde i kraft
- En midlertidig aftale, der kun rummer handelsdelen, og som derfor kan træde i kraft uden de nationale parlamenters godkendelse, da EU har enekompetence i forhold til handelspolitikken
Forslagsstillerne kritiserer det, de mener, er et forsøg fra Kommissionen på at snige frihandelsaftalen ind ad bagdøren og udenom den svære opgave med at få aftalen godkendt i samtlige nationale parlamenter.
Således var blækket knapt tørt på aftalen mellem EU og Mercosur, før EU-Parlamentet – blot fire dage efter den store underskriftceremoni i Paraguay – vedtog forslaget om at anmode EU-Domstolen om en juridisk udtalelse om aftalen. 334 stemte for, 324 imod og 11 undlod at stemme, og der var parlamentarikere fra hele det politiske spektrum, der stemte for og imod. Af de 15 danske medlemmer var det dog kun Enhedslistens Per Clausen, der stemte for.
Resultatet betyder, at aftalen med Mercosur ikke vil blive sat til afstemning i EU-Parlamentet, før EU-Domstolen er kommet med sin udtalelse – en proces, der kan tage flere år. Det har dog ikke forhindret ikrafttrædelsen af den såkaldte midlertidige frihandelsaftale, der trådte i kraft den 1. maj trods modstand i både Ministerrådet og EU-Parlamentet.
Hvad så nu?
I skrivende stund, juni 2026, er frihandelsdelen af aftalen altså trådt midlertidigt i kraft. Samtidig afventer EU en udtalelse fra EU-Domstolen om aftalens juridiske grundlag. Først når den foreligger, kan EU-Parlamentet tage endelig stilling til aftalen.
Imens fortsætter det juridiske tovtrækkeri. EU-Kommissionen har eksempelvis besluttet at forbyde import af blandt andet oksekød, fjerkræ og æg fra brasilianske producenter fra september 2026, fordi de ikke lever op til EU’s veterinære krav. Beslutningen understreger, at selvom EU ønsker mere frihandel med Mercosur-landene, er adgangen til det europæiske marked fortsat betinget af, at varerne lever op til EU’s regler. Derudover har Polen også egenhændigt indgivet en klage over aftalen til EU-Domstolen.
Én ting synes med andre ord sikker: Selvom frihandelsdelen er trådt i kraft, er den politiske strid om Mercosur-aftalen langt fra afsluttet. Forløbet peger også på, at EU’s handelspolitik handler om meget mere end toldsatser. Den handler – blandt andet – også om klima, landbrugsstøtte, forsyningssikkerhed, ulighed og EU’s rolle i en verden præget af voksende geopolitiske spændinger.
