Af Eva Milsted Enoksen
Fri bevægelighed for arbejdskraft og tjenesteydelser er sammen med de andre friheder helt grundlæggende for det indre marked. Den har forrang for national lovgivning og direkte virkning i medlemslandene.
Selvom arbejdsmarkedspolitik som udgangspunkt er et anliggende for nationalstaterne, må de altså ikke vedtage lovgivning, der begrænser den fri bevægelighed.
De senere år har den fri bevægelighed på beskæftigelsesområdet mødt stor kritik. Det skyldes blandt andet, at den kan føre til løntrykkeri og social dumping.
Spørgsmålet er, hvad man kan gøre på EU-niveau for at dæmme op for problemerne.
Vi har spurgt Lektor ved Aalborg Universitet, Trine Lund Thomsen, som har forsket i vandrende arbejdskraft i Europa,. Hun mener, at der er en række muligheder – men ingen nemme løsninger i forhold til at finde fælles løsninger på det europæiske arbejdsmarked.
Lovbestemt mindsteløn
En mulighed kunne være en europæisk mindsteløn, som ikke behøver være ens i alle medlemslande. Man kunne forestille sig en model, hvor lønnen bliver udregnet som en procentsats ud fra gennemsnitslønnen og leveomkostningerne i det pågældende medlemsland. På den måde kunne reglerne for udregningen være ens i alle lande, uden at satserne behøvede at være det. Det ville dog langt fra være ukontroversielt, og de fleste danske fagforbund er meget imod en sådan ordning, da det kan være med til at trække lønnen ned i visse medlemslande og sektorer.
Risikoen er, at en lovbestemt mindsteløn kan gøre det vanskeligt for fagforeninger at forhandle sig frem til bedre vilkår end den lovmæssige sats. Derudover vil et regelsæt for en europæisk mindsteløn være særdeles komplekst. Det vil ikke alene kræve en national forskel, men også en variation mellem forskellige fag og sektorer, der organiseres forskelligt i medlemslandene. Det kræver også, at landene kan blive enige om én arbejdsmarkedsmodel, hvilket i sig selv kan blive meget vanskeligt.
En europæisk lovbestemt mindsteløn ville også omfatte lande med den nordiske model. Dermed ville løndannelsen i et vist omfang blive fjernet fra forhandlingsbordet hos arbejdsgiverorganisationer og fagbevægelse. Fordelen ville dog være, at EU-Domstolen ikke ville have mange andre valg end at anerkende den. Laval-dommen fokuserede netop på den manglende lovgivning om mindsteløn i Sverige. Den fastslog, at det svenske aftalesystem ikke giver tilstrækkelig klarhed over, hvad en udenlandsk virksomhed skal betale i løn. En europæisk mindsteløn med et fælles system til udregning af løn ville næppe kunne anses som en forhindring for den fri bevægelighed for tjenesteydelser. Det er også et af de områder, der ifølge det nuværende udstationeringsdirektiv kan stilles krav om.
Almengørelse af overenskomster
En lovbestemt mindsteløn, der varierer mellem medlemslandene, ville dog ikke nødvendigvis løse alle de problemer, der er forbundet med udstationering. En mindsteløn er netop et minimumsniveau for løn, som ikke nødvendigvis ligger på det niveau, der er standard for et område. Medmindre lønningerne inden for en given branche blev helt harmoniseret på minimumslønnen, ville udstationerede stadig risikere at få lavere løn end de lokale kolleger. Det kunne dog mindske lønpresset og skabe mere gennemsigtighed om reglerne.
En mellemvej mellem den nuværende nordiske arbejdsmarkedsmodel og indførelsen af en lovbestemt mindsteløn kunne være en såkaldt almengørelse af overenskomster. Det er blevet indført i Norge, der på trods af manglende EU-medlemskab står med mange af de samme udfordringer med social dumping. Modellen går i korte træk ud på, at en overenskomst bliver tillagt almengyldig virkning. Dermed omfatter den alle arbejdstagere inden for overenskomstens gyldighedsområde, uanset om arbejdsgiverne har tiltrådt overenskomsten. Det system foreslås af mange som et effektivt redskab til bekæmpelse af lønpres og social dumping i Danmark.
Det er dog de færreste danske fagforbund, der går ind for den model. De frygter blandt andet, at det vil mindske lønmodtagernes interesse i at være organiserede i fagforeninger. Det vil heller ikke nødvendigvis skabe mere økonomisk lighed i EU at indføre denne model i Danmark. Almengørelse af overenskomster kunne dog tages i brug, uden at det krævede enighed på EU-plan. Desuden ville EU-Domstolen sandsynligvis anerkende det.
Analysen er en del af kapitlet “Hvad sker der, når arbejdstagere og virksomheder bevæger sig frit” fra bogen “Er fri bevægelighed EU’s fremtid” udgivet af DEO.
